Jeg kan godt forstå, at I står her på Rådhuspladsen i dag, og jeg er glad for, at I står hér.

I – lærere og forældre – og os politikere er alle bevidste om at elevtallet på kommunens skoler har været stigende og fortsat er dét. Dette kapacitetspres er med til at gøre det mindre godt at være i skole – både som elev og som lærer. Hvis man har haft en følelse af at elasticiteten for klassekvotienter var uendelig, er det jo absolut ikke noget der kan siges om lokalerne som jo ikke bare kan udvide sig. Støjniveauet stiger mens indlæringsmiljøet falder i kvalitet. Hvordan skal man kunne koncentrere sig om at lytte eller læse i en overfyldt klasse?

Det er hæmmende for både trivsel, indlæring og helbredet. Hertil kan der føjes til, at flere elever i klasserne selvfølgelig giver mindre tid til den enkelte elev og dermed dårligere udbytte af skolens undervisning og af alle de andre opgaver som skolen og lærerne løfter.

Det piner mig, at situationen er som den er, for skolen skal både oplyse og oplive. Skolen skal oplyse, dvs. give kundskaber og færdigheder, men den skal gøre det, så eleverne samtidig oplives. Eleverne skal have kærlighed til det, de skal lære og få glæde ved at leve livet, som det er her og nu, for derigennem at få mod til at forandre det, der skal forandres. Skolen er for livet – ikke bare arbejdslivet.

Men dette mål kan være svært at nå under de givne omstændigheder, og det er bemærkelsesværdigt og skuffende, at den nye undervisningsminister har sagt ok til mere end 28 elever pr. klasse.

Hun erklærer sig således åben for at flere danske folkeskoler får dispensation til at bryde den lovbestemte klassekvotient. Proppede klasser er ikke uddannelse i verdensklasse. I lærere kender godt til Folkeskolens formål – og de krav der stilles til jer om at føre dem ud i livet – men hvad med kravene til politikerne? Hvad med kravene til dem om, at give jer lærere de bedste vilkår for at gøre formålsparagraffer til virkelighed?

Set i lyset af udvidelsen af klassekvotienten på Frederiksberg kan det naturligvis afstedkomme hovedrysten, at politikerne på Rådhuset har godkendt visse besparelser på skoleområdet. Hvorfor har SF så været med til dette?
Jo – I stedet for at stå udenfor og se på en velfærdsudhuling i kommunen, har vi i SF ligesom de to andre oppositionspartier, valgt at sætte os med ved bordet for at afværge de værste forringelser. Det har vi gjort for borgernes skyld og ikke for at tækkes de konservative.

Konkret har det betydet, at besparelserne på skolerne, daginstitutionerne og de sociale institutioner ikke blev gennemført i det omfang man kunne have frygtet, hvis det havde været op til de Konservative, Venstre, og Det Radikale Venstre alene. Især er jeg som SF’er jeg i det mindste glad for, at de sidst foreslåede rammebesparelser fik en anden udmøntning, der forhåbentlig ikke fører til serviceforringelser i samme grad. Men tro mig – jeg ville da meget hellere have stået og fortalt jer, at vi havde sikret området en ny pose penge. For det ville naturligvis også have bragt os tættere på målet om en reduktion i sygefraværet.

I øjeblikket er der i dansk politik meget tale om det muliges kunst. I SF tager vi gerne ansvar – også når det gør ondt. Det er således også det valg som Kommunernes Landsforening har gjort i forhandlingerne med Finansministeren om Kommuneaftalen – og den har gjort ondt.

I SF mener vi dog, at især skoler, daginstitutioner og socialområdet bør tilgodeses så snart der på et senere tidspunkt findes råderum hertil, og i den forbindelse finder vi det værd at notere sig, at S og SF’s økonomiske udspil, ’En Fair Løsning’, vil tilføre Frederiksberg Kommune ekstra 126 mio. kr. til velfærd. Dette er et langt mere konstruktivt svar end den ”nulvækst” som regeringen har lagt frem, og som reelt betyder yderligere nedskæringer. Allerede nu står pengene til kommunerne ikke mål med de opgaver der skal løses.

Pengene i ’En Fair Løsning’ vil falde på et tørt sted og kan bl.a. betyde, at pædagoger, lærere og børn får bedre vilkår – til gavn for vores fælles fremtidige velfærd.

For BUPL har jo en pointe når de sætter tingene på spidsen i deres sidste Sorteper-kampagne vedr. daginstitutionerne. Her pointeres det at: ”Om 5 år er det skolens problem – om 10 år er det de sociale myndigheders problem – om 15 år det politiets problem.”

Velfærdssamfundets prioriteringer over for børn og unge bør således ses i sammenhæng, og uden at tilføre området det der er nødvendigt, får man fx aldrig nedbragt sygefraværet hos lærernes.

Som konservativ borgmester på Frederiksberg bør det være en bitter pille at sluge, at man således bør sætte sin lid til at regeringen skiftes ud på Christiansborg. Lokalt må vi desværre vente nogle år endnu, men der er godt nok behov for nyt politisk initiativ.

SF vil skabe en folkeskole, der giver børnene ideelle forhold for deres læring. En skole, hvor ethvert barn tidligt oplever glæden ved det univers, der åbner sig, når man kan læse selv. En skole, hvor alle børn lærer de basale færdigheder. En skole, der samtidig anerkender, at vejen til læring er forskellig fra barn til barn – ligesom test og elevplaner ikke lærer vores børn at regne og skrive.

Et godt samfund tager vare på sine børn. Værdsætter deres forskellighed, nysgerrighed og sårbarhed. Passer på dem.
På rådhuset er politikerne i færd med at nærme sig hinanden så der kan nås til enighed om projekt: Løsning på skolekapacitetsudfordringen på Frederiksberg. Det er en uomgængelig nødvendighed, og I skal vide at det ubetinget er den væsentligste anlægsmæssige udfordring i kommunen, uanset om det ender med byggeriet af en hel ny skole, eller med en anden fremtidsrettet model.

Men for både børn og lærere gælder det, at nok så mange gode intentioner ikke kan gøre det alene. Derfor vil SF blive ved med at kæmpe for vores skolevisioner, og hvis I føler, at vores politiske prioriteringer her på Frederiksberg ikke står mål med vores visioner, ja så send jeres faglige repræsentanter i byen med besked til os. For er der noget vi lægger vægt på i SF, er det at lytte til jer der lever med vores beslutninger i dagligdagen.

Begrebet ’ordentlige arbejdsvilkår’ er således reelt kun noget værd, når det defineres i et samspil mellem politikere og alle jer ansatte. Derfor mener vi i SF ligeledes, at det er bydende nødvendigt, at I får lov til at spille ind i processen vedr. en løsning på kapacitetsudfordringerne. I skal føle medejerskab til det valg som politikerne i sidste ende træffer, og jeg vil som SF’er høre jeres faglige indstilling til de fremlagte løsningsforslag.

På vegne af SF – tak for invitationen og jeg ønsker jer en fortsat god dag kamp for de bedste skolebetingelser lokalt her på Frederiksberg og på landsplan.