Sagen om Muhammed-tegningerne lakker forhåbentlig mod enden.
Kritisk er jeg over for Jyllands-Posten der bragte dem som en ren provokation og pakkede det ind i floskler om debat (læs tidligere blogindlæg).
Kritisk er jeg over for Anders Fogh, som ikke udviste diplomatisk snilde, og afholdt et møde med de tolv ambassadører. Det havde ikke været et nederlag, eller et knæfald for folk der ikke værdsætter ytringsfriheden (som jeg sætter lige så højt som JP), men ville tværtimod have påvist en diplomatisk og demokratisk styrke. Nytårstalen rummede kloge sætninger og afbødede delvist yderligere problemer, men eftersom dette på sin vis imødekommende svar kom så sent, var det tydeligt for enhver at Foghs ‘jeg alene vide-stil’ havde været hæmskoen i de første uger efter lavinen rullede. Måske belært af kloge mennesker (som de tidligere ambassadører) havde Fogh så indset, at en anden stil ville klæde nationen.

Kritisk er jeg over for Islamisk Trossamfund og imam Abu Laban som tydeligt har vist en ageren der skader Danmark og integrationen. Jeg ærgres når jeg ser billeder fra moskeen, hvor han står og politiserer fra den religiøse talerstol. Jeg værdsætter mere end nogensinde før, at vi traditionelt adskiller politik og religion. 

Skal jeg pege på noget positivt som denne sag kan føre med sig, er det at forskellen mellem herboende moderate (eller sågar religionsmæssigt ligeglade) muslimer og så dem der sætter religion så højt at det skygger for udsynet til den verdslige stat, er blevet tydeligere. Dette kan få flere brune danskere til at blande sig i politik og den offentlige debat.
Desværre må jeg så erkende at SF pt ikke formår at være talerør for, eller henvende sig til denne gruppe borgere. Jeg kunne godt have ønsket mig en mere markant SF-profil i denne så vigtige sag. Villy S. og hans nære medarbejdere har spillet godt ind med klare holdninger, hvor SF traditionelt kunne være mudrede, men han har stået alene og kunne godt have fået støtte fra vores integrationsordfører. Ikke fordi han har et sjovt navn og er brun i huden, men fordi han (Kamal Q.) er…ja, integrationsordfører.
Som jeg har oplevet det, har han ikke blandet sig en eneste gang (jeg kan dog have overset noget), og det er skuffende. Resultatet bliver desværre at det (igen) bliver De Radikale, der fremstår som dem der går disse i møde. Ja, jeg syntes ellers det gik så godt for SF, men træerne gror altså ikke ind i himlen. Vi læner os til tider op ad en politisk korrekthed og nogen gange hæmmende opportunisme som skæmmer os, og måske skræmmer borgere fra at have maksimal tillid til os, som et parti der virkelig kan gå forrest på flere områder.

I politik er man nogen gange nødt til træde folk over tæerne. Tør man ikke dette, er man måske sympatisk som SF, men desværre også en smule ligegyldig.
Ud over isen – lad os turde noget, og tro på os selv og på gyldigheden i vores svar. 

Sidste update 11/1: Ekstra Bladet og Berlingske Tidende
Kamal Qureshis korte udmelding i Ekstra Bladet om at det er Islamisk Trossamfunds frie ytringsfrihedsvalg (han kan dog have sagt mere som journalisten har klippet ud, men var det vigtigt kan han lave en pressemeddelelse) er da helt rigtig, men formår for mig at se ikke at gøre SF’s stilling tydeligere. Jeg finder stadig tilgangen for defensiv.