Bliver nødt til at lægge denne artikel fra dagens JP på min side. Jeg er som det kan læses i mine tidligere indlæg helt på linje med vores formand, og syntes blot at denne artikel har kvalitet. Jeg glæder mig meget over den kommunikative tydelighed der ligges for dagen fra formandskontorerne:
Anders Fogh Rasmussen må forlade hulen og der jerngreb han holdes i af
diverse mørkemænd. For er det ikke i det daglige mørkemændene Søren
Espersen, Jesper Langballe og Søren Krarup der sætter dagsordenen, så
bliver det bag om ryggen islamistiske mullaher, muftier og andre.Hvis statsministeren havde udvist rettidig omhu og fra officiel dansk
side havde sendt et meget klart signal til den række udenlandske
ambassadører som ønskede en undskyldning pga. Jyllands Postens
Muhammed-tegninger, så havde vi ikke i dag stået med de urene linier i
forhold til de berørte lande. Statsministeren forsømte nemlig at skabe
proportioner i tingene mens tid var. Jeg er ellers helt enig med
statsministeren i, at der ikke er skygge af grund til at undskylde
tegningerne. Jeg er også helt enig i, at vi ikke skal lade andre lande
endsige deres ambassadører diktere, hvad der kan skrives, tegnes eller
menes i Danmark. Men jeg er af den opfattelse, at vi har diplomatiet
til at forklare egne standpunkter, præcisere hvad der kunne give
anledning til eventuelle misforståelser – og ikke mindst: få gjort det
klart, hvad der er det officielle Danmark – og hvad der ikke er det.
Set udefra så er – med al respekt – Jyllands Posten ikke det
officielle Danmark. Og hvis JP’s dispositioner udefra tolkes ind i
regeringens politiske linie eller Dansk Folkepartis fremmedfjendske og
muslimhetzende retorik, så er der brug for præciseringer. Det har
landets statsminister forsømt. Dermed har ministeren givet en række
herboende muslimske mørkemænd mulighed for at rejse verden rundt og
udlægge teksten. Det er ikke til gavn for hverken debatten i Danmark
eller for omverdens syn på Danmark. Og nu florerer udenlandske medier
med vrøvl og misforståelser uden at vi har føling med om de
udenlandske statsmagter kender sandheden eller proportionerne i
tingene. Det har vi ellers diplomatiet til at være med til at sikre.
I det hele taget må Anders Fogh Rasmussen forlade hulen og der
jerngreb han holdes i af diverse mørkemænd. For er det ikke i det
daglige mørkemændene Søren Espersen, Jesper Langballe og Søren Krarup
der sætter dagsordenen, så bliver det bag om ryggen islamistiske
mullaher, muftier og andre. Så, kære Anders Fogh Rasmussen – tillad
mig at komme med et forslag til et nytårsforsæt: Dansk politik skal
ikke styres af hverken den ene eller anden slags religiøse kræfter –
dansk politik skal styres på et oplyst, demokratisk grundlag uden al
den religiøse slagger. Kultur- og værdikampen retter sig nemlig ikke
kun imod islamisterne – den retter sig også mod de selvretfærdige og
dogmatiske kristne, der i disse år vil tage patent på danskhed, og som
i al for høj grad har haft indflydelse på regeringens politik. Og et
sidste godt råd: Når du vil holde møde med herboende repræsentanter
for muslimerne – så sørg for, at også de verdslige kræfter er
repræsenteret – for du har selv bidraget til at gøde jorden for den
stadig mere utålelige sammenblanding af politik og religion vi er
vidner til. Hvis du kan mødes med religiøse ledere, så bør du alt
andet lige også kunne mødes med udenlandske ambassadører.