Rigtige mænd hverken græder eller får kriser. Men det gør altså selv på overfladen stærke og rigtige mænd. Mandeforskningen taler om frygten for at mislykkes og derved blive afmaskuliniseret. Med rette fokuserer vi f.eks. ofte på pornoficeringen af samfundet, men de færreste tænker over, at mændene man ser på reklamesøjlerne er evigt attråværdige og succesfulde. Kort sagt påduttes vi konstant et idealbillede af mænd. Et billede som ikke alle kan leve op til, og desværre er det stadig tabuiseret for mænd at række armene ud og bede om hjælp
Mænds indadvendthed i kriser bliver ikke nemmere at imødegå, når der i det ganske land kun findes tre krisecentre for mænd. Til sammenligning findes der godt 46 (nødvendige) krisecentre for kvinder fordelt over hele landet. Det er i grunden paradoksalt, når man regner med at 80 pct. af de socialt udsatte er mænd. Krisecentre kan hjælpe med til at undgå den totale sociale og menneskelige nedtur, og i sidste ende kan tidlig indgriben spare samfundet for store udgifter.
Politisk bør der derfor nu tages social- og sundhedsmæssigt ansvar. Et brud med tabuiseringen er her første skridt på vejen til et forsøg på rettidig omhu, som det vil være at få åbnet flere krisecentre for mænd
(Bragt i Information tirsdag d. 30. oktober 2007)
Hvorfor skal krisecentre overhovedet være kønsopdelte? Er det ikke en forældet tankegang?
Det er et interessant spørgsmål – der både rummer muligheder og problemer.
På krisecentre for henholdsvis kvinder og mænd, kunne der muligvis være raeson i også at lade beboerne møde en person fra det andet køn, for ligesom at opretholde troen på at kønnene sagtens kan sammen.
På især kvindekrisecentre er der dog et sikkerhedsspm. som er overordentligt væsentligt, og jeg har faktisk stor forståelse for at sikkerhed kan være noget af det første der er nødvendigt for en kvinde der har fået tæsk af sin mand. Senest mødtes jeg med en kvinde der havde skjult midlertidig adresse og alarm fra politiet. Det gjorde indtryk.
Vh. Balder
Jeg havde ærlig talt ikke tænkt over dette før, så det var mest en strøtanke. Men kønsopdelte krisecentre sender i virkeligheden et besynderligt signal. Man siger, at det er det andet køn i almindelighed, der har skyld, og ikke det konkrete menneske, der har øvet vold. Tankegangen er basalt set imod ligestilling på den måde, at den fastlåser os i kønsroller (jeg er mand, altså er jeg en potentiel voldsforbryder, man ikke kan risikere at lade komme i nærheden af kvinder, der jo er skrøbelige)
Men som sagt – det er ikke noget, jeg har nogen viden om, og der er selvfølgelig en virkelig verden, hvor sikkerheden har højest prioritet.