Det konservative flertal på Frederiksberg ønsker skuffende nok ikke at indsætte et medlem i bestyrelsen for det eneste krisecenter beliggende i kommunen.
Årligt er der mere end 41.000 kvinder der udsættes for fysisk vold af deres nuværende eller tidligere partner, og mere end 29.000 børn er hvert år vidner til dette. Det er blevet anslået at vold i familien koster det danske samfund 400 millioner kr. om året. Regeringens nu afgåede ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen, nåede senest at anerkende problemets omfang med en kampagne, som umuligt kan have undsluppet de konservatives opmærksomhed.
Det var således med forundring, at jeg læste referatet fra magistratens møde d. 3. september. Her havde man behandlet en anmodning fra Dansk Kvindesamfunds Krisecenter på Vodroffsvej 40, om at kommunalbestyrelsen ville udpege en repræsentant til bestyrelsen for krisecentret. En sådan repræsentant skulle da komme fra enten de Konservative, Radikale eller Venstre (CBV-gruppen). Det blev understreget, at det nye medlem ikke nødvendigvis skulle være en kvinde – ja, det blev sågar understreget, at man gerne så en mand i bestyrelsen. Arbejdsbyrden for et medlem af bestyrelsen blev angivet til at være 8-10 aftenmøder årligt af to timers varighed.
Krisecentret åbnede i 2005, efter at have været undervejs i fem år, og har foruden at huse kriseramte kvinder og børn, som formål, at fungere som kompetencecenter omkring vold i familien, og generelt forebygge og bekæmpe vold. I centret er der fem medarbejdere og herudover er der tilknyttet ca. 30 frivillige. Siden midten af januar har krisecentret haft en belægningsprocent på 85 – 100 % af pladsen til 8 familier, samt et stadig stigende antal henvendelser vedrørende rådgivning. I en periode af ca. fire måneder (jan.-maj), fik krisecentret 79 henvendelser, og af disse var godt 20 % borgere på Frederiksberg. Pladsmangel betød at kun 18 kvinder (2 fra Frb.) og 12 børn (1 fra Frb.) indlogeredes, mens 20 afvistes, og heraf 3 fra Frederiksberg. Lad mig understrege, at Frederiksberg-tallene ikke er et udtryk for kommune-narcissisme, men udelukkende er medtaget for at sikre det fulde billede. Selv hvis ingen borgere fra kommunen benyttede krisecentret, ville det være samfundsansvarligt at bakke maksimalt op fra politisk side.
Anmodningen fra krisecentret blev afslået, idet magistraten vedtog ikke at vælge et medlem til bestyrelsen. Jeg kan kort uddybe, at magistraten består af 9 personer (5 fra de Konservative, 1 fra V, 1 fra SF, 1 fra S og 1 fra Enh.) og at borgmester Mads Lebech er formand. Kort og godt afspejler afgørelserne det konservative flertals, og i særdeleshed borgmesterens ønsker.
Ud af en gruppe på senest 14 konservative medlemmer mente borgmesteren tilsyneladende ikke, at det var muligt at finde bare én eneste person der kunne varetage denne kontakt mellem krisecentret og kommunen.
Signalet der sendes er klart: Krisecentre og vold i familien ligger ikke de konservative på sinde, og man finder ikke, at det er passende at sikre en god kontakt mellem det frivillige arbejde der foregår i centret og det politiske niveau. Jeg medgiver dog gerne at posten ikke vil være synderligt profilerende, og at guldsaks eller spade ikke vil være det primære redskab. Og kampagnen mod vold var i øvrigt heller ikke nok til at sikre Eva Kjer sin post.
Jeg går ud fra at borgmesteren meget gerne vil forklare læserne og det forundrede krisecenter om bevæggrundene for afvisningen. Hvis man i CBV-gruppen, fastholder sin lunkne holdning til krisecentret, er jeg sikker på at oppositionen med glæde vil beskikke et medlem.
(Bragt i Frederiksberg Bladet d. 18. september, og i Lokalavisen Frederiksberg d. 20. september 2007)