En konservativ med lånte fjer

Der skal noget til, før jeg føler mig kaldet til at kommentere på en ellers tilforladelig artikel med en kollega fra kommunalbestyrelsen. Men sidste uges artikel om Solbjerg Plads, med det konservative medlem af By- og Miljøudvalget, Simon Aggesen, kalder dog på et lille OBS – oplysning til borgerne om sandheden (eller i det mindste om historikken).

Kort fortalt må det konstateres, at de konservative på intet tidspunkt har været en drivende kraft i arbejdet for at få Solbjerg Plads til at blive både mere spændende og trafiksikker. Rent faktisk var det især SF’s fokus, samt en hård vinter i 2009/2010 med frostskader på granitfliserne, og igangsættelsen af det nye metrobyggeri, som har nødet de konservative til for første gang at tage medansvar for pladsens fremtid.

Personligt foreslog jeg allerede i november 2008, i netop Frederiksberg Bladet, at Solbjerg Plads skulle lukkes for gennemkørende biler. Som argument for dette fremførte jeg bl.a. trafikmålinger fra 2004, 2006, 2007 og 2008, som jeg havde fået aktindsigt i. Disse tegnede et klart billede af en biltrafik som gennemsnitligt lå betydeligt over de maksimale 15 km/t på gågade, og hvor et markant antal biler kørte alt for hurtigt over pladsen.

Frederiksberg lokalpoliti var af samme opfattelse, og fremførte i et høringssvar, ”at Solbjerg Plads i for høj grad bruges som gennemkørselsvej og at der køres for stærkt. Politiet foreslår at pladsen lukkes for gennemkørende trafik alternativt at der etableres hastighedsdæmpende foranstaltninger umiddelbart før pladsen fra begge retninger.”

Men det borgerlige flertal i det daværende Teknik- og Miljøudvalg var i foråret 2009 ligeglade, og mente, at ”hastighedsdæmpende foranstaltninger i begge sider af Solbjerg Plads i form af indsnævringer” ville være tilstrækkeligt.

Den 1. marts 2010 skubbede jeg med et spørgsmål til borgmesteren atter på, for at få kommunalbestyrelsen frem til en beslutning om at lukke Solbjerg Plads for biler, og på dette tidspunkt havde politisk pres, vejrlig og metro altså modnet de konservative så meget, at resten var en formsag.

Selvom Simon Aggesen ikke har andel i udvalgets beslutninger før den nuværende valgperiode, kan jeg godt forstå, at han på det ledsagende billede gemmer sig bag en stor betonsøjle. Det ville jeg nok også have valgt at gøre, hvis jeg på den måde havde søgt at tage patent på en beslutning, hvor man som parti konstant har været på baghjul. Det er trods alt en kende for kækt. Ydermere havde undertegnede en lukning af pladsen som første valgløfte, og det var således det første der blev gennemført. Den vision figurerede vist ikke i Simon Aggesens valgpjece.

Men at vi herfra oplever de konservative i det grønne arbejdstøj, kvitterer jeg gerne for. Men lad os så også ende med en plads, hvor borgernes bevægelsesmæssige inddragelse vægtes højere end tilbuddet om bare at se på, som hidtil har været det konservative mantra.

 (Bragt i Frederiksberg Bladet d. 17. maj 2011)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *