Det danske sundhedsvæsen er med rette under luppen i disse år, og det er et område som alle på den ene eller anden måde kan relatere til. I enhver familie er der medlemmer der har været i kontakt med det danske sundhedsvæsen.
For alle politiske områder gælder det, at man som politiker bliver bedre klædt på, når man selv har stiftet personligt bekendtskab med området. Med andre ord ’fået det ind under huden’.
Det er så også hvad der er sket for mig selv. Det normale er at tage fat i de store linjer, men engang imellem kan fokus på mindre detaljer faktisk være væsentlige.
For snart et år siden var jeg indlagt med min datter på Hvidovre Hospitals børneafdeling. Hendes lidelse krævede en længerevarende penicillin-behandling, som i den første lange tid skulle foregå intravenøst, altså via blodårerne. Til dette lægger man en venflon, med andre ord en varig åbning til en blodåre. I et langt forløb vil man meget ofte være nødt til at omlægge denne venflon, som kan lukke til eller falde ud. Især med mindre børn sker dette hyppigt.
På selve afdelingen var det kun børnelægerne der kunne lægge en sådan. Derudover var det laboranterne med ’blodprøvevognen’ der kom og lagde dem. I pressede situationer kunne man også få anæstesilæger til at komme og gøre det.
I løbet af denne periode oplevede vi så, at der skule lægges ny venflon på tidspunkter, hvor laboranterne ikke var skemalagt til at komme, lægerne var pressede med andre patienter, og anæstesilægerne heller ikke kunne afse tid til at komme til børneafdelingen. De ansatte knoklede, men kunstige fagskel og en normering der ikke kunne klare stressede perioder, hæmmede processen.
Det bevirkede et par gange at der kom tidsmæssige huller i behandlingen, og en enkelt dag ventede vi i så mange timer på dette så relativt enkle gøremål, at penicillin-behandlingen måtte afbrydes og hun kom så på et andet medikament. Det kunne gå an – men det var ikke et gennemtænkt lægeligt valg der iværksatte dette. Men i stedet pressede omstændigheder der bevirkede at behandlingen ændredes.
Disse erfaringer får mig da til at foreslå at:
a) Det skal være en fast del af sygeplejerske-uddannelsen at erhverve sig et kursus der giver ekspertise til at lægge en venflon.
b) Alternativt opfordrer jeg til at man decentralt på det enkelte sygehus iværksætter et enkeltkursusforløb, som opøver denne ekspertise hos sygeplejerskerne.
Kort sagt, mener jeg at man ville kunne vinde meget ved at opkvalificere sygeplejersker til også at kunne lægge venflon – på både voksne og børn. Hverken økonomisk eller tidsmæssigt ville dette koste meget. Tværtimod ville man i den anden ende få frigjort tid til anden behandling. Jeg syntes at sygeplejersker ofte gør et fremragende stykke arbejde ud fra omstændighederne, så dette skal på ingen måde opfattes som en kritik af dem. Det er endda en faggruppe som jeg mener, fortjener højere løn end den de i dag bydes. Om nogen knokler de (som endnu ikke har kastet håndklædet, og valgt at tjene mere som vikarer) nemlig for at holde et af velfærdsstatens væsentligste områder kørende – på trods af at de offentlige hospitaler oplever et stigende økonomisk og organisatorisk pres fra en regering, der tydeligvis har valgt at favorisere privathospitalerne.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 25. november 2007)
Hej Balder.. Jeg synes, at du har fat i noget godt her. Jeg vil bare lige tilføje en ting. Jeg går selv på sygeplejerske uddannelsen i København og har haft alle mine praktikker på Hvidovre Hospital. Det er faktisk sådan, at man på 6. semester på HH kan melde sig på et kursus i at lægge venflons. Problemet er bare, at det er meget op til afdelingens kultur og ofte sygeplejerskernes holdning, om vi gør det på den enkelte afdeling. Jeg har været i praktik på to forskellige afdelinger, hvor vi lagde venflons på den ene, men på den anden var det et “lægejob”. Jeg er helt enig i, at det skal vi kunne gøre, for det vil give en lettere arbejdsgang, hvis vi kan hjælpe hinanden. Jeg håber kun at dette handler om, at vi skal kunne flere forskellige ting ude på afdelingerne når vi er udlærte, for at give patienterne en mere sammenhængende behandling. For jeg mener, at den måde som uddannelsen er opbygget på nu, med meget teori og mindre praktik fungerer rigtig godt! Det er vigtigt at have en masse i hovedet, så vi kan bygge vores praktiske viden på det! Derfor er det jo kun endnu mere vigtigt, at det bliver attraktivt for de erfarne sygeplejersker sygeplejersker at blive på hospitalerne, således at vi har nogle gode lærermestre, når vi kommer ud som nyuddannede. Det giver mindre stress og bedre arbejdsmiljø, som medfører sikkerhed i plejen og omsorg for vores patienter. Det er det vi er bedst til -vi skal bare have de rigtige arbejdsvilkår! Mvh Eva Møss
Hej Eva
Tak for den fine og oplysende kommentar. Især vigtigt at du nævner det med ‘kulturen’ – den kan internt være svær t gøre op med. Derfor syntes jeg at det absolut er på sin plads hvis borgere evt. kan pege på negative konsekvenser af en sådan.
En sygeplejerske der står med alle sine talenter, men uden retten/uddannelsen til at foretage en handling for patienten, som ligger og har svært ved at gennemskue systemet – bliver lettere frustreret.
Ansvar og status i arbejdet øger arbejdsglæden. Her kunne det offentlige lære af privathospitaler – selvom vilkårene er så uens at sammenligningen bliver unfair.
I øvrigt – vi har også talt lidt om dette i mit første indlæg om emnet: http://www.baldersf.dk/2007/10/01/sygeplejersker-b%c3%b8r-ogsa-kunne-l%c3%a6gge-en-venflon/ men foretrækker at vi kører videre her som du har gjort.
Vh. Balder