Opstilling til SF’s Hovedbestyrelse 2006
Vi er nu oppositionens ledende parti, med blomstrende mod og en sund ideologisk forankring der ikke ligger på havets bund. Sammen skal vi dog styrke:
• De positive store fortællinger, som skal præge folks syn på SF.
• Den kulturelle kamp, hvor vores definition på individuel frihed i en fælleskabs-samklang skal sejre. Vi vil åbne verden med frihed i fælleskab.
• Evnen til at give modige bud på integration – pege på problemerne uden at forstærke dem. Samt modsvare det reaktionære hængedyng i alle dets former.
Vi er gode på følgende områder, men kan altid blive endnu bedre til
• At være det grønne og bæredygtige parti, der arbejder mod rovdrift på naturen
• At være det globalt ansvarlige parti, der kæmper for global ansvarlighed og imod en uretfærdig handel der fastholder folk i armod.
• At involvere mennesker og undgå umyndiggørelse.
• At påpege de magtstrukturer som fastholder og hæmmer menneskers frihed.
• At sætte ord på den manglende ligestilling for både mænd og kvinder.
• At vise at vi er et parti der støtter iværksætteri, og selvstændige erhvervsdrivende. Et erhvervspolitisk program er nødvendigt.
Som initiativrigt HB-medlem vil jeg arbejde for et modigt SF med en lyttende, samarbejdende, offensiv og tydeligt kommunikerende ledelse. Selv agerer jeg altid ud fra min overbevisning – siger hvad jeg gør – gør hvad jeg siger – og står ved det.
SF – Ind i den integrationspolitiske
kamp – nu.
For to timer siden befriede hætteklædte mænd af anden etnisk herkomst end dansk, den sårede overfaldsmand og bror til den skuddræbte ved Rust for to dage siden. Han befandt sig på Rigshospitalet og var tilsyneladende uden politi-bevogtning. Ja, det lader til at Københavns Politi endnu ikke har fattet omfanget af despekten for det danske samfund, som disse unge mennesker viser.
Debatten vil køre den næste tid, og hvis ikke SF kommer ud over isen bliver det en anti-humanistisk – sort/hvid – unuanceret dagsorden – vi får at se. Vi har et ansvar for alle de indvandrere der så gerne vil integreres, de der er det og dem der er på vej, og for os selv og vores børn, for at denne debat bliver præget af vores gennemtænkte svar på integration.
Ej heller skal det være berøringsforskræmthed der skal komme fra SF – nej, vi må se de store problemer i øjnene, og give vores konstruktive svar.
De borgerlige vil muligvis satse på mere straf og mere politi, og DF på betingede udvisninger af unge mennesker der er født i landet, men beklageligvis ikke er blevet danske statsborgere, hvilket selvsagt er en hæmsko for integrationen.
Vi skal fastholde at der er tale om sociale problemer – med den følgeforklaring, at dette ofte vil bevirke en forstærkelse af tilhørsforholdet til familiernes oprindelseslande, på en for integrationen låsende vis. Den stigmatisering de unge fra skidt integrerede familier får på sig, skaber opposition til det danske, og slutteligt vil DF og andre overbevise folk om at det er etniske problemer. Hvilket jo er en joke, da visse arabiske lande med lovgivning der bygger på Koranen, aldrig ville opleve denne form for kriminalitet, og desuden er rockerne desværre meget danske.
For at dette ikke skal blive for langt, slutter jeg af med at opfordre folketingsgruppen til at hive vores integrationsprogram frem. Jeg læste det lige igennem igen, og der er virkelig mange gode tanker; boligpolitik, starthjælp, skolepolitik, arbejdsmarked (SF i Kbh. har vist vejen), quickstart, religiøse ledere mm. (så kunne man da tilføje – at det også er det rette tidspunkt at slå et slag for legalisering af hash)
SF skal vise handlekraft og mod nu! – ellers sætter de andre dagsordenen og vi står tilbage som handlingslammede og berøringsangste.
Prostitutionsmodstand på to ben: Svar til S. J.
Kære S.J
Vi deler grundlæggende visionen om at begrænse prostitution, uden at være så blåøjede, at tro det vil forsvinde som et nationalt og globalt problem.
Lovgivning er normsættende i et samfund – og i dette er du tilsyneladende ikke uenig. Du vælger dog at påpege, at det ikke kun har været selve lovgivningen der har været normsættende i Sverige. Helt enig – i Sverige er ligestillingsdebatten nemlig lysår foran vores, og den grundige statsstøttede debat der kørte inden lovgivningen blev vedtaget, var naturligvis en væsentlig faktor.
At et flertal af danskerne pt. er imod en kriminalisering (se de på relativt svagt grundlag baserede tal i “Redegørelse om prostitution i Danmark”, VFC Socialt Udsatte 2004, s. 134), viser for mig at se bare, hvor nødvendig en grundig debat og et forum som dette er. Særligt fordi kunderne “ikke opererer inden for et eget meningsunivers, men at de tager udgangspunkt i de fremherskende forestillinger i normalkulturen” (Ingrid Smette: Den seksuelle Slavestand, Ein rapport om kundar i prostitusjonen, Pro-Sentret, Oslo 2003; Mette-Lise Sørensen: “Fordi jeg må”, KU 2004. Begge Cf. C. Lautrup: “Det skal ikke bare være en krop mod krop – oplevelse”, VFC Socialt Udsatte 2005, s. 123).
Myterne skal tilbage i glemslen. I 2002 svarede 68 % af de adspurgte mænd og kvinder, at kunderne er mænd der har svært ved at skaffe sig seksuel kontakt, og 57 % var enige i at det forhindrede voldtægter (C. Lautrup 2005, s. 7). Claus Lautrup (2005, s. 13) har nyligt påvist, at kun 8 % af de mandlige kunder ser prostitution som eneste sex-mulighed, og prostitution som voldtægtsventil er for længst skudt i sænk.
Du citerer fra VFC-rapporten fra 2004, at der er brug for en “helhedsorienteret indsats”. Om noget må en sådan, da være en på to ben – med sociale og retslige tiltag. Sociale tiltag alene, vil for mig at se bare bevare status quo, eller sågar øge prostitution og menneskehandel. Og alenestående retslige tiltag vil være som at slå i en dyne. At slå på kommunernes evt. dalende motivation for at gøre en social indsats efter en kriminalisering, er for tyndt og bliver ikke et problem, hvis der vises politisk ansvar fra Christiansborg og i kommunerne.
Situationen er uholdbar som den er nu, og du får med din tro på, at socialpolitik alene kan mindske antallet af prostituerede, sidestillet de prostituerede med ridderen i “Monty Python og De Skøre Riddere”. Han får hugget armene af, men kæmper videre – derpå ryger benene, men ikke kampgejsten. Slutteligt kan han kun true med at bide. Hvis vi fortsat lader kvinder og mænd blive bollet i stykker i krop og psyke. Hvad er der så tilbage at bygge et fremtidigt liv på?
Jeg finder dit næste afsnit noget forførerisk: “..det plejer da heller ikke at være SF’s stil at ville løse sociale problemer med signalpolitik. Det er det for alvorligt til.”
For det første, er der som jeg ser det, tale om realpolitik så det forslår, samtidig med at jeg finder det uomtvisteligt og godt, at lovgivning rummer signaler om, hvad vi ønsker for hinanden og af hinanden. En kriminalisering er for mig den løsning der tager problemet alvorligt.
For det andet vil SF’s politik altid rykke sig med de medlemmer der forsøger at påvirke den, og det er vel derfor vi er her?
For det tredje har SF aldrig været imod, at løse sociale problemer som sexchikane og vold i hjemmet med straffelovgivning.
Du slutter af med et længere citat der problematiserer ‘offergørelsen’ af de prostituerede. Deri ligger der måske nok en filosofisk diskussion, og jeg vil da heller ikke vælge, at bruge en sådan sprogbrug. Der er dog for mig at se tale om en afledning, der tager fokus væk fra det reelle problem – en skadelig udnyttelse afstedkommet af, at vi som borgere har lov til det.
Din citering rummer retorik, med udløbere til en (i denne sammenhæng skæv) feministisk inspireret pro-prostitutions diskurs, gående på at kvinder skal have adgang til at definere deres egen brug af seksualitet. Men for hvilken part er der reelt tale om seksualitet? Pro-prostitutions-lobbyister gør med lignende argumenter prostitution til ‘kønshandel’ på markedsvilkår. For socialister som os er det bydende nødvendigt, at blotte den liberale markedsdiskurs. Den er nemlig støvsuget for moral, og ansvar for andet end profit.
Men måske kunne man blive enige om, at bruge markeds-logikken i kampen for at mindske prostitutionsmarkedet. Kriminalisering af kunden vil føre til mindsket efterspørgsel, hvilket sænker udbuddet og gør markedet for menneskehandel mindre attraktivt.
Tæskeholdet præsenterer!
På SF’s landsmøde 2-3. april lancerede en gruppe kvinder og mænd i SF ‘et feministisk tæskehold’, der skal tage rundt i landet og uddele ‘tæsk’ der hvor ligestillingen halter. Tæskeholdet skal skabe debat og holdninger både i og udenfor SF.
Tæskeholdet siger: “Hvis vi skal gøre os håb om reel ligestilling for både mænd og kvinder – i stedet for små hop på stedet – skal vi turde gå ind og lave lovgivning/regler på området. Pjeceministerens (Eva Kjer – den såkaldte ligestillingsminister) “få en folder”-politik batter ikke ude i den virkelige verden. Der er brug for handling!
Fordi køn har en betydning
“I Danmark er der da ligestilling” – lyder den første indvending typisk, når man siger, man er feminist. Hvorfor er der så brug for et feministisk tæskehold?
Det er der fordi køn har en betydning. På arbejdspladsen, i forskning, i hjemmet. Tæskeholdet kræver at begge køn får de samme muligheder. Og det er ikke kun kvinderne der kan have problemer. Også mænd kommer ud for manglende ligestilling:
mænd og kvinder stadig ikke får det samme i løn – selvom de udfører det samme arbejde. Kvinder får op til 20 % mindre i løn end deres mandlige kolleger.
kvinderepræsentationen i politik stadig er alt for dårlig. I Rwanda er næsten 50 % af politikerne kvinder! Kan de der – ja, så kan vi da også!
der stadig kun sidder 1 kvinde for hver 10 mænd i topledelse
fordi de erhverv, hvor der typisk er mange kvinder, som f.eks i omsorgssektoren, stadig nedvurderes (og det afspejler sig i lønnen!)
fordi mænd stadig ikke har deres egen barselsorlov
fordi mænd stadig dominerer i kunstens verden – kun 6 % af de kunstværker der hænger på museerne er lavet af kvinder
fordi mænd næsten altid taber retten til børnene i skilsmissesager og fordi Statsamtet diskriminerer mænd
fordi kvinder stadig er tvunget til at sælge deres krop til sex – og fordi alt for mange stadig ikke ved, hvilke konsevenser det har for kvinden
fordi SF er det eneste parti der har ligestilling som en politisk prioritering, hvorimod der i andre partier blot er enkeltpersoner, der taler ligestillingens sag
– fordi, fordi, fordi!
Tæskeholdet består af : Charlotte Gerhauge, Camilla Burgwald, Balder Mørk Andersen, Lotte Thiim Bertelsen, Marie Daugaard, Michael Bang, Pernille Vigsø Bagge, ligestillingsordfører for SF
Dem vil tæskeholdet besøge:
En endelig turplan vil senere blive fremlagt – de foreløbige planer ser sådan ud:
1) SF’s folketingsgruppe
2) Politiet
3) SF’s partiforeninger rundt om i landet
4) Forsvaret
5) LO
6) 3F – omsorgsjobs, kvindetunge erhverv, ligeløn
7) Handelshøjskolen – de kommende virksomhedsledere
8 ) Risø – kvinder og forskning
9) Reklamebureau – seksualisering af det offentlige rum
10) AROS
– og mange mange flere!
EU-Forfatningstraktaten: Oprustning er der ikke tale om.
I følgepapiret til vores urafstemning indskydes der i mindretallets udtalelse (s. 6, venstre spalte, linje 4) reelt at medlemsstaterne forpligtes til at opruste i forfatningstraktaten. Men hvor der adskillige andre steder i udtalelsen (10 gange) indsættes en parentes med en henvisning til det omtalte sted i forfatningstraktaten, er dette ikke tilfældet ved denne passus. Dette må skyldes at skribenterne har anerkendt at den indskudte oprustningstolkning er for vidtrækkende til at kunne rumme belæg i Artikel I-41,3.
I mine øjne er der da heller ikke tale om oprustning eller sågar militarisering. Det drejer sig kort sagt om at rationalisere de kapaciteter der skal til for at løse de opgaver der ligger inden for Petersberg-opgaverne. Et flertal på SF-landsmødet i Aalborg besluttede at Danmark burde kunne deltage i sådanne opgaver. I høj grad fordi vi ikke ville se en gentagelse af katastrofen i Kosovo.
I linjerne efter skrives der i mindretallets udtalelse at: ?landene forpligtes til gensidigt forsvar, hvis et land angribes. Dette gør EU til en forsvarsalliance på linje med NATO (art. I-41, stk.7).
Nu er det jo sådan at den såkaldte musketered i NATO ikke kræver at de enkelte lande trækker kården. Som der står i Artikel 5 i NATO-traktaten: (min fremhævning)
Artikel 5
Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.
Understregningen viser at landene selv definerer hvornår de anser militær hjælp for at være nødvendig.
Det er derfor at traktaten (art. I-41, stk.7) skriver: Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen.
Min fremhævning viser at det er samme tanke som i NATO-pagten. Vi definerer selvfølgelig selv vores formåen.
I øvrigt er jeg slet ikke bange for denne passus. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig et konventionelt angreb på et EU-land. Et sådant skulle stoppes hurtigt inden vi stod i en ny verdenskrig, og vi ville med sikkerhed have brug for USA?s NATO-tropper til det.
Jakob Nørhøj har på debatten skrevet et indlæg med titlen: Med militærindustrien til bords. Det bygger på en grønbog fra kommisionen. Indlægget kan kommenteres på tre måder: a) beklikke grønbogens gyldighed b) tolke papiret anderledes c) dele Jakobs tolkninger, men drage andre konsekvenser.
Ad a) En grønbog er i grunden et dokument som man ikke bør tillægge nogen særlig værdi: Som der står på EU-oplysningen:
En “grønbog” er betegnelsen for et dokument fra Komissionen, der analyserer spørgsmål og angiver mulige foranstaltninger i EU-regi. Grønbogen fungerer som en slags diskussionsgrundlag. Formålet er at skabe debat og starte en høringsprocedure på området.
Altså et debatskabende dokument førende til høring. I grunden ikke noget der bør påvirke vores stillingtagen til forfatningstraktaten synderligt.
Ad b) Flere steder er der formuleringer jeg kun kan billige: F.eks. Side 2 hvor det nævnes at der skal skabes et mere gennemsigtigt og åbent marked for forsvarsudstyr med henblik på at opnå bedre økonomisk effektivitet. Grønbogen vil skabe debat om hvorvidt der skal skabes klare retlige rammer for køb af forsvarsmateriel, hvilket jeg også billiger. Når man vil lave et europæisk forsvarsagentur som bl.a. varetager etableringen af et konkurrencebaseret europæisk marked for forsvarsmateriel, kan det godt lyde skræmmende. Men vi vil vel ikke ned i en planøkonomisk sump. Konkurrence inden for stramme retlige regler vil kunne give medlemslandene mulighed for at samkøre indkøb til billigste penge med størst kvalitet. Samme våben vil øge fleksibiliteten for udskiftelige soldater. Grønbogen nævner muligheden for en model med større åbenhed om forsvarskontrakter, hvad jeg også finder godt.
Kort sagt finder jeg ikke grund til den samme bekymring for dette dokument som Jakob.
Ad c) Følger man Jakobs frygt og tolkning om at det bare drejer sig om at fremme en
konkurrencedygtig militærindustri og konkurrere med USA om at lave våben, er der måske bare tilbage at gentage noget som ikke bliver mindre rigtigt af at blive sagt igen og igen. EU er en politisk kampplads, hvor vi konstant skal præge systemet med vores politiske tanker. Ikke alle vil det samme som os og formentlig ikke våbenindustrien, men det er vel ikke noget nyt. Et nej til forfatningstraktaten vil ikke ændre på dette faktum, men vil tværtom sende EU et skridt tilbage og der står højrenationale kræfter klar til at træde til og skubbe EU længere bort fra den europæiske virkelighed vi ønsker. Jeg har tidligere været skeptisk og stemt nej, men verden ændrer sig og et nej gør ikke EU mere venstreorinteret. Jeg stemmer derfor ja.
EU-forfatningstraktaten – del.2: Anskaffelsen af flere ikke dræbende våben er også en forbedring af den militære kapacitet.
På debatsiden har vi været vidne til forskellige forsøg på at definere militær kapacitet.
Det er meget vigtigt at man gør sig det klart, at forbedringer på det militære område, rent faktisk kan spare menneskeliv. Det er en gammeldags anskuelse at se en sådan udvikling som noget der bare giver flere, større og mere dræbende våben. Det er klart at en styrke der skal kunne opretholde ro har brug for at kunne true med noget der virker afskrækkende. Det vil naturligvis betyde yderligere risiko for tab af menneskeliv hvis vi sender vores tropper af sted med forlader-geværer.
Men som følgende link til forsvarets hjemmeside vil vise, er der også forskning og udvikling i gang indenfor ikke dræbende våben.
http://forsvaret.dk/FTVM/Nyt+og+Presse/040211-lbv001.htm
En koordineret EU-indsats på det forsvarspolitiske område, vil for mig at se betyde at pengene bruges bedre og udfra et helt andet overordnet mål/strategi-kobling end i USA. Hvis man koordinerer indkøb af våben til løsning af Petersberg-opgaver medlemslandene imellem, vil man sammen kunne få det bedre og billigere og uden at der bruges større BNP-andel på militær.
Der skal konstant kæmpes en politisk kamp for at holde EU på det rigtige bløde sikkerhedspolitiske spor, men som situationen er nu er der snarere fare for handlingslammelse i EU end for oprustning og militarisering.
EU-forfatningstraktaten – del.3:At ‘forbedre den militære kapacitet’
Det står klart for mig at SFU, på trods af alle de interne diskussioner vi i SF har ført om traktaten, fortsat vælger at mene at den vil føre til oprustning. Hvis der i grunden bare er tale om en tekstforståelses-mæssig uenighed, undrer det mig at SFU ikke har taget de mange indvendinger mod dette til efterretning.
Jeg vil derfor bede andre være opmærksomme på det forføreriske element, der ligger i ‘dedektivmæssigt’ at påstå at hemmeligheden ligger begravet i det engelske ord ‘increase – their military capacity’. Dette skal forstås præcist som det danske ‘forbedre’, og sagen er jo at det er ordet ‘kapacitet’ der er det afgørende. Kapacitet som militært udtryk forholder sig i højere grad til kvalitativ forbedring end kvantitativ. Med dette in mente har du – Astrid helt ret i at: “Dette er ikke en formulering, der i sig selv behøver at føre til oprustning”. Nej, den vil nemlig bare sikre at Europa kan tage ansvaret på sine skuldre og fremtidigt sikre sig mod massakrer som i Srebenica. Derudover er ideen om en Europahær skudt så kraftigt ned, at kun få EU-aktører endnu drømmer om dette. At der fortsat skal arbejdes markant for den rigtige sikkerhedspolitiske vej i EU, er åbenlyst – det gøres dog ikke sværere af forfatningstraktaten.
Grosbøll-sagen
Denne diskussionstråd viser med tydelighed nødvendigheden af at skille stat og kirke fra hinanden som Grundtvig ville det for 151 år siden i forlængelse af den nyligt indførte Grundlov. På en eller anden facon er kirken nemlig alligevel ikke et område som man politisk behandler som alle andre områder. Som situationen er nu er det meget naturligt at Hanne Melnik mener at SF politisk godt kan blande sig i Grosbøll-sagen. Hvorvidt man skal gøre det er en anden sag.
Sagen og dramaet med Grosbøll, Lise-Lotte Rebel, menighedsrådet og Tove Fergo i baggrunden er grundlæggende teologisk, men det er et udtryk for manglende forståelse for kompleksiteten hvis man ikke også anerkender at den tillige er politisk.
Grosbøll fremstår som en hestebremse på folkekirken fordi han går offentligt ud med en kristendomslæsning der åbner op for mere vilkårlighed end en stærk folkekirke kan klare. I grunden tror jeg dog at der er flere præster der i grunden prædiker udfra nogenlunde samme læsning, men de gør det knapt så åbenlyst.
Adskillige folk opfatter i dag religion som et kludetæppe hvor man selv tager trådene fra forskellige områder eller hvor man stjæler noget og lader sig påvirke af det som en positiv livspåvirker uden decideret at have det som en religion. Hvis folkekirken ikke følger med tiden og anerkender og åbner op for at folk kan have en mangfoldig tilgang, vil den føre sig selv ud i en endnu større mangel på kirkegængere. Messefald er mere hyppig end som så rundt om i sognene. Man skal huske på at kristendommen selv har flere retninger, at den har taget sine indre slag er blevet reformeret af Luther og vi skal vel ikke i dag sidde og støtte den moderne inkvisition der vil brænde Grosbøll på bålet som kætter.
Sagen bliver politisk eftersom der er tale om at biskoppen og Fergo med hud og hår søger at beskytte folkekirkens integritet – hvad der i grunden forstørrer problemerne på sigt. Så hvis SF gerne ser en adskillelse er det måske bare at læne sig tilbage, lade sig underholde og vente på at de kirkelige med al tydelighed viser at folkekirken ikke er for folket, men udelukkende ledes af traditionalister uden åbent udsyn. Dermed ikke sagt at der ikke rundt omkring i landet findes præster der tager tyren ved hornene og populariserer/moderniserer kirkens rolle i lokalsamfundet. Det er der nemlig, men de gør det i modsætning til Grosbøll ikke ved offentligt at betvivle det der ikke betvivles må.
Grosbøll-sagen del.2
Hej J (og andre) Så fik SF sit mandat hvorimod Grosbøll mistede sit – og så fik jeg endelig tid til at give dig et gensvar på bl.a. dine spørgsmål stilet til mig. Det første jeg vil gøre er faktisk at føje dig ved ikke at gå ind i den teologiske diskussion. Bevæggrunden er dog ikke hverken manglende lyst eller det faktum, at jeg ikke sidder på kirkebænken hver søndag. Derimod skyldes det for det første at grundlaget for en sådan debat er dubiøst – de færreste har endnu overblik over Rebels suspensationsgrundlag og jeg tvivler selvsagt på at Grosbøll selv har overblik over de teologiske dybder i sine udmeldinger. For det andet vil andre med meget bedre baggrund for at debattere dette uden tvivl gøre det, især i perioden op til den evt. gejstlige læresag, så min mangelfulde medvirken her er unødvendig.
At sagen er teologisk kringlet illustreres i grunden bedst ved at Rebel for et år siden nøjedes med at sætte Grosbøll under skærpet tilsyn. Ti måneder gik hvorpå et uddrag af en prædiken faldt hende for brystet. Rebels grund til ikke med det samme at rejse sag forklares i nedenstående citat:
Pastor Grosbøll har med sine præciseringer placeret sig inden for den anti-metafysiske, afmytologiserende tradition, som siden det tidlige Tidehvervs dage har vundet hævd som en retning inden for det folkekirkelige teologiske spektrum.
Hvorpå hun tilføjede at:
Hvis man er uenig i denne vurdering fra min side, så har Kirkeministeriet mulighed for at rejse sag.
Kort fortalt var Rebel mere tvivlende og knapt så sikker på Grosbølls brøde end Jacob og tilsyneladende også Tove Fergo er det.
Men til de stillede spørgsmål fra J: Med en stærk folkekirke mente jeg (medgivet noget langhåret) i sammenhængen, at hvis den efter egen optik vil forblive stærk, hvor stærk forstås som en folkekirke med en kontrollerende tros-elite og en minister hvis virke bevarer sin fulde berettigelse, skal den ikke acceptere Grosbølls tros-udlægning. Naturligvis bliver en gerning ikke mere rigtig af at flere præster følger trop (som J påpegede), men det viser at sagen rent faktisk deler folkekirken i to grupper med forskellige grader af tros-accept.
Kludetæppe-tankegangen fremførte jeg som en analyse – ikke som en anbefaling. Og J, du fik overdrevet min udlægning af folkekirkens modernisering som på ingen måde gik på at skrotte sit bekendelsesgrundlag, (selvom man måske godt kunne kigge på de aspekter der er der som tradition og kultur og ikke i sig selv giver tvivlende folk nogen egentlig nuancering), men nærmere på at favne de kirkegængere som finder Grosbølls prædikener givende.
Slutteligt vil jeg igen påpege at alle grundlæggende har al mulig ret til at debattere dette emne (og hvis de finder det formålstjenligt, at få sit parti til at deltage, hvad jeg som sagt pt. ikke gør og nok heller ikke kommer til), selvom det ikke huer J. Som i andre (politiske) sager kan dette så gøres med nuancerethed, åbenhed og kvalitet eller med det modsatte. Dit eksempel J med at du ikke ville blande dig i Dansk Folkepartis beslutninger er jo håbløst, da du ikke kan sidestille det med problematikker der ligger under et ministerium.
Hvis man skal være kristen for at det kan anerkendes at man forsøger at præge sit parti til at deltage i en debat om Grosbøll, vil det åbne uhyrligt bremsende krav på andre områder. For at spørge lidt polemisk – Skal jeg prostituere mig selv før jeg kan tale med om prostitution? Være kunstner eller forfatter for at kritisere Brian Arthurs politik på de områder? Eller være aktiv, eller mere præcist på medlemslisten i Hjemmeværnet for at debattere dets rolle i fremtidens forsvar?
Nej, da – Men her i partiet er der plads til åbenhed og udsyn – og ikke berufsverbot.
Hjemmeværnet: Afvikling eller bevarelse ?
I SF skal vi kunne debattere selv de emner der historisk er fasttømrede og holdningsmæssigt er præget af en generel konsensus i partiet. Derfor tager jeg hatten af når der søsættes en debat om hjemmeværnet (HJV). Det skal være muligt for partiet at begrunde sin politik på dette område med saglige argumenter. I det forsvarspolitiske udspil står der følgende: SF finder det vanskeligere end nogensinde at finde en argumentation for at bevare hjemmeværnet i den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Hjemmeværnet har efter SF’s opfattelse ingen militære opgaver at løse og kan derfor afvikles. Besparelsen bør efter SF’s opfattelse koverteres til sociale- og velfærdspolitiske tiltag.
Rent faktisk har jeg forståelse for at nogen kan finde en så kortfattet og uargumenteret fremstilling lettere arrogant. Det burde have været muligt og klogt at udvise en smule respekt og i det mindste uddybe holdningen lidt. At spørge sig selv om vi i dag ville have oprettet et lignende værn – svare nej og lade det indgå i argumentationen er desuden ikke udtryk for gedigen debat. Historien har bragt os hertil og det er udgangspunktet.
Grundlæggende er jeg fuldstændig enig i at HJV ikke har nogen som helst militær berettigelse. Trusselsbilledet i dag gør at den nærmest ikke-eksisterende fare for et konventionelt angreb på Danmark ikke berettiger til statens udgifter til HJV. Det er mig en gåde at der i debatten flere gange bliver holdt fast i HJV’s evt. betydning i krigstid. Troen på at HJV kan stille med bevæbnede mænd ved eksempelvis politiaktioner er for mig ligeså et udtryk for at man ikke er klar over hvilken form for professionalisme og koordinering der er brug for i disse situationer. Kort sagt mener jeg ikke at HJV skal deltage i nogen som helst opgaver der kræver bevæbning. Den slags aktioner skal udføres af professionelle. For at stole på hinanden i pressede situationer skal folk have gennemført kendskab til hinanden og have det som lønnet professionelt arbejde.
Mit kendskab til HJV kommer fra instruktør- og befalingsmændskilder i organisationen der ligeledes har erfaring fra hæren. Ud fra dette lader det til at HJV har sovet i timen efter den kolde krig. HJV’s berettigelse er ikke blevet nyformuleret så man kunne tro på at de 700 millioner var godt givet ud. Lidt vovet vil jeg udfra mine kilder desuden vove den påstand at der kun er godt og vel 10 % af HJV’s personel der har erfaring og dygtighed nok (Når jeg tillader mig dette skyldes det at det i den forudgående debat ikke har skortet på påstande). Undskyld mig, men der er altså for mange knaldperler i HJV. HJV kan kun bruges til civile opgaver, og så længe man ikke tager konsekvensen og skærer det militære fra fører HJV sig selv mod afvikling. Et besøg på HJV’s hjemmeside (www.hjv.dk) overbeviser mig om at formålsbeskrivelsen er utidssvarende. Der er flere eksempler på at det militære spiller en enorm rolle for HJV’s selvforståelse. Opgavebeskrivelsen lyder:
Hjemmeværnet er en vigtig del af forsvaret og løser også opgaver til gavn for samfundet.
Hjemmeværnet skal i fredstid
- forberede de krise- og krigsmæssige opgaver
- bidrage til at styrke befolkningens forsvarsvilje
- hjælpe ved ulykker, katastrofer, eftersøgninger m.m.
- hjælpe ved større civile arrangementer, f.eks. sportsbegivenheder og kulturelle aktiviteter og i krise eller i krig desuden deltage i løsningen af forsvarets opgaver i samarbejde med de operative kommandoer
Verden har ændret sig og forsvarspolitik skal ses med mere globale/europæiske briller. Ovenstående lugter af vildfarelse og rod, bundet sammen af et forældet trusselsbillede. Og at styrke folks forsvarsvilje er et besættelsestids-levn.
Verden har ændret sig og forsvarspolitik skal ses med mere globale/europæiske briller. Ovenstående lugter af vildfarelse og rod, bundet sammen af et forældet trusselsbillede. Og at styrke folks forsvarsvilje er et besættelsestids-levn. Verden har ændret sig og forsvarspolitik skal ses med mere globale/europæiske briller. Ovenstående lugter af vildfarelse og rod, bundet sammen af et forældet trusselsbillede. Og at styrke folks forsvarsvilje er et besættelsestids-levn. Rigtigt er det at der hovedsageligt er tale om ulønnet/frivilligt arbejde i HJV. Det er positivt at mange gerne involverer sig. Men det drejer sig jo alligevel om 700 millioner så måske skal man se lidt anderledes på det og sige at betalingen er uddannelse og dyre fritidsoplevelser. Hvis involveringen i HJV kun gjordes af altruisme ville det vel betyde at deltagelsen ville være den samme hvis budgettet kun var på 100 millioner og al krigsmateriel var sparet væk. Jeg har faktisk sympati for at HJV spiller en nyttig rolle ved store fodboldkampe, festivaler og eftersøgninger. Men for at overbevise mig om en samlet berettigelse skal der altså bedre kød på bordet.
Verden har ændret sig og forsvarspolitik skal ses med mere globale/europæiske briller. Ovenstående lugter af vildfarelse og rod, bundet sammen af et forældet trusselsbillede. Og at styrke folks forsvarsvilje er et besættelsestids-levn. Rigtigt er det at der hovedsageligt er tale om ulønnet/frivilligt arbejde i HJV. Det er positivt at mange gerne involverer sig. Men det drejer sig jo alligevel om 700 millioner så måske skal man se lidt anderledes på det og sige at betalingen er uddannelse og dyre fritidsoplevelser. Hvis involveringen i HJV kun gjordes af altruisme ville det vel betyde at deltagelsen ville være den samme hvis budgettet kun var på 100 millioner og al krigsmateriel var sparet væk. Jeg har faktisk sympati for at HJV spiller en nyttig rolle ved store fodboldkampe, festivaler og eftersøgninger. Men for at overbevise mig om en samlet berettigelse skal der altså bedre kød på bordet.Måske kunne man åbne mulighed for at HJV fortsat kan eksistere, men på lige linje med andre fritidsorganisationer. Her kan de så søge støtte fra f.eks. tipsmidler. Fællesskabet og det frivillige arbejde kan da overleve og ingen vil formentlig sige nej til deres hjælp ved eftersøgning af forsvundne og trafik-dirigering ved større arrangementer. Jeg er dog enig I at SF fortsat skal gå ind for en nedlæggelse af HJV og tillægger faktisk konsistens-betragtninger i vores politik en vis værdi. Bortset fra det tvivler jeg da også på at flertallet i HJV i grunden har lyst til at HJV skal eksistere som en ordinær fritidsorganisation uden den nuværende statsstøtte.
Opstillingsgrundlag skrevet inden intern urafstemning om folketingskandidater i Vestre Storkreds (desværre gjorde meget få stemmer, at jeg ikke blev opstillet)
SF er for øjeblikket i fremgang. I det forgangne forår har SF vist sig initiativrigt med udspil på flere kanter og vælgerne har da også i meningsmålinger og ikke mindst ved EP-valget anerkendt dette arbejde. Men nu spidser det til – Fogh-regeringen har selv gjort alt for at synge urent, og det er nu op til SF at være med til at sørge for at de tillige synger på sidste vers. SF skal bygge videre på denne gode tid ved tydeligt at være sig selv. Vi skal være som Klodshans der på ingen måde kunne forveksles med de andre bejlere, hvilket kun viste sig at være en fordel. Populisme kender vi ikke til, så vi vedkender os et nej til skattestoppet fordi vi tror på et stærkt velfærdssamfund med en retfærdig omfordeling. Privatisering og udlicitering er måden hvorpå regeringen markedsgør det enkelte menneske. Det er en ideologisk kamp vi skal vinde, og det betyder at vi hele tiden skal sikre os, at der løber en rød tråd mellem vores politik på de forskellige områder. I tilfælde hvor vi afviger og indgår forlig skal det være tydeligt, at det stadig er med vores endemål for øje.
Om nogen har vi i SF en tendens til at akademisere vores budskaber. Det virker som et møllehjul om benet og med det kommer vi aldrig op af åen og får et større vælgersegment i tale. Der er ingen grund til at overnuancere hvor der er brug for krystalklar tale. Jeg vil gøre mit til at vores gode politik ikke forplumres.
EU-området er krævende fordi det fordrer en balancegang mellem nødvendig nuancering og ideologisk klarhed. Vælgerne forstod os delvist ved EP-valget og det kommende ansvar vi har ved diskussionen om forfatningstraktaten skal vi være stolte af fordi netop sagligt demokrati kendetegner SF.
Retspolitisk har vi budt ind og det er godt. Et offer skal have al den støtte der er mulig, men vi må aldrig forfalde til envejs-fokusering eftersom også flere gerningsmænd er ofre. Man skal have sin retfærdige straf, men den skal følges op ad en tro på det gode i mennes-ket og forbedrelsens og forebyggelsens mulighed. Staten skal i sit virke altid fremvise det menneskesyn som det ønsker at borgerne har. Derfor er kollektiv afstraffelse af socialt svage familier det modsatte af vor retsetik. Det er tillige et eksempel på symbol og symptompolitik, og det har fanden skabt.
Integrationsmæssigt skal der naturligvis stilles retfærdige krav. Danskerne er tolerante og åbne når de mødes med god vilje. Men det kræver igen at alle mennesker ses som et gode – en samfundsstyrke, og at ingen får et andenrangs-stempel som starthjælp. Den derpå øgede fokus på sort arbejde blandt økonomisk svage er som enden på en dårlig vittighed. Sort arbejde er vi imod, men lad os finde den rette nuance.
Jeg vil i en valgkamp gøre mit til at fremvise, at SF er partiet for de svage og de marginaliserede, for børnene, for de forfordelte og uligelønnede kvinder, for mændene med begrænsede fædrerettigheder, for de homoseksuelle, for de studerende der skriger på boliger og ikke på erhversejendomme, og for fællesskab i et miljøsundt samfund.