For SF var det helt centralt, at der blev afsat midler til at understøtte det nødvendige arbejde der bliver gjort på kommunens væresteder, og ved årets budgetforhandlinger lykkedes det at få afsat 450.000 kr. i alle årene frem til 2016. Dvs. samlet set 1,8 millioner kr.
”Når vi i så høj grad arbejder for at løfte denne dagsorden, er det primært fordi vi ønsker et samfund, hvor dem der har det sværest ikke skal betale regningen. En relativt beskeden budgetpost i det store hele, kan således have enorm positiv effekt for et værested som Flinten, forklarer SF’s rådmand Balder Mørk Andersen.
I SF er man endvidere bevidst om, at kommunen via en solid understøttelse af både frivilligt og professionelt arbejde på værestederne, potentielt kan være med til at spare kommunen for andre udgifter til fx genindlæggelser og andre sociale foranstaltninger.
”I SF er vi overbevist om, at et sted som Flinten for flere kan være det nødvendige åndehul i en ellers udfordringsfyldt tilværelse. For mig som politiker findes der ikke noget bedre end at opleve, hvordan det arbejde man gør på rådhuset, efterfølgende kan være med til at skabe mærkbare positive ændringer for andre menneskers liv. Det er det hele værd, slutter Balder Mørk Andersen.
(Bragt i Frederiksberg Bladet den 13. november 2012)