Et spørgsmål om demokratisk stil

Min kritik af borgmesterens fremfærd på borgermøder og i et læserbrev her i avisen afstedkom i forrige uge to replikker fra henholdsvis tidligere borgmester for de konservative, John Winther og Venstres rådmand, Jan E. Jørgensen.

Sidstnævntes replik synes at lide under det faktum, at han reelt ikke har ønsket at forholde sig til det reelle indhold i den kritik jeg har fremført, hvorfor noget tyder på, at der er noget om snakken. Således er der tale om en forfladigelse af SF’s pointer, når venstremanden gør det til en sag om hvorvidt Borgmesteren må udtale sig kritisk om betalingsringen. Det må han for min skyld gøre dagligt, ja selv i søvne, eller nok nærmere helst i søvne. Men det er mere problematisk når han fx på et borgermøde, hvor han som repræsentant for hele Magistraten som planmyndighed, bruger sin afrundende bemærkning på at latterliggøre (som fx ved at kalde tiltaget for en ’skattering’) og forvanske andre partiers politik, og derved reducere ellers konstruktive borgermøder til uværdige valgkampsseancer.

På trods af at John Winther selv var til stede på det omtalte borgermøde, ønsker han interessant nok ikke at forholde sig til dette. Men det politiske tilhørsforhold kan jo nemt præge vores personlige oplevelse af en given seance.

SF er bevidst om, at der potentielt er et flertal på rådhuset der ikke vil bakke op om regeringens kommende lovforslag om trængselsafgifter i hovedstaden.

Jan E. Jørgensen skriver, at vi har ”demokrati, hvor flertallet fastlægger kommunens holdning”, og John Winther belærer: ”Når sagen har været behandlet i kommunalbestyrelsen og flertallet er konstateret – og i det aktuelle tilfælde et meget klart flertal efter de udmeldinger der kommet – er det den beslutning der er kommunens officielle politik”.

På trods af, at i hvert fald John Winther selvmodsigende bemærker det, vælger de begge at lukke øjnene for det faktum, at der jo netop reelt ikke er konstateret et flertal. For kommunalbestyrelsen har endnu ikke behandlet en egentlig sag om betalingsringen, hverken med hensyn til høringssvar til vejdirektoratets miljørapport eller til selve lovforslaget, som jo endnu end ikke er fremsat.

Borgmesteren har således med kæden på, defineret resultatet af en sag på Frederiksbergs vegne, som ikke har været behandlet i kommunalbestyrelsen. Og hvem er det så lige der har den korrekte demokratiopfattelse?
I grunden hviler kommunens tilgang endnu på den bredt aftalte CO2-handlingsplan fra april 2010, hvori det besluttedes, at vi skulle arbejde for indførelsen af intelligente trængselsafgifter og indtræde i Kommuneforum, for at samarbejde med 16 andre kommuner i hovedstadsområdet, om en trængselsafgiftsløsning i hovedstaden.

Afslutningsvis vil jeg bemærke, at der dagen efter min kritik afholdtes et velbesøgt og velgennemført borgermøde på LIFE om trafiksaneringen af H.C. Ørsteds Vej. Det foregik i den fordragelige og respektfulde tone som generelt præger vores arbejde på rådhuset, og jeg tror at de fremmødte borgere glædede sig over at politikerne bestræbte sig på at pakke selvprofileringen på andres bekostning til side, for i stedet at gå konstruktivt til værks. Så set i det lys tror jeg faktisk at min kritik er blevet opfanget, og hvad mere kan man så ønske sig – altså udover mindre biltrængsel i hovedstaden.

(Bragt i Frederiksberg Bladet den 14. februar 2012)