Der er sket en positiv fornyelse med KL. Man er blevet dagsordenssættende, agerende – og ikke reagerende. Det er klædeligt.
Kommunernes stemme høres stærkere end nogensinde, og det gør det i den sidste ende lettere at være kommunalpolitiker.

Der kan være enkelte smuttere, men heldigvis også langt flere pletskud. Især i det seneste børneudspil og i sundhedsudspillet.

————–

Det gælder ofte, at mange gerne vil have fornyelse, men ingen vil have forandring, og det er ellers både nødvendigt og rigtigt i krisetid.

For velsagtens alle her i salen har de seneste godt 2 år været et langt effektiviseringsmaraton. Det er forståeligt – for der er ikke nogen her der ønsker at vi skal ende med opløb i Grækenland.

—–
Jeg havde indtil nu regnet med at masochistiske tendenser var noget der holdtes i privaten, men der har jeg både som SF’er og lokalpolitiker måttet sande, at det ikke altid er tilfældet.

Det er imponerende, at kommunerne har reduceret med 6 mia. siden 2009 og senest med 2,5 mia. under aftalen om serviceudgifterne fra sommeren 2011. Men det har trukket tænder ud.

———–

Men det er samtidig en farlig udvikling for kommunerne. For har vi under den øvelse styr på serviceniveauet? Giver det reelt et misvisende billede af hvad kommunerne har brug for af midler til at drive bare som det mindste – acceptabel velfærd?

Kan I med sikkerhed sige, at det ikke har omkostninger for de svagere grupper i dette samfund? For dem som ikke kan mønstre bannere og taler i bymidten.
Dem som har nok at gøre med at passe deres handicappede barn? De ledige med udfordringer udover deres ledighed? De ældre uden penge i madrassen?

I den fortsatte besparelsesjagt skal KL huske at have hjertet med og det må aldrig blive til et embedsmandsvælde i hverken KL eller i kommunerne – uden at det skal opfattes som en kritik af de ansatte.

———
Hvilket bringer mig videre til at nævne:

Senest er der to byrådskollegaer der har råbt vagt i gevær ifht demokrati og arbejdsvilkår.
Politiken viste samtidig i en survey, at 63 procent af de adspurgte kommunalpolitikere har svært ved at finde en balance mellem arbejds- og fritidsliv og det politiske arbejde, samt at 47 procent mener, at kommunaldirektøren og borgmesteren har for stor magt.

Det er da alvorligt. Det er en enorm demokratisk risiko, og det er således ikke en som KL kan negligere ved at sende en kontorchef i byen med bla. følgende sætning:

”Den politiske ledelse i kommunerne er om noget blevet styrket efter kommunalreformen – og politikerne har taget lederskabet på sig. Et eksempel er de benhårde prioriteringer, kommunerne foretager i disse krisetider. Politikerne har truffet meget svære beslutninger om omlægninger af fx skolestruktur og det specialiserede socialområde, som det er svært at forestille sig, at et embedsmandsstyre kunne lægge ryg til,”

Jamen godavmand økseskaft……..ja, selvfølgelig er det politikerne der lægger ryg til, men spørgsmålet går jo på den proces der er gået forud for dette.

Den skal konstant ses efter i sømmen, og her bør KL være en stærk stemme for lokalpolitikerne og en demokratisk garant. Det synes jeg at høre fra formanden, og det er en god præcisering.

Hvis KL ikke går forrest med et fokus på lokalpolitikernes vilkår – ender man med at gå bagerst i varetagelsen af det demokratiske Danmark.

(Bragt som kronik i dk-nyt)