Opfordring til Ungdomshuset

Øv og øv, ja sådan har jeg det, så I er nok endnu mere ærgerlige i Ungdomshuset, over Faderhusets nej.
Hva’ så nu? Ja, man må acceptere at Faderhuset er i deres fulde ret til at handle som de gør, på trods af alle holdninger man ellers skulle have til Ruth Evensen og Faderhusets virke.
Nu vil jeg så opfordre jer til, at slå koldt vand i blodet, og benytte jer af alle de demokratiske muligheder der findes. I bør demonstrere foran Københavns Rådhus, og I bør i særdeleshed konfrontere de partier (ikke SF!) og her især Socialdemokraterne, med salget af ejendommen. Desuden bør I tydeligt signalere villighed til dialog.

For alles skyld - brug disse til at gå på, og ikke som dødsensfarligt kasteskytsYdermere tror jeg, at det ville være et klogt træk af jer, at melde ud at I ikke agter at forsvare bygningen med vold. I har brug for sympati og opbakning fra det etablerede samfund og fra almindelige borgere, og en afsværgelse af vold udgået direkte fra Ungdomshuset, vil helt klart forbedre jeres position. Hvis man ser på den mulighed, at kommunen finder et nyt sted til jer, som I forhåbentlig vil kunne forme og leve i på bedste vis, da er det kun gavnligt at udvise en positiv tilgang, samt selv opfordre til, og indgå i dialog med de københavnske lokalpolitikere. Hvis man stadig tror på den mulighed, at et politisk flertal, uden at gå på kompromis med retssikkerhed eller privat ejendomsret, alligevel kan trække en kanin op af hatten, er det slet ikke at kimse af, at Ungdomshuset har taget første skridt til at imødegå resten af processen med demokratiske virkemidler.

22 tanker om “Opfordring til Ungdomshuset”

  1. Kære Balder!

    Jeg er bange for, at du ikke har forstået så meget: Den eneste grund til, at politikerne er bare en smule lydhøre nu, er, at de frygter for konsekvenserne ved ikke at være det.
    “At afsværge sig volden” lyder smukt og rigtigt – har du tænkt over, at du som politiker er med til at opretholde et system, der er klar til at slå ihjel, for at “forsvare” nogle ord på et stykke papir? Konsekvensen af kommunens uansvarlighed er, at denne sag højst sandsynligt vil få blodige følger. At sige, at det er brugerne af Ungdomshusets skyld, er, som det ville være at give en negerslave skylden, hvis denne fik pisk, fordi “han da bare kunne have løbet noget hurtigere”!
    At forlade Ungdomshuset uden kamp, er at konstatere, at systemet tramper på hvem det vil… Jeg bliver varm om hjertet, fordi der endnu findes Mennesker, der ikke vil lade sig trampe på.
    Ungdomshuset er mere en bare et hus: Det er historie, skæbne, blod, sved og tårer. Det er et symbol på viljen til modstand – for nogle er det indbegrebet af alt, hvad der overhovedet er værd at kæmpe for. Så hvor velment din opfordring end er, så er den ikke særlig gennemtænkt, og endnu mindre realiserbar…

    Fortsat god dag.

    Allan

  2. Hej Allan
    Du skriver: “Den eneste grund til, at politikerne er bare en smule lydhøre nu, er, at de frygter for konsekvenserne ved ikke at være det.”

    Dette er jeg desværre tilbøjelighed til at give dig ret i (dog ville SF have været det uanset hvad).

    Du skriver: “…har du tænkt over, at du som politiker er med til at opretholde et system, der er klar til at slå ihjel, for at “forsvare” nogle ord på et stykke papir?”

    Hvad mener du? Jeg vil aldrig lade menneskeliv vægte mindre end papir. Jeg kan ikke følge dig.

    Det virker som om at du kun ser systemet og politiuniformen og slet ikke det menneske af kød og blod inde bag, med børn derhjemme. Hvilken umenneskelig indoktrinering kræver det lige at kyle en brosten i skallen på et andet menneske?

    Jeg mener stadig at Ungdomshuset skulle søge at få (næsten) hele befolkningen på deres side. Tænk hvis det var alm. borgere, mødre, unge og gamle der stillede sig op foran Ungeren inden rydning. Tror du selv at det ville eskalere situationen?
    Vh. Balder

  3. Hej Balder!

    Jeg tager dine spørgsmål et for et:

    ”Hvad mener du? Jeg vil aldrig lade menneskeliv vægte mindre end papir. Jeg kan ikke følge dig.”

    – Du ville måske ikke, tænker du, men i praksis kan mennesker gå hen og dø, som følge af en evt. rydning af Ungdomshuset – en rydning, motiveret af ideen om ejendomsretten som ukrænkelig, en konvention, der i sidste ende blot er netop nogle ord på et stykke papir. Som politiker er du en del af det system, Faderhuset aktiverer, når de sender politiet ind… Kan du se det nu?

    ”Det virker som om at du kun ser systemet og politiuniformen og slet ikke det menneske af kød og blod inde bag, med børn derhjemme. Hvilken umenneskelig indoktrinering kræver det lige at kyle en brosten i skallen på et andet menneske?”

    – Undskyld, hvis jeg lyder flabet; men hvilken umenneskelig indoktrinering kræver det lige at tæske børn og unge, fordi de ikke vil gøre som man siger? – eller endnu bedre: Hvilken umenneskelig indoktrinering kræver det ikke lige, at være med til at opretholde det system, der muliggør sådanne urimeligheder – og tilmed forsvare det?
    Der er næppe nogen aktivist, der ikke ser det bankende hjerte under politiuniformen, for nu at fortsætte din lidt svulstige retorik, og hvis bare dette hjerte kunne nås, med andet end en brosten, så ville det da være dejligt – men jeg har endnu ikke mødt nogen, der har kunnet give et reelt alternativ til et fysisk forsvar af Ungdomshuset, andet end at gå hjem, lukke ens dør, sætte en film på og prøve at undgå, nogensinde at skulle se sig selv i øjnene igen. Og det er ikke et reelt alternativ, det er slet ikke et alternativ!
    Netop det, at umenneskeliggøre anderledes tænkende, er i øvrigt at velafprøvet fif, som især dine kollegaer på den yderste højrefløj benytter sig meget af… Er du sikker på, det er en klub, du ønsker at være en del af?

    ”Jeg mener stadig at Ungdomshuset skulle søge at få (næsten) hele befolkningen på deres side. Tænk hvis det var alm. borgere, mødre, unge og gamle der stillede sig op foran Ungeren inden rydning. Tror du selv at det ville eskalere situationen?”

    – Det billede du maler her, er smukt, intet mindre – og kunne noget sådant lade sig gøre, så ville det da i hvert fald gå over i historiebøgerne. Og nej, jeg tror ikke, det nødvendigvis ville eskalere situationen, hvis den almindelige borger forsøgte, fysisk at stille sig på vores side – det ville i hvert falde give politiet mere at se til! Desværre, og det ved du nok også godt selv, er den jævne dansker, ja, det jævne vestlige menneske som sådan, bl.a. karakteriseret ved en afgrundsdyb frygt for netop de fysiske konsekvenser af at handle efter egen overbevisning. Denne frygt har det system, du dagligt er med til at opretholde, som en af sine hjørnesten, så at høre en politiker opfordre til civil ulydighed – at trodse denne frygt – er i mine ører ærlig talt en smule paradoksalt, men da også ganske opløftende. Så ses vi måske på barrikaderne?

  4. Hej Allan
    Ja, hvad stiller man dog op med en socialistisk SF’er, der ikke vil acceptere brugen af vold som politisk redskab, men stadig har ideologiske visioner for et mangfoldigt samfund, og som altså ønsker at bevare Ungdomshuset. Du svinger lidt mellem at putte mig i en højrefløjsbås og så invitere mig med på barrikaderne.

    Jeg tror at du må acceptere, at du og ligesindede hvad enten I kan lide det eller ej, har brug for politikere der benytter sig af andre redskaber, men alligevel vil det bedste for især ungdomssubkulturen på Jagtvej. Jeg er dog mindst lige så ked af at det tilsyneladende ikke har været nok i denne sag.
    Men glem nu aldrig, at SF’s 15 stemmer i BR i 1999 var imod salget af Ungdomshuset. Jeg forstår ikke at I ikke har gjort mere for at gå direkte til magten (Ritt) og konfrontere S-gruppen med fortidens synder.

    Ja, jeg sætter pris på de værdier og ideer der er indskrevet i landets love – på papir. Og hvis det gør mig til et borgerdyr – ja, så er det hvad jeg er. Men bemærk at jeg forholder mig til magtens tredeling og respekten mellem disse. Det er altså ikke politikere der sætter politi ind mod Ungdomshuset.

    Du har ikke meget lyst til at forholde dig til enkeltindividets ansvar overfor at skade et andet menneske – i uniform som symbol på magt – eller ej. Jeg er til enhver tid kritisk når politi gør brug af unødigt hårdhændede metoder, og f.eks. bryder reglerne ved anholdelser af mindreårige eller lader folk sidde på kold jord i lang tid. På samme måde kan jeg ikke acceptere nogen former for tortur. Jeg umenneskeliggør ikke nogen som helst, men stiller relevante spørgsmål. Alt andet vil netop være at se forskelligt på mennesker.

    Du skrev tidligere om Ungdomshuset: ” Det er historie, skæbne, blod, sved og tårer. Det er et symbol på viljen til modstand – for nogle er det indbegrebet af alt, hvad der overhovedet er værd at kæmpe for.” Det har jeg forståelse for, men jeg kan ikke acceptere, at prisen bliver at sende andre borgere hjem med hovedskader pga. brosten.

    De hidtidige politiske forsøg har ikke båret frugt. Jeg prøver velmenende at finde andre kattelemme. Kald bare mit forslag om alm. borgeres sammenstimlen for civil ulydighed, men mærk dig at det som begreb er yderst subjektivt og kan rumme meget forskelligt. Noget jeg kan bakke op om, og andet jeg vil være imod. Hver enkelt gang vil det være en samlet vurdering af mål, midler, paroler. Som SF’er er jeg billedlig talt altid på barrikaderne, og fysisk når jeg kan stå inde for aktionen. Jeg har stadig en tro på at fredelige midler kan medføre forandring. Erindre f.eks. marcherne mod atomkraft og andre offentlige happenings med stor gennemslagskraft.

  5. Hej Balder!
    Punkt for punkt:
    ”Ja, hvad stiller man dog op med en socialistisk SF’er, der ikke vil acceptere brugen af vold som politisk redskab, men stadig har ideologiske visioner for et mangfoldigt samfund, og som altså ønsker at bevare Ungdomshuset. Du svinger lidt mellem at putte mig i en højrefløjsbås og så invitere mig med på barrikaderne.”
    Jeg ved ikke, hvad ”man” stiller op med dig – det ved du forhåbentlig bedst selv, og min kritik af din retorik, samt påpegning af, hvordan det at dehumanisere sine modstandere i min optik er et karakteristisk højrefløjstræk, skulle ikke læses som om, jeg ønsker eller at ”putte dig i bås” med højrefløjen – faktisk slet ikke – det var mere for at gøre dig opmærksom på en potentiel faldgrube i din argumentation. Jeg mener, det er vigtigt at erkende, at mennesker, der kommer frem til andre konklusioner end en selv, kan være mindst lige så ”menneskelige”, som ”man” mener, at ”man” selv er – nogle gange finder jeg det faktisk mere menneskeligt at gøre noget, der på flertallet kan forekomme som det rene galimatias, hvis man gennem reflekteret stillingtagen og på en oplyst baggrund er kommet frem til, at det er det, der er det rigtige at gøre. Det er min personlige holdning – og ”invitationen” skal ses som en konsekvens heraf: Hvis du personligt ønsker at stille dig i vejen for politiet, når de kommer for at tage huset, så synes jeg, du skal gøre det – man kan sagtens gøre fysisk modstand uden at bruge vold (Gandhi) – hvis ikke, du rent faktisk selv har tænkt dig at risikere liv og lemmer for sagen, så er det helt okay, og jeg underkender på ingen måde din/dit partis øvrige indsats, men vis måske lidt respekt for dem, der har ræsonneret sig frem til, at et militant forsvar af Ungdomshuset er berettiget – også selvom du ikke er enig.
    ”Jeg tror at du må acceptere, at du og ligesindede hvad enten I kan lide det eller ej, har brug for politikere der benytter sig af andre redskaber, men alligevel vil det bedste for især ungdomssubkulturen på Jagtvej. Jeg er dog mindst lige så ked af at det tilsyneladende ikke har været nok i denne sag.
    Men glem nu aldrig, at SF’s 15 stemmer i BR i 1999 var imod salget af Ungdomshuset. Jeg forstår ikke at I ikke har gjort mere for at gå direkte til magten (Ritt) og konfrontere S-gruppen med fortidens synder.”
    Jeg accepterer, at kampen skal tages på mange fronter, og sætter pris på SF’s indsats. Hvad anden sentens i det ovenstående angår, så bliver der mig bekendt trukket i alle de politiske tråde, brugerne af huset er i stand til at trække i – hvilket igen er med til at understrege, at det fysiske forsvar er absolut sidste udvej.
    ”Ja, jeg sætter pris på de værdier og ideer der er indskrevet i landets love – på papir. Og hvis det gør mig til et borgerdyr – ja, så er det hvad jeg er. Men bemærk at jeg forholder mig til magtens tredeling og respekten mellem disse. Det er altså ikke politikere der sætter politi ind mod Ungdomshuset.”
    Nu ikke så selvretfærdig. Du kan i mine øjne sagtens gå ind for et lands konstitutioner og konventioner som sådan, uden at være et ”borgerdyr” – men jeg mener, det er vigtigt at erkende at så snart man spiller efter et givent systems regler, så er man med til at retfærdiggøre og opretholde dette system, og dermed også dets negative sider, hvad end man vil det eller ej – og gæt selv, hvad der skete med den kanin, der ville bekæmpe slangen indefra…! Hvor du vil hen med magtens tredeling og din derpå følgende håndafvaskning, ved jeg ikke helt: Det er da i hvert fald politikere, der har muliggjort den nuværende katastrofale situation, gennem deres eksorbitante ansvarsløshed. I mine øjne er det lidt dumt at være med til at bygge en bombe og så sætte sig tilbage og sige, at ”det altså ikke var mig, der trykkede på knappen.” – Det gør jo ikke eksplosionen mindre!
    ”Du har ikke meget lyst til at forholde dig til enkeltindividets ansvar overfor at skade et andet menneske – i uniform som symbol på magt – eller ej. Jeg er til enhver tid kritisk når politi gør brug af unødigt hårdhændede metoder, og f.eks. bryder reglerne ved anholdelser af mindreårige eller lader folk sidde på kold jord i lang tid. På samme måde kan jeg ikke acceptere nogen former for tortur. Jeg umenneskeliggør ikke nogen som helst, men stiller relevante spørgsmål. Alt andet vil netop være at se forskelligt på mennesker.”
    Jeg skal gerne, meget gerne, forholde mig til enkeltindividets ansvar, da jeg mener, det er et nøglebegreb i denne situation, såvel som i alt, hvad vi som mennesker foretager os. Ganske som den enkelte betjent har valgt at trække i uniformen, med hvad der deraf følger af forpligtigelser over for det system, han eller hun bliver sendt ud for at forsvare, så har den enkelte aktivist valgt at bekæmpe dette menneske, fordi det er det bagvedliggende systems fysiske manifestation, og den eneste måde dette system i sidste ende kan nås på: Via de mennesker, der repræsenterer det. Det er altid grumt, når mennesker tørner sammen, også i fysiske konfrontationer, men sammenstødet er også den logiske, uundgåelige konsekvens af ikke at give kast på ens menneskelighed, når det at bevare den hænger uløseligt sammen med at stå fast mod systemets håndlangere i situationer, hvor dette er påkrævet.
    Sådan mener jeg, det bør sættes op, på det overordnede plan. På det mere jordnære plan betyder det, at både de mennesker, der kæmper for Ungdomshuset, såvel som de mennesker, der kæmper mod Ungdomshuset, kan komme til skade – og gid det kunne undgås… Men i denne situation lader det desværre ikke til, at nogen af parterne er villige til at trække sig, og så er den fysiske konfrontation desværre uvægerlig.
    ”Du skrev tidligere om Ungdomshuset: ” Det er historie, skæbne, blod, sved og tårer. Det er et symbol på viljen til modstand – for nogle er det indbegrebet af alt, hvad der overhovedet er værd at kæmpe for.” Det har jeg forståelse for, men jeg kan ikke acceptere, at prisen bliver at sende andre borgere hjem med hovedskader pga. brosten.”
    Okay, det forventer jeg heller ikke… Men nu vi er ved forståelse, har du så forståelse for, at brugerne af huset har en anden opfattelse end dig? Prisen for at tro på det system, du i sidste instans repræsenterer, er, at nogle mennesker kan komme alvorligt til skade. Prisen for at tro på værdien af Ungdomshusets fortsatte eksistens, i en grad, hvor man er villig til at kæmpe for stedet med magt, er, at nogle andre mennesker kan komme alvorligt til skade… Sådan er vilkårene, og den konsekvente fordømmelse af den ene parts vilje til fysisk forsvar af dennes værdier, bringer os næppe videre…
    ”De hidtidige politiske forsøg har ikke båret frugt. Jeg prøver velmenende at finde andre kattelemme. Kald bare mit forslag om alm. borgeres sammenstimlen for civil ulydighed, men mærk dig at det som begreb er yderst subjektivt og kan rumme meget forskelligt. Noget jeg kan bakke op om, og andet jeg vil være imod. Hver enkelt gang vil det være en samlet vurdering af mål, midler, paroler. Som SF’er er jeg billedlig talt altid på barrikaderne, og fysisk når jeg kan stå inde for aktionen. Jeg har stadig en tro på at fredelige midler kan medføre forandring. Erindre f.eks. marcherne mod atomkraft og andre offentlige happenings med stor gennemslagskraft.”
    Jeg sætter personligt pris på, at du vil os det godt, og du har fuldstændig ret i, at den civile ulydighed kan komme til udtryk på mange måder. Jeg håber, jeg kan være med til at bidrage til, at du fremover vil kunne have med i dine overvejelser, at den civile ulydighed i et af sine mest ekstreme udtryk, ikke nødvendigvis er udtryk for inhumant barbari, snarere det modsatte. Og der er næppe nogen, der underkender effekten af fredelige midler, blot er vi i Ungdomshuset blevet bragt i en situation, hvor det, hvad den slags angår, desværre er ved at være for sent…

  6. Tak for svaret Allan. Jeg kan se at du sætter pris på det velmente forsøg på forståelse jeg udviser, og er klar over at andre dele af det politiske spektrum aldrig ville indgå i en sådan dialog.

    Du skriver: “den konsekvente fordømmelse af den ene parts vilje til fysisk forsvar af dennes værdier, bringer os næppe videre…”

    Dette er jeg tilbøjelighed til at give dig ret i. God vilje kan ikke skygge for denne grundlæggende forskel mellem os.
    Jeg viser dog altid åbenhed for argumenters styrke. En debat om vold som politisk redskab er akademisk interessant, og jeg vil som socialist kunne pege på verdenshistoriske scener hvor jeg kan udvise forståelse for dette. Her taler vi om diktaturer og ondsindede regimer der udnyttede det Max Weberske voldsmonopol (som vi nok begge har stiftet bekendstskab med). I forbindelse med Ungdomshuset kan jeg dog uden at ville virke uvillig til dialog, sige at jeg aldrig kan bifalde redskabet til denne sag. Ydermer tror jeg på retsstaten, selv når den slår revner, det kan sikre flest mennesker bedst muligt, og alternativet tør jeg ikke tænke på. Jeg ved ikke om du bekender dig til anarkisme, men det er for mig et skrækscenarie.

    Afslutningsvis, men ikke som et oplæg til debat om dette. Et militant forsvar af Ungdomshuset synes i mine øjne ikke at være i samme bås som civil ulydighed. Uagtet at du betragter det som værende et af dets mest ekstreme udtryk.

    Og så igen, der er nok blevet trækket i trådene, men jeg har endnu ikke set en demonstration foran Kbh. Rådhus der direkte konfronterer Ritt som magtens tindesidder, med salget af Ungdomshuset orkestreret af S.

  7. Efter dagens hændelser i Rødovre, vil jeg da lige spørge dig Allan: Mener du at hærværk er et legitimt middel i kampen for bevarelsen af Ungdomshuset?
    Tror du under alle omstændigheder at det gavner jeres sag?

  8. Hej Balder!

    Det er interessant, at du i nogle sammenhænge åbenbart finder den politisk motiverede voldsanvendelse mere berettiget end i andre – for så er vi jo lige pludselig ovre i en ganske subjektiv vurdering af, hvornår, og ikke om, volden er berettiget – og der har de fleste mennesker jo en tendens til at mene, at deres egen subjektivitet er at foretrække, frem for de individers, hvis tankebaner og handlemåder de ikke forstår.

    Det er altid nemt at sige, at ”ved den og den historiske lejlighed, eller under de og de forhold, der kan man måske mene, at det var okay at bruge samme midler som de systemer, man var oppe imod” – underteksten synes her altid at være, at sådan er det i hvert fald ikke i dag… Og det er det så altså bare for nogle mennesker: Personligt er striden om Ungdomshuset, forstået i et stort nok perspektiv, for mig en sådan historisk lejlighed, hvor modstanden er berettiget. Jeg forventer ikke accept af dette, men synes det er vigtigt at slå fast, at det for undertegnede, såvel som for en ikke uanseelig mænge andre tænkende og følende individer, er sådan, det forholder sig.

    For resten, så er anarkisme for mig samfund af frie individer i selvvalgte fællesskaber, der ikke underkaster sig nogen former for påtvungen autoritet… Og det skal jeg da gerne ”bekende mig til”! (og så synes jeg nu også, det er trist, at dette for nogle repræsenterer et skrækscenarie)

    ”Afslutningsvis, men ikke som et oplæg til debat om dette. Et militant forsvar af Ungdomshuset synes i mine øjne ikke at være i samme bås som civil ulydighed. Uagtet at du betragter det som værende et af dets mest ekstreme udtryk.”

    Hvis det ikke er et oplæg til debat, så skal jeg da gerne undlade at debattere det…

    ”Og så igen, der er nok blevet trækket i trådene, men jeg har endnu ikke set en demonstration foran Kbh. Rådhus der direkte konfronterer Ritt som magtens tindesidder, med salget af Ungdomshuset orkestreret af S.”

    Det er ikke ret lang tid siden, en demonstration for Ungeren samlede omkring 3000 mennesker. Fordi demoen forløb fredeligt blev den stort set negligeret i pressen… Da der dagen efter til en mindre demo røg et par sten gennem luften, ryddede det alle forsider… Men sådan er vilkårene åbenbart, og så bliver det jo unægtelig også det sværere at tage alle de fine ord om ikke-vold og fredelige happenings seriøst…

    ”Mener du at hærværk er et legitimt middel i kampen for bevarelsen af Ungdomshuset?”

    Ja… Hvis begrebet ”legitimt” forstås i betydningen ”berettiget af omstændighederne”, så gør jeg…

    ”Tror du under alle omstændigheder at det gavner jeres sag?”

    Om det gavner sagen mere eller mindre end diverse læserbreve og gode hensigter ved jeg ikke… Hvad jeg derimod ved er, at Faderhuset er i færd med at knuse Ungdomshuset. At de har pengene til at gøre det på systemets præmisser, gør det åbenbart i nogles øjne mere acceptabelt, end den reaktion, deres statsautoriserede overgreb afføder fra de mennesker, der dagligt føler konsekvenserne af Faderhusets aggression på krop og sind.

    A.

  9. Hej Allan
    Når jeg vælger ikke at ville tærske langhalm på, hvorvidt det militante forsvar er at betragte som civil ulydighed, skyldes det som du selv er inde på, at det alligevel er så subjektivt.

    Det er altid væsentligt at skelne mellem forståelse og accept. I Politikens bogsektion fra i søndags (d. 25) dobbeltformulerede Jes Fabricius Møller det ganske fint, i sit angreb på Bent ‘blod’ Blüdnikow: “Fordømmelse står nemlig som regel i vejen for forståelse” (hvilket du selv er inde på, og hvilket man konstant skal lægge sig på sinde) og så “På den anden side står forståelse altid i fare for at blive forvekslet med accept. Det er et dilemma, som må håndteres med varsomhed, især når det drejer sig om verdenshistoriens store forbrydelser.”

  10. til allan :jeg er en stor sympisantør med ungdomshuset og skal helt sikkert være med til “forsvar” eller gør at hvad der står i min “magt”, hvis det skal ryddes. men jeg skal da tilstå : jeg bange for at hele situationen løber ud af kontrol og jeg bryder mig hellere ikke om det militaristiske vokabular der bruges her i sammenhæng og så :hvor længe skal denne kamp vare? det værreste, der kunne ske er at en eller flere vil blive alvorlig såret eller endnu være: dræbt.(ligesom carlo guiliani i 2001.)jeg håber ikke, at i vil ricikerer dette.
    og:lad butikkerne og ejendommene i området i fred!det bliver ikke til noget, når man lader frustrationerne gå ud over andre partier som er ikke involveret.
    til balder: når jeg ser hvad der skete i søndags(26/11)hvor demonstranterne blev slået med knippler i hoved og de fleste politikeres + politichefens holdning overfor dette,tror jeg ikke længere på en nogenlunde fredelig løsning!selvfølgelig er der ingen der ønsker vold, men når politiet ikke forholder sig korrekt, hvorfor skal vi så gøre det?

  11. Jeg er bærer af en politiuniform – et arbejde som jeg er glad for, og som jeg ikke har fortrydt at jeg påbegyndte. Jeg har hjulpet og støttet mennesker, jeg har sikkert også gjort folk mindre glade ved at skrive en bøde til dem, at anholde dem eller på anden måde gøre mit arbejde. Men det er det hele værd – for hvor vil samfundet Danmark være uden et Politi.

    Jeg er far til en dejlig søn og snart kommer der et barn til. Jeg er kæreste til den dejligste kvinde på jorden og jeg elsker min familie meget. Jeg har et hus og en bil, og jeg har et godt liv.

    Jeg er født og opvokset i Jylland og har fået, ifølge mig selv, en god, fornuftig og kærlig opdragelse. Og det er nok denne opdragelse som gør, at jeg kan blive fortørnet og vred over Ungdomshusets brugere og deres tilsyneladende mangel på respekt overfor andre mennesker, deres egendom samt over for det samfund, som de bor i.

    Demokrati betyder folkestyre og Danmark er et demokrati. Hvis det modsatte havde været tilfældet, havde der nok ikke været et Ungdomshus overhovedet. Så var de anderledes tænkende mennesker nok blevet forfulgt og jaget, såsom man ser i mange andre lande uden demokrati. Danmark er et demokrati, hvor man har lov til at have en egen mening, man har lov til at demonstrere og ytre sin helt egne holdninger, uden at det får nogle konsekvenser, hvilket jeg syntes er rigtig godt. Danmark er et demokrati som er opbygget omkring den lovgivende magt, den dømmende magt og den udøvende magt. Dette er grundstenene til Danmarks demokrati. Den dømmende magt er domstolene, som tolker de love, som Folketinget udfærdiger. Domstolene er helt uafhængige af regeringen eller politiet, men arbejder udelukket efter tolkning af lovene. Folketinget består af folk, som den danske befolkning har valgt.

    Politiets arbejde – ja prøv at se §§1 og 2 I Lov om Politiets Virksomhed:

    § 1. Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet. Politiet skal fremme dette formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed.
    Kapitel 2
    Politiets opgaver
    § 2. Politiet har til opgave
    1) at forebygge strafbare forhold, forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,
    2) at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed,
    3) at bringe strafbar virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold,
    4) at yde borgerne bistand i andre faresituationer,
    5) at udføre kontrol og tilsynsopgaver efter gældende ret,
    6) at yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og
    7) at udføre andre opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed.

    Nu til sagen. Domstolene har afgivet en kendelse, som siger, at Faderhuset har ret til den bygning som Københavns Kommune har solgt dem. Østre Landsret har altså tolket de love, som folketinget har vedtaget og har afsagt en kendelse. Fogedretten har afsagt kendelse om, at Faderhuset, som ejer bygningen, har ret til den, tidligere pr. den 14. december. Politiet skal jf. Lov om Politiets virksomhed §2 nr. 6 yde bistand til Fogedretten, så at de kan overlade bygningen til Faderhuset.

    Jeg kan simpelthen ikke forstå, og det skyldes ikke kun min jyske baggrund, at brugerne af Ungdomshuset ikke følger kendelsen. Det går udover min fantasi, at man kan kalde sig dansker og bo i Danmark og så ikke følge de demokratiske spilleregler, som der nu engang findes. Jeg forstår til fulde at brugerne af Ungdomshuset føler sig ”røvrendte” af Københavns Kommune, og jeg kan forstå, at I vil demonstrere for at beholde det. Det ville jeg også gøre, hvis jeg en gang havde fået noget, og det pludselig blev taget fra mig (nu kender jeg ikke til, hvorvidt Københavns Kommune egentlig har overladt Jagtvej 69 til den københavnske ungdom eller ej). Det som jeg dog ikke forstår er, at brugerne af Ungdomshuset vil bruge fysisk magt for at beholde det. At de vil gå så langt, som at skade et andet menneske måske for livet eller endog slå et menneske ihjel.

    Jeg er bange og min familie er nok endnu mere bange. Jeg er bange, både på mine egne samt mine kollegaers vegne, for at få hældt smørsyre på mig, så smidt molotovcocktails og brosten imod mig. Jeg er bange for at komme alvorligt til skade. Jeg er bange for at kollegaer bliver skadet alvorligt. Jeg ved, at min familie er bange for at deres far ikke kommer hel hjem. Jeg er også bange for at komme i en situation, hvor jeg bliver nød til at bruge det magtmiddel, som jeg aldrig nogensinde har troet at jeg skulle bruge – og hvorfor. For at nogle mennesker vil gøre alt for at beholde et hus – et hus, som retsmæssigt tilhører en anden.

    Jeg ved, at I har modargumenter og at I sikkert vil sige: ”du kan jo bare melde dig syg”. Det kan jeg bare ikke, for jeg har arbejdsmoral og lader ikke kollegaer i stikken. Yderligere så føler jeg, at jeg følger de demokratiske retningslinjer som er udstukket, og som står beskrevet i Den Danske Grundlov.

    Jeg håber, at I ser mennesket bag uniformen – for vi findes.

    Peter

  12. Allan skriver: “Ungdomshuset er mere en bare et hus: Det er historie, skæbne, blod, sved og tårer. Det er et symbol på viljen til modstand – for nogle er det indbegrebet af alt, hvad der overhovedet er værd at kæmpe for.”

    Sådan er der også rigtig mange, der har det med folkestyret.

    Den ordensmagt, som dele af Ungdomshuset er klar til at smide brosten efter, repræsenterer ikke bare et “system”. Den er en integreret del af vores demokratiske samfund og repræsenterer for så vidt alle danskere.

    Politiet er til for at beskytte samfundet og håndhæve vores love -om nødvendigt ved brug af vold. Det er ikke noget paradoks. Det er bare en reflektion af, at et absolut flertal af befolkningen i bund og grund stoler på at magtens tredeling virker efter sit formål. Det er et udtryk for, at folk tror på retfærdigheden i den demokratiske styreform, som de mere anarkistiske elementer i Ungdomshuset åbenbart føler sig hævet over.

  13. Hej Mioyoko, Peter og Jesper.
    Tak for jeres indspil, og ja Mioyoko – jeg frygter desværre også, at det efterhånden bliver meget svært at undgå vold.

    Til Jesper: Vi er meget enige.

    Til Peter. Glædede mig meget over at se en politimand blande sig. Det kvalificerer debatten med denne personlige vinkel. Som du kan læse ligger vi også på linje, især med påpegningen af mennesket bag uniformen. Nogle af de unge der har svært ved at skelne politisk agitation fra decideret vold (og her har jeg efter samtale med folk fra ungeren ladet mig forstå, at gæster fra udlandet, i særdeleshed er problematiske her).

    Jeg kan ikke tvinge Allan tilbage til debatten, men ville da håbe at han igen skulle få lyst til at blande sig. Dialog og indsigt i andres holdninger er en af demokratiets grundsten. Selv om det for nuværende kan være svært at se, er det den slags der bringer folk nærmere, og en lille smule længere væk fra volden.

  14. Tak til Faderhuset for ikke at have sagt ja til tilbuddet om de 13 millioner! Det ville have undergravet vores samfund på sigt, hvis volden havde betalt sig for de unge. På kort sigt bliver der selvfølgelig mere vold, men “appeasment” politik over for voldelige elementær har gennem historien altid vist sig på sigt at give bagslag – det gælder i kampen mod nazisme, islamisme og selvfølgelig også i kampen mod autonome voldsbøller.

  15. hej til jer alle.

    jeg ved ik helt selv hvor jeg skal stille mig selv i denne sag! på mange punkter går jeg ind for ‘ungerens’ idér og holdninger. Men samtidig ka jeg ik respektere at der netop i ungeren er mange som ikke lever op til disse meninger. Hvis ‘ungeren’ var fudstændig ligsom de holdninger det giver udtryk for at ha ville det være et herligt sted. Og nået der er værd at kæmpe for. Men når brugere af huset holder en ulovlig demonstration og smader butiksfacader for der efter at sige at de ikke ønsker en voldlig løsning. Det er simpelthen nået jeg ik kan eller vil respektere. Det ville være genialt hvis der kunne findes en fredelig løsning på problemet men hvis ‘ungeren’ fortsætter med den indstilling til problemet som de har er jeg bange for at det ikke kan lade sig gøre. Det nytter ik meget at sige at man ikke ønsker vold for der efter at sige at vold er hvad politiet får hvis de prøver at tage huset. Idérne , meningerne og holdningerne er klart nået der skal bevares. Men grov vold og hæverk er ikke måden at gøre det på. Bare fordi andre gør det skal man jo ik udøve det selv. Det er lidt en barnlig holdning. Forsvar er selvfølgelig fuldt ud respekteret og retfærdiggjordt. Men kastning af brosten er ikke forsvar.

  16. hei. mig og en der hedder torben har et projekt om Ungdomshudet.

    Hvis vi må stilde jer nogle spørgsmål ville der være godt..

    Hilsen Martin og Torben

  17. Hej.
    Jeg skriver større skriftlig opgave om Ungdomshuset. Vildt interessant. Men jeg mangler nogle svar på nogle ting, som jeg håber du kan hjælpe lidt med.

    1)Ungdomshusets midler og holdninger med særlig fokus på deres ideologiske ståsted samt demokratiopfattelse.

    Håber virkelig du kan hjælpe mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *