TALE VED KULU-EVENT D. 18. SEPTEMBER 2010

FN-topmødet i New York i næste uge bør ikke undervurderes. Det vil nemlig være den bedste og velsagtens også eneste reelle mulighed for at gribe ind og gøre det der kræves for at 2015-målene kan nås. For vel er der over de sidste godt 10 år sket store fremskridt på nogle fronter, men der er klare indikationer på, at der på andre områder er et godt stykke vej endnu.

Kampen for ligeværd og samme rettigheder er for begge køn, og betyder i sidste ende en sejr for begge køn. Nye rettigheder til det ene køn, fører nye muligheder med sig for det andet køn! At en del mænd rundt om i verden ikke deler denne opfattelse er bare surt for dem, men gør dog samtidigt informationsdelen af ligestillingskampen så meget desto vigtigere.

Reelt set lider kvinder under de langt største strukturelle uligheder. Det har FN anerkendt med 2015-målene og det er disse grundlæggende uligheder der bør gøres op med. Og det er derfor, at vi står her på Rådhuspladsen i dag.

At 98 procent af alle piger og kvinder i Mali ingen papirer har som de kan identificere sig selv med – det er i sig selv mærkværdigt at tænke på for en dansker, der som det nærmeste måske har oplevet at skulle betale 170 kr. i gebyr efter at have mistet et sygesikringsbevis. Spøjst nok er det ca. den samme pris som for et legitimationskort i Mali, men alligevel er det i købeværdi to beløb der ligger milevidt fra hinanden. Og betydningsmæssigt kan det ikke sammenlignes.

Franz Kafkas ’Processen’ starter med sætningen: ” »Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.«

I Mali kan dette så for en given kvinde omskrives til: ”Nogen måtte have bagtalt kvinden, for uden at vide hvad hun havde gjort, smed hendes mand hende en dag på gaden. Her kunne hun ikke identificere sig selv, hvorfor politiet holdt hende i sin varetægt på ubestemt tid så betjentene kunne voldtage hende når de havde lyst”.
Og i retsmæssigt mere barbariske stater, kunne der velsagtens være tilføjet ”til slut blev hun henrettet ved stening, fordi hun havde været sin mand utro med en fængselsbetjent”

Det er i lyset af disse identifikationsuretfærdigheder, at KULU-projektet kommer til sin absolutte ret. Og hvad jeg især kan lide ved projektet er det faktum, at det bygger på den grundforståelse, at piger og kvinder kan være særdeles stærke selvom samfundet og de normer de er indfanget i fastholder dem i forkvaklede kvinderoller. Her er der tale om hjælp til selvhjælp – eller med et andet ord empowerment, helt i tråd med 2015-målet. For meningen med legitimationspapirerne er jo, at de kvinder der modtager dem, går fra at være en krop – et uidentificeret hylster – og til at være en registreret borger med tilhørende rettigheder og muligheder. Herpå vil denne pige eller kvinde kunne tage det næste skridt i forsøget på at skabe en acceptabel tilværelse for sig selv, sine børn og evt. også for sin mand, hvis han ikke selv skulle kunne magte det.

KULU’s anbefalinger til den danske regering op til statustopmødet er alle som en væsentlige, men især bør følgende fremhæves: ”At investering i anstændigt arbejde for kvinder og mænd kraftigt forøges, og at erhvervsmuligheder for kvinder i de formelle og uformelle økonomier forbedres gennem sikring af ret og adgang til, samt kontrol over kredit, produktionsfaktorer og indtægter.”

I har nok hørt talemåden ’follow the money’ – jeg er ikke i tvivl om at bare tilnærmelsesvis mere øget økonomisk lighed mellem kønnene i udviklingslandene, vil have en mærkbar og også hurtig afsmittende effekt på den mere generelle opmærksomhed på kvinders rettigheder. Stærke foregangskvinder er vigtige at fremelske, og stærke kvinder med penge bliver til stærke kvinder med magt, og mulighed for at forandre samfund. Oprah Winfrey er selvfølgelig eksemplet par excellence, men mindre kan heldigvis også gøre det.

Jeg vil gerne sige tak for invitationen til at komme og tale her i dag ved bryllupsfesten. I KULU har man flere gange kunnet takke nu afdøde Etta Cameron for at have hjulpet med til at skrabe midler sammen, og aktivitetsniveauet har været svingende. Netop derfor glæder det mig meget, at KULU har skabt dette fine arrangement. Der er brug for en organisation som KULU, der konstant og konsekvent kan gøre sit i arbejdet for at sikre, at regering, folkevalgte og borgere i al almindelighed husker det brede udsyn i ligestillingsdebatten.

Uden dette udsyn risikerer vi at blive blinde for andre problematikker end dem vi lige oplever i den danske andedam.
Uden dette udsyn risikerer vi at miste opmærksomheden på, at al ligestillingskamp bør være bundet op på en forståelse af, at selvom vi mennesker distancemæssigt kan være langt fra hinanden, er vi alligevel vævet sammen i en globaliseret verden. Og faktisk bør vi betragte det som et stort problem, hvis ligestillingssejre primært finder sted i den vestlige og rige del af verden. Hvis fx en kvinde kommer ud af prostitution i en del af verden, mens der samtidig sælges en kvinde i en anden del af verden. Ja, så er der jo reelt status quo.

Men misforstå mig ikke – for samtidig med at vi skal have globalt udsyn, må vi også være bevidste om, at netop det at den hjemlige ligestillingsdebat holdes i gang og der træffes sunde politiske beslutninger, i den sidste ende også kan tjene et formål for ligestilling i udviklingslandene. Hvis ikke der kan samles forståelse for ligestillingskampen i Danmark – vil det nemlig uvægerligt blive sværere, at rejse folkelig opbakning til den globale af slagsen.

Jeg vil fra SF’s side, ønske jer fortsat god vind i kampen for global ligestilling – og specifikt i udviklingslandene via projekter som ’Giv en pige ret’. Men derudover også et kip med flaget for hele NGO’ernes fælleskampagne om 2015-målene.

Der er heldigvis mere end 60 organisationer der har ønsket at fremme, at vi i Danmark gør hvad vi kan i New York, samt at arbejdet forsætter i årene frem mod 2015. Og andet kan vi som en rig nation heller ikke være bekendt, for sammenlignet med kvinder uden identifikationspapirer i Mali er det trods alt udfordringer af en anden kaliber som danske kvinder står over for.

Tak for ordet.

En tanke om "TALE VED KULU-EVENT D. 18. SEPTEMBER 2010"

  1. H res ut som Oslo i ett n tteskall, godt alt gikk bra!Har fatskik akkurat meldt meg inn, m ogs legge til at det eneste jeg har mottatt er ettinnmeldelses gebyr og en liten kalder.Hope it’s more to come !Og igjen god lesing, f r meg som regel til trekke p smileb ndet med dine sm snedige kommentarer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *