Kom ikke og sig at I ikke var advaret kære højrefløj på rådhuset! I SF gjorde vi alt hvad vi magtede for at råbe vagt i gevær. Alligevel valgte I at hutle jer igennem et kludetæppebudget der med et skatteindtægtstab rummede en dyb økonomisk uansvarlighed. Men hvad gør man dog ikke for at klamre sig til tronstolen. I SF skilte vi os derimod ud fra andre partier ved at fremsætte et alternativt budgetforslag der til fulde respekterede behovet for nødvendige usikkerhedspuljer og likviditet.
Allerede i december 2013 før budgettet overhovedet trådte i kraft, måtte der holdes snor i det via ’kompenserende foranstaltninger’ – hvilket er forvaltnings new speak for besparelser. Og nu er direktionen på rådhuset klar i mælet. Over for os politikere er det blevet anskueliggjort, at der er ubalance i budgettet i årene 2015-17 i og med at kassen reduceres med over 200 millioner kr. Kommunens strukturelle balance er således knap tilstrækkelig til at understøtte muligheden for gældsafvikling og en fuld udnyttelse af de udstukne anlægsrammer.
Den sænkede indkomstskat og dækningsafgift for erhverv koster i alt kommunekassen over 211 mio. kr. frem til 2017. Under budgetdebatten noterede vi os i SF, at højrefløjen reelt famlede sig frem i blinde, og i den sidste ende måtte betale langt mere end de først regnede med for at sætte skatten ned, med det der for langt de fleste har en minimal betydning for privatøkonomien. Det er bl.a. manglen på disse kommunale midler, der nu medfører en økonomisk ubalance der meget vel kan have negativ effekt for vores fælles fremtid på Frederiksberg. Nødvendige anlæg kan måske ikke finansieres og kommunens enorme gæld kan ikke afdrages i den mest fordelagtige takt.
Man skulle mene, at man som repræsentant for Konservative, Venstre, Radikale Venstre og Liberal Alliance burde sidde tilbage på casinoet med en dårlig smag i munden. Men jeg tvivler, for målet helliger tilsyneladende midlet hos højrefløjen.
I det mindste må det dog betyde, at der ikke er nogen anstændige partier der ved deres fulde fem kan foreslå yderligere kasseudskrivninger i form af en grundskyldssænkning.
Højrefløjen håber ved valgtid, at borgernes hukommelse kun går til det nylige budget. Så nu er der behov for at I borgere gør denne forudsigelse til skamme, og husker konsekvenserne af deres skalten og valten med Frederiksbergs økonomi.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 4. september 2014)