Så lykkedes det. Ved forrige kommunalvalg i 2009 præsenterede jeg visionen om at få en elektronisk musikfestival til Frederiksberg. Siden da har det været et tålmodigt arbejde bag kulisserne at få trådene til at mødes. I processen har jeg været rundt om forskellige muligheder, men det stod på et tidspunkt klart, at det ville være en fremragende løsning at trække den allerede etablerede elektroniske endagsfestival Stella Polaris tilbage til Frederiksberg Have, hvor den havde sin fødsel i 2002 og også afholdtes i 2003. Så det er historisk at vi kan opleve ’stjernens’ tilbagekomst 10 år efter.
I mit sind er der ingen tvivl om, at Stella Polaris med sin havefest-chillout-profil passer perfekt til Frederiksberg – ja den vil endda kunne bibringe os ny energi og føre os tættere på SF’s vision om et mere udfordrende kulturliv, og vel at mærke især også til de yngre generationer til hvem kulturtilbuddene ikke står i kø i kommunen.
I SF er vi således meget tilfredse med udbyttet af det tålmodige arbejde bag kulisserne. Det skal der nogen gange til – især når man ikke selv sidder med flertallet i kommunalbestyrelsen. Hvorfor man således til tider skal vare sig for at fare så hårdt frem med noget man brænder for, at det borgerlige flertal bliver ’skræmt’. Efterfølgende glæder vi os gerne sammen med de andre budgetpartier, som i fællesskab valgte at prioritere projektet. Men da man ikke i lokalpolitik på Frederiksberg kan forvente, at de borgerlige selv udbreder denne beslutnings rette historik, føler jeg det på sin plads selv at komme med denne serviceoplysning.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 1. november 2012)