Hvis der nogensinde har været politikere på Rådhuset der har været i tvivl om, at der på Frederiksberg findes velorganiserede og engagerede faglige organisationer, så er de det i hvert fald ikke mere efter dagens borgermøde.

Og hvis der er nogen der skulle være i tvivl om at der på Frederiksberg findes velorganiserede, engagerede og holdningsfaste forældregrupper, ja, så er de det i hvert fald ikke mere efter at have læst den debat om budgettet som har stået på i lokalaviserne, og som har udspillet sig med engagerede borgerspørgsmål her i byrådssalen.

I begge tilfælde er der grund til at glæde sig over den demokratiske, politiske og følelsesmæssige interesse som vi SF’ere på rådhuset meget klart har kunnet mærke.

Jeg forventer ikke, at alle borgere er enige i alt hvad vi som SF’ere har accepteret i det budget som vedtages her ud på aftenen. Men jeg håber meget, at I trods alt kan se, at vi har gjort hvad vi kunne for at trække forliget i den retning som vi som SF’ere finder rigtigst.

I mit afsluttende indlæg ved 1. behandlingen for godt en måned siden pointerede jeg fem ting, som har gjort, at SF tiltræder dette forlig,

1)    Der er en række af effektiviseringerne som vi finder fornuftige, set i det lys, at vi alle ønsker en kommune med styr på økonomien.
2)    Der er blevet pillet en række effektiviseringsforslag ud som vi ikke fandt spiselige
3)    Der er blevet reprioriteret nogen sænkninger på anlægsområdet
4)    Der er blevet blevet tilført midler til en række områder som vi i SF lægger stor vægt på
5)    Der har været lydhørhed over for en række nye forslag fra SF

Men lad det være sagt med det samme. Dette budget kalder på konstant at blive set efter i sømmene. Ja, faktisk bør det behandles som en nyfødt baby (eller som en baaaabyyyy – som Ole Henriksen med cremerne ville have sagt det). Jeg ved ikke hvor mange af politikerne i salen der gør brug af Ole Henriksens cremer, men budgettet skal i hvert fald nurses som en babynumse med både pudder og zinksalve.

For effektiviseringer bliver lige pludselig ikke særlig effektive, hvis de ikke implementeres klogt. Og sygefraværet risikerer pludselig ikke at ændre sig en disse, såfremt organisationen ikke levner mulighed for at erstatte det hårdere arbejde med det smartere arbejde. I den forbindelse vil jeg tillade mig at henlede kommunalbestyrelsens opmærksomhed på det forslag om medarbejderfastholdelse som jeg på vegne af SF stillede inden sommerferien, og som for nylig blev vedtaget. Det er nemlig centralt i arbejdet for at denne kommune også fremover vil være en god arbejdsplads, at medarbejdernes stemme konstant vil blive hørt og inddraget i arbejdet med at holde de spor der bliver lagt ud i dette budget. Det håber vi i SF, at både forligspartierne og Enhedslisten kan arbejde videre på.

I SF mener vi således også, at alle partier i kommunalbestyrelsen har en forpligtelse til fremadrettet at drøfte hvordan denne kommune kan få et bedre budgetforløb. Dvs. skabe et mere inddragende og demokratisk forløb, hvor især MED-organisationen kan føle sig talt med, og ikke talt til.

Dette budget har krævet knofedt, og rummer en række politiske beslutninger der ikke er populære. Politik er dog ikke en popularitets- eller for den sags skyld dansekonkurrence, men et dybt alvorligt gebet, hvor der skal tages lange seje træk, for at vi forhåbentlig i de kommende år skridt for skridt vil have mulighed for at træffe lidt flere af de beslutninger der er rare at videreformidle til borgerne.

Hvis vi som politikere ikke følte os i stand til også at træffe de hårde valg, ville vi reducere os selv til – ja, cremesælgere.

I SF tager vi det således meget seriøst at arbejde for, at holde kommunens økonomi oven vande. For i modsat fald vil vi med sikkerhed få sværere ved at få gennemført mere SF-politik i de kommende år.

Enhedslisten har valgt at stå udenfor budgettet. Det respekterer vi i SF, og det skal ikke kaste grus i det gode samarbejde i oppositionen. Lad det være sagt med det samme: Der er adskillige af Enhedslistens ændringsforslag som vi i SF har om end stor sympati for og holdningsmæssigt er enige i. Men i politik kan man ikke altid få hvad man peger på, og da i mindre grad når man ikke har magten til selv at bestemme. Ja, man kan endda risikere, (uden at det skal forstås som en sammenligning), at ende som konen i muddergrøften, hvis man ikke kan stille sig tilfreds med små fremskridt der om end de ikke tilfredsstiller alle ens drømme, dog er skridt i den rigtige retning.

Politik er til tider det muliges kunst, og således især dette budget lagt i en økonomisk meget udfordrende tid. I SF havde vi som Enhedslisten også fundet det rimeligt om kommunerne havde haft en reel mulighed for at dreje på skatteskruen, og vi er ligeledes stærke modstandere af regeringens både individuelle og kollektive skatte-sanktionslovgivning, der som et Damoklessværd hænger over kommunerne og automatisk gør kommuner der føler for selv en minimal skattestigning til individualistiske enspændere, og understøttere af et dogme om at borgernes skattepenge åbenbart bedst forvaltes fra centralt hold. Det er i hvert fald der de ender efter at sanktionen er blevet gennemført. Dog vil jeg i modsætning til borgmesteren mene, at Enhedslisten også har respekt for borgernes penge – de vælger blot at vise det på en anden måde.

Alt i alt bliver vi i SF i denne ombæring nødt til at nedstemme ellers velmenende forslag fra Enhedslisten. For vi har i denne ombæring taget kampen i maskinrummet. Det er ikke en garanti for, at vi vil gøre det samme næste gang. Men det borgerlige flertal har i hvert fald nu fået muligheden for at overbevise os om, at det er det rigtige sted at være. Umiddelbart tror jeg dog også, at de skal være glade for at have SF med ved kedlerne, så de i fremtiden kan løbe rundt ved hjælp af vedvarende og gennemtænkt energi. 

Endnu engang tak til forvaltningen, som har gjort hvad den kunne for, at give os politikere saglige svar og handlemuligheder i et tillidsfuldt klima.

 Og så ser SF ellers frem til en saglig og konstruktiv debat.