For en stund er sagen om den fremtidige brug af Frederiksberg Slot skudt til hjørne. Det kan såmænd være klogt nok at få tænkt og regnet meget grundigere på tingene. Det forhindrer mig dog ikke i at komme med en afsluttende bemærkning i denne ombæring. Især fordi de konservatives Nikolaj Bøgh desværre udviste en demagogisk stil i sin kommentar til mit første indlæg om Frederiksberg Slot. Lad mig derfor gentage, at min hensigt var at problematisere de konservatives stålsatte udsagn om Officersskolens konkrete betydning for Frederiksberg. Bøgh fik da fortsat heller ikke konkretiseret, hvilket bidrag det præcist er han mener at uddannelsen har givet Frederiksberg. I mine øjne fremstår slottet og uddannelsen på trods af pletvise tiltag, desværre mere lukket om sig selv, end inddragende og involverende. Det ærgrer, potentialet taget i betragtning.
SF på Frederiksberg har ikke agiteret for en flytning af Officersskolen, men vi tillod os, at forholde os nøgternt til udspillet fra Forsvarskommandoen, og ydermere, at nuancere automatreaktionerne. Bøghs påstand om at SF’s tilgang skulle skyldes modvilje mod forsvaret var himmelråbende pinlig, og ikke værd at kommentere yderligere.
Bøgh kritiserer mig desuden for ikke at sandsynliggøre, at der kan komme et mere attraktivt indhold for Frederiksberg på slottet. Nuvel, det kastede jeg mig ikke ud i fordi det netop ikke er SF’s ønske at officererne skal rykke ud, og fordi vi i givet fald hellere så en bred folkelig visionsdebat om dette, end at vi med et konkret forslag risikerede at låse debatten fast.
Men skulle en sådan debat blive til virkelighed, mener jeg, uden i denne ombæring at tage stilling til de økonomiske mellemregninger, at et generationernes medborgerhus burde overvejes. Et sted hvor borgere i alle aldre kunne mødes. Med legerum, musikøvelokaler, it- og filmværksted, innovations- og iværksætterlaboratorium, alskens fritidsudfordringer og så det smukkest beliggende aktivitetscenter til ældre nogen sinde set i det ganske land. Og husk nu: Der er ingen grund til at ønske stjerneskud, hvis man aldrig kigger op i himlen.
(Bragt i Frederiksberg Bladet den 18. december 2012)