I SF har vi en vision om, at Danmarks energiforsyning skal ‘vendes om’, så den baseres på anvendelse af vedvarende energi. Men det forudsætter politisk vilje til at ændre tingene.
Jeg har en drøm om, at alle kommunale bygninger på Frederiksberg inden 2010, skal have en del af energiforbruget dækket af solenergi. I skoler, institutioner og plejehjem, hvor der dagligt er brug for varmt vand, vil vi via solvarmeanlæg få energi. Her som i andre offentlige bygninger, vil vi derudover via solcelleanlæg skaffe os den mest bæredygtige elektricitet.
Solen svigter ikke, men giver os som den reneste energiform, mere end 1800 solskinstimer om året i Danmark. Det er korrekt at fremstillingsomkostningerne indtil videre har været for høje set i forhold til effektiviteten, hvilket har betydet politisk visions-stagnation. Regeringens ringe visioner for forskning i Danmark forværrer dette billede. Imidlertid går udviklingen konstant mod billigere omkostninger, bedre effektivitet og som altid få driftsomkostninger. Solceller vil snart kunne konkurrere med anden el-produktion, men tager man samtidig de miljømæssige forbedringer med i analysen, bliver en cost-benefit analyse, hurtigt meget mere kringlet. For på hvilken skala vejer man et miljømæssigt sundt liv?
Frederiksbergs politikere kan sætte fokus på dette område – det har jeg i hvert fald tænkt mig – og man kunne forestille sig statsstøtte til en forsøgsordning, eller meget mere visionært, at kommunen selv investerer i forskning på området, og derfor konstant vil være de første til, at nyde godt af det fremskridt der uvægerligt vil komme. Solen er kommet for at blive – og Frederiksberg kan blive rigtig grøn – ikke bare pyntegrøn.
(Lokalavisen Frederiksberg 10. november 2005)
