I forrige nummer af Frederiksberg Bladet bragtes en artikel om hvordan Frederiksberg ligger i front med de digitale tjenester. I den får borgmesteren naturligvis lov til at rose kommunen, men han undlader at komme ind på det politiske fokus der har været på også at sikre de billigste løsninger i kommunen. Det har nemlig om nogen været SF der har trukket et møjsommeligt læs for konstant at stille de kritiske spørgsmål til kommunens IT-brug. Og det er specifikt SF der har kæmpet for at rykke forvaltningen i en retning, hvor man nu i det mindste ikke synes skræmte over at se nærmere på billigere og i mange tilfælde også bedre open-source-løsninger.

Det siger sig selv, at borgerne ofte ikke er i stand til at se det seje politiske arbejde som oppositionspartierne gør for internt i udvalgene at skubbe til forvaltningen og trække de politiske sager i en klogere retning. Når sagerne lander, har vi så fx i SF en sværere opgave med også at få fremvist vores ejerskab til de endelige beslutninger. Vi har fx ikke adgang til kommunikationsfolk der skriver og laver aftaler med redaktionerne.

Det er ikke klynk, for sådan er vilkårene i kommunalindustrien, og selvom det til enhver tid er sundt at være på vagt over for udemokratiske vilkår, er det i den sidste ende det bedste bare at vinde magten, så man kan få lejlighed til at drive denne kommune inden fra maskinrummet.

Når fortællingen om den IT-parate kommune lanceres, skal man altså som borger være bevidst om, at Frederiksbergs borgerlige politiske styre, desværre år efter år ikke har været villige til at kigge sig selv i øjnene og spørge om vi måske ikke betaler lidt for mange penge til KMD’s monopolsystemer som i alt for høj grad er bundet op på Microsofts produkter.

I SF vil fortsat sikre et solidt fokus på gennemtænkte IT-besparelser, for det er umuligt at acceptere, at Frederiksberg såvel som andre kommuner fortsat malkes af KMD som efter KL’s salg i 2008, ejes af den svenske kapitalfond EQT med 85 % og ATP med 15 %. EQT er formentlig fortsat parat til et gevinstgivende salg, men eftersom 70 % af omsætningen stammer fra aftaler med kommunerne, er det borgernes penge der i sidste ende sendes ud af landet (og endda for kort tid siden også i skattely), og de ville have været rarere at bruge på velfærd i en svær økonomisk tid.

(Bragt i Frederiksberg Bladet den 17. juli 2012)