SF’s skatteordfører Morten Homann har via pressen tilkendegivet, at han ønsker at skære i kulturstøtten. Hans indlæg kan her ses på SF’s debat-hjemmeside. Min reaktion var en umiddelbar ærgrelse, og jeg skrev derfor følgende på SF’s debatside:
Kære Morten
Din sociale indignation deler jeg (og mange andre SF’ere) til fulde, men det undrer mig, at du som skatteordfører kan opstille en så enøjet løsningsmodel. Kan vores sunde skattepolitik lige pludselig ikke skaffe dækning til både kultur og socialt marginaliserede?Du skriver:
“Vi sparer på overførselsindkomster til vore egne fattigste medborgere (3). Vi skærer ned på ulandsbistand til verdens fattigste (4). Vores skoler forfalder, og vi har dårligt råd til en anstændig omsorg for vores ældre.”Men “Vi” er jo netop ikke SF, så hvorfor lade sig forføre af de borgerliges asociale prioriteringer, og lade dem levere det endegyldige præmis.
I Juvenals Satirer tales der om “brød og skuespil” – i et rigt samfund som det danske har vi heldigvis råd til begge dele – hvis de politiske prioriteringer altså er derefter.
Som en anden detalje, der dog er underordnet det politiske, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over din timing. Efter de radikales brud med S, ville en del af gruppen af de radikales anti-Fogh-vælgere, nødvendigvis bevæge sig mod SF, og langsomt finde sig til rette med vores politik. Desværre kan sådanne anti-kulturelle udmeldinger få dem til at løbe skrigende bort fra SF.
