Spørgsmål til borgmesteren ang. læring i daginstitutionerne på Frederiksberg

”SF mener, at der er behov for at kommunen sikrer et øget fokus på læring i daginstitutionerne. Deler borgmesteren denne anskuelse, og hvordan mener borgmesteren i givet fald, at vi på Frederiksberg kan gå til denne udfordring?”

Begrundelse:
Børn skal have de bedste udviklingsmuligheder. Og det er både politikere, forvaltning, pædagoger og forældre som skal tage denne opgave på sig.
KL (Kommunernes Landsforening) har med sit seneste udspil ’Det gode børneliv’ sat fokus på børns læring i dagtilbud. Det er passende, for udfordringer er vigtige for børns selvdannelse, selvværd og læringslyst. Med tilpas respekt for lokale forhold og pædagogikker, har vi brug for at sikre et øget fokus på læringsperspektivet i vores daginstitutioner
Læring i børnehaven står heldigvis ikke i modsætning til at udvikle sig på sociale områder, ja nærmest tværtimod. Fællesskab og læring går nemt hånd i hånd, hvis pædagogerne har de rette faglige kompetencer.
I en tid med økonomisk smalhals bør vi om noget være bevidste om effekten af de økonomiske prioriteringer, og fokus på læring i daginstitutioner er måske den klogeste sociale forebyggelse man kan tænke sig, og det er ydermere langt fra den dyreste.

(Foretaget på mødet i Kommunalbestyrelsen den 27. februar 2012)