Samtlige af kommunalbestyrelsens partier tiltrådte i aftes d. 14. juni, den sidste omgang af de besparelser kommunen skal igennem for at få budgettet til at passe. I stedet for at stå udenfor og se på en velfærdsudhuling i kommunen, har vi i SF ligesom de andre oppositionspartier, valgt at sætte os med ved bordet for at afværge de værste forringelser. Det har vi gjort for borgernes skyld og ikke for at tækkes de konservative.
Konkret har det betydet, at besparelserne på skoler, daginstitutioner og sociale institutioner ikke blev gennemført i det omfang man kunne have frygtet, hvis det havde været op til de Konservative, Venstre, og Det Radikale Venstre alene. Et forslag om besparelse på kommunens klimaindsats blev ligeledes taget af bordet, hvilket SF er tilfredse med.
Efter denne besparelses- og afskedigelsesrunde må det konstateres, at de konservative ikke længere kan iscenesætte sig selv som de økonomisk ansvarlige på Rådhuset. Nærmest tværtimod – for husk nu hvem der har siddet ved roret indtil denne besparelsesrunde. Vi skal have styr på økonomien i denne kommune, og til det er SF’s holdninger nødvendige.
I SF mener vi dog, at især skoler, daginstitutioner og socialområdet bør tilgodeses så snart der på et senere tidspunkt findes råderum hertil, og i den forbindelse finder vi det værd at notere sig, at S og SF’s økonomiske udspil, ’En Fair Løsning’, vil tilføre Frederiksberg kommune ekstra 126 mio. kr. til velfærd. Dette er et langt mere konstruktivt svar end den ”nulvækst” som regeringen har lagt frem, og som reelt betyder yderligere nedskæringer. Allerede nu står pengene til kommunerne ikke mål med de opgaver der skal løses.
Pengene i ’En Fair Løsning’ vil falde på et tørt sted og kan bl.a. betyde, at pædagoger, lærere og børnene får bedre vilkår – til gavn for vores fælles fremtidige velfærd. Selv som konservativ lokalpolitiker på Frederiksberg bør man således sætte sin lid til at regeringen skiftes ud på Christiansborg. Lokalt må vi desværre vente nogle år endnu, men der er godt nok behov for nyt politisk initiativ.
(Lokalavisen Frederiksberg d. 15. juni 2010)