I Danmark er ytringsfriheden en rettighed som vi tager for givet – heldigvis. Men i andre dele af verden er det livsfarligt at udtrykke sine tanker om især despotiske regimer. Derfor er det glædeligt, at Frederiksberg kommune har taget del i det internationale fribyforfatterinitiativ, søsat gennem organisationen ICORN (International Cities of Refuge Network), og har taget imod den gambianske forfatter Seedy Bojang som blev indstillet af forfatterforeningen Pen. Læsere af denne lokalavis har endda haft mulighed for at læse fine artikler af ham.
I SF er vi af den overbevisning, at kommunen ved at åbne sine arme for en truet forfatter har indvilliget i at tage et medansvar for mere end bare det 2-årige ophold indtil september 2012. Derfor fandt vi det for nylig nødvendigt at rejse spørgsmålet om de potentielle udfordringer som fribyforfattere efter udløbet af opholdsperioden kan stå over for.
Der kan for eksempel være risiko for, at en status som fribyforfatter kan gøre det sværere at vende hjem, ligesom skriverier lavet under opholdet kan have en negativ effekt på personens sikkerhed. Oven i købet kan det også betyde, at regimet kaster sit overvågende blik på familien i hjemlandet. Præcist som Seedy Bojangs familie oplevede det da efterretningsvæsenet i Gambia kom på besøg. Ordningen rummer altså et iboende dilemma, idet den periodevis frihed øger risikoen for efterfølgende markant større ufrihed.
Borgmesteren kunne ikke andet end at anerkende dette skisma, samtidig med at det bemærkedes, at Pen for fremtiden vil have mere fokus på det kulturelle møde, og de udfordringer der ligger i at skulle bo og virke i en fremmed kultur. Det siger sig selv, at kommunerne ikke tilrettelægger asyllovgivningen, men med vores erfaringer bør vi kunne bidrage til at påvise problematikker. Uden at vi nødvendigvis bør adoptere den norske tilgang, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at man i landet med ICORN’s hovedkontor og 11 fribyer, er så bevidste om risikofaktorerne ved ordningen, at forfatterne oplistes som kvoteflygtninge, hvilket er ensbetydende med livsvarig opholdtilladelse, ret til familiesammenføring, fri bevægelighed i Schengen og norsk pas, men også opgivelse af det tidligere statsborgerskab.
I SF ser vi frem til at evaluere ordningen og vi finder det helt naturligt, at borgmesteren har lovet at give forfatteren al den rådgivning og bistand vi som kommune kan, men vi er fortsat nervøse for situationen efter udløbet af 2-årsperioderne for de tre danske fribyforfattere i Århus, Fanø og her på Frederiksberg.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 15. december 2011)