I grunden vil jeg gerne takke Venstres rådmand Jan E. Jørgensen for i Lokalavisen denne sommer, at gøre borgerne opmærksom på, at vi på rådhuset har haft en debat om valgbannere over offentlig vej. Desværre formåede han dog ikke på lødig vis at tydeliggøre sagens essens. Den 28. februar i år tog kommunalbestyrelsen stilling til en sag om ændring af regler for plakatopsætning ved valg. Sagen rummede nogen uvante alternative mindretal, men SF stod alene med forslaget om at det fremover ikke bør være tilladt at ophænge vejbannere over offentlig vej i forbindelse med folketings- eller kommunalvalg.

I de fleste andre kommuner, er valgagitation med partibannere over offentlig vej ikke tilladt. Det bruges nemlig normalt kun til kommunale trafik- og sundhedskampagner mm., men Venstre og Konservative på Frederiksberg har tidligere ikke kæret sig om, at de ved at udviske billedet af hvad der er kommunalt råderum og hvad der er partivirke på Frederiksberg, reelt har medvirket til at underminere det der burde kunne bestå som værende saglige kommunale kampagner. Ydermere er det lykkedes det dem helt omkostningsfrit at ’låne’ en kampagneblåstempling via kommunes image, men på bekostning af en udvanding af selvsamme kommunes identitet. Dette kan undre, al den stund at Jan E. Jørgensen i en sommer-mediesag om ladestandere til elbiler, udviste udsøgt omsorg for kommunens ’frederiksberg-grønne’ farve.

Sagen er principiel idet den både drejer sig om demokratiske spilleregler, og adskillelsen mellem kommunens virke og de borgerlige partiers symboler. Netop på Frederiksberg er der al mulig grund til altid at være opmærksom på en sådan sammenblanding.

(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 1. september 2011)