Tryk så på den valgknap Løkke – tanker fra SF’s Landsmøde 2010

SF’s landsmøde synger på sidste vers. Det har som altid været givende og interessant at møde andre SF’ere, og hører hvordan der synges i kor pt. Alle som én er klar over, at SF skal med i en kommende regering. Det har krævet at både S og SF har bøjet sig mod hinanden, og det er der stor tilslutning til.

Helle Thorning blev måske endda modtaget med større applaus end hun nok selv havde forestillet sig. Det var næsten rørende med denne fasttømring af samarbejdet. Jeg forventer nu personligt, at SF’s formand Villy Søvndal får den samme modtagelse når han formentlig bliver inviteret til Socialdemokraternes næste kongres.

De tre dage i Odense er gået lynende hurtigt, og for undertegnede har det ikke været en nær så svedig oplevelse som tidligere. I år valgte jeg nemlig at undlade, at stille op til Landsledelsen (tidligere Hovedbestyrelsen). Det var været spændende og lærerigt, at være en del af en hovedbestyrelse der har lagt de politiske linjer, der har skaffet SF den fremgang som vi oplevede ved kommunalvalget, og som fortsat holder.

Jeg ønsker den nye landsledelse al mulig held og lykke med SF-projektet fremover.

Og Lars Løkke – tryk nu bare på den valgknap – SF er mere klar end nogensinde før, og jeg vil gøre hvad jeg kan for fremgang generelt og i København, og for selv at blive en del af SF’s næste folketingsgruppe.

Danmark har brug for en ny regering. Danmark har brug for SF i en ny regering. Danmark har brug for SF

Sidstnævnte kan lyde lidt hovski snovski, men for dælen altså, at dømme ud fra al den vitalitet, idérigdom og lyst til at skabe er bedre samfund, hvor færre har for lidt, og hvor vi inkluderer mennesker i stedet for at ekskludere dem. Især tror jeg på et samfund med mere tillid til mennesker. Lad os sætte mistilliden udenfor døren, og skabe et samfund med tiltro til det grå guld, tillid til arbejdsledige, tillid til offentligt ansatte, tillid til indvandrere og flygtninge. Tillid til hinanden. Så tror jeg, at vi vil opleve, at borgerne atter stoler på de politikere de vælger til at sætte lovgivningsmæssige rammer for livet i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *