”Så har du penge, så kan du få – men har du ingen, så må du gå”. Den citerede børnesang kunne have heddet: ”Der bor en privat skadestue på Frederiksberg”. Men eftersom sangen ikke stammer fra Bibelen er der mindst af alt tale om et lægeligt mirakel for en person med en benskade. Tværtimod åbnes der på Frederiksberg d. 1. august, for landets første private skadestue. For 2400 kr. kan du så hurtigt få ordnet din brækkede arm, og undgå at måtte læse (alle) sladderbladene med ’fattigrøvene’ i den offentlige skadestues venterum.

Det er paradoksalt, at det netop sker samtidig med at de offentligt ansatte sygeplejersker strejker. De kæmper en forståelig kamp for den ligeløn, som ville være kraftigt medvirkende til at der både nu og i fremtiden kunne rekrutteres sygeplejersker til de offentlige sygehuse, samt til at få unge kvinder og mænd til at søge ind på uddannelsen.
Samtidig er der tale om en kamp for en fremtidssikring af et sundhedsvæsen der er på vej til at blive skævvredet. De private hospitaler er under VK-regeringen blevet tilgodeset i forhold til de offentlige, og det har bevæget vores samfund i en fundamentalt forkert retning, hvor uligheden i sundhedsvæsenet opdeler os i A- og B-borgere. Tilkomsten af den private skadestue er det til dato tydeligste symbol på, at vi står overfor et angreb på den velfærdsstat som skulle være til alles bedste.

I morgen fredag d. 23 førstebehandler folketinget SF’s beslutningsforslag om at ligestille private og offentlige sygehuse. Forslaget er et forsøg på at stoppe den nuværende favorisering af de private sygehuse, ved at gøre op med, at de private sygehuse ikke har udgifter til uddannelse og efterbehandling, samt belønnes af et urimeligt takstsystem (DRG), som i sin essens lefler for de private hospitaler, mens de offentlige tilbud udhules. Forslagets skæbne vil desværre nok være, at det politiske flertal atter engang udviser ligegyldighed over for den ulighed som deres sundhedspolitik har været med til at frembringe. Forhåbentlig kan debatten i det mindste være med til at belyse dette.

Under alle omstændigheder: Husk at smile og dytte solidarisk til de strejkende sygeplejersker, også selvom du eller dine pårørende bliver berørt af konflikten. Hvis nogen skulle være i tvivl, så fører de altså en kamp der er langt større end ’blot’ en kamp om lønkroner.

(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 22. maj 2008)