Unge toptosser bag rattet på TV2-dokumentar om kubik og blod

Av, det gjorde ondt på sindet, at se og høre de unge egoistiske fartbøller i TV2-dokumentaren “Dødskørsel” her i aftes. Unge knægtes vanvidskørsel skal der markant fokus på. Man kan ikke fortænke efterladte og andre i at tænke i strengere straffe. Dette spørgsmål vil jeg ikke negligere, men inden da finder jeg det altså langt mere væsentligt at undgå flere lig og lemlæstede. Her er der brug for politikere der kan træde i karakter og se på det samlede billede og ikke på populistisk vælgerleflen. Hovedspørgsmålet må være: Hvordan forebygger vi at uskyldige mennesker mister livet på danske landeveje? 

Jeg finder det særdeles relevant at se nærmere på tiltag der kan gøre ondt på de unge vanvidsbilister – nemlig færre klip i kortet inden det ryger, for unge nyudklækkede bilister. Og måske også mere mærkbar afregning (dobbeltklip) for vanvidskørsel i byområder. Men her må fagekspertisen for alvor melde sig på banen, og svare på hvad der virker. Kampagner og solid politiindsats hører naturligvis med til dette.

Afslutningsvis må jeg altså bemærke: Hold da op, der er nogle forældre der svigter når de lader deres unge sønner bringe andres liv i fare på den måde – og så ofte. Jeg ved godt at de er voksne og selvstændige, men alligevel ikk! Her er det altså blind ligegyldighed, at sige ‘kør forsigtigt’ til en knægt der åbenbart har råd til en bil med en topfart på 330 km/t.
Ydermere kunne jeg godt tænke mig at se, hvordan en social og egnsrelateret profil ser ud på de unge fartgalninge. Det kan kun være med til at fokusere den forebyggende indsats.

0 tanker om “Unge toptosser bag rattet på TV2-dokumentar om kubik og blod”

  1. Løsningen er meget enkel.
    Da alle nyere biler har installeret en chip
    der styrer alle motorfunktioner er det meget let
    at drosle biler til en max.hastighed (det gøres
    allerede med lastbiler og busser).
    Ved indkørsel til motorvej paserer chippen en censor der lukker op for max 110-130 OSV.
    Fjernes spærringen ryger kortet.

  2. Jeg tillader mig lige at citere fra et tidligere indlæg på denne blog om forholdet mellem straf og ændret adfærd:

    “Fakta: Hårdere straffe får ikke mindsket kriminaliteten. I Finland hvor man har halveret straffene, er kriminaliteten ikke steget.”

    Hvordan hænger det sammen? Er det kun færdselskriminalitet som kan forebygges ved hårdere straffe?
    Eller kunne det måske være sådan at folk faktisk reagerer på straf ved at ændre adfærd?

  3. Det er helt fint Nai. Debatten på
    http://www.baldersf.dk/2006/10/23/straf-der-h%c3%a6vner-hvad-blev-der-af-straf-der-virker/
    var nemlig mere nuanceret, og alt hvad jeg skrev i ovenstående indlæg var: “Man kan ikke fortænke efterladte og andre i at tænke i strengere straffe. Dette spørgsmål vil jeg ikke negligere, men inden da finder jeg det altså langt mere væsentligt at undgå flere lig og lemlæstede. Her er der brug for politikere der kan træde i karakter og se på det samlede billede og ikke på populistisk vælgerleflen.” At udvise forståelse for efterladtes tanker om højere straf, er ikke det samme som at billige det umiddelbart.
    Efter dette beskæftiger jeg mig jo så med løsningsforslag der forebygger, uden at komme ind på højere fængselsstraf. Den straf jeg tænker på her, er den bløde forebyggende, såsom klip i kortet, betinget frakendelse mm.

    Overordnet set reagerer folk da på straf, men den virkning skal være tilsigtet, kontrolleret og i tråd med vores samfunds sunde forhold til straf som styringselement. Det skal være et sikkerhedskit i samfundet, men ikke noget der skaber lede.

  4. Jeg er for så vidt enig i, at det er helt uansvarligt det de her mennesker gør.

    På den anden side er det hvad man kan forvente, når staten overtager opdragelsespligten.

    Og hvor meget skal alting reguleres og sikres før humanister er tilfredse?

    Hvor mange af vores friheder skal fjernes i sikkerhedens navn?

  5. Til c bagger
    Det synes som et interssant forslag, men jeg finder nu alligevel at vi da ryger ud i en reguleringsgrøft som vil skabe lede mod staten som lovgiver og ikke opbakning. Det vil derudover være ualmindelig dyrt at sætte i værk, samt kontrollere.
    Endvidere måtte det nødvendigvis være EU-reguleret, for hvad med ferier i andre lande?
    Eller kan man selv slå chippen fra og til.
    Og hvad med ældre biler uden chip?
    Den løsning tror jeg altså ikke på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *