Venstrefløjen – SF og Enhedslisten (Ø) – er denne periodes reelle opposition. Det er en styrke der skal forvaltes med omhu.
Det gjorde Asmaa Abdol-Hamid ikke da hun udtalte sig til Socialistisk Arbejderavis. Her konkluderede hun legitimt nok, men uden nødvendig nuancering, at Danmark var en del af besættelsesmagten i Irak. Efterfølgende mente hun, at kunne pege på en fælles irakisk modstandskamp mod disse styrker, og at den ikke blot skulle anerkendes, men også støttes.
Ergo skulle Ø støtte op bag angreb og drab på danske soldater.
For mig som SF’er knækker venstrefløjs-sammenholdet ved en sådan udtalelse. MF’erne Frank Aaen og Rune Lund er på Ø-hjemmesiden ilet til undsætning med en nuancering af partiets holdning. Her mener de, at kunne udkrystallisere grupper der ikke angriber civile med terror, og som derfor efter folkeretten kæmper for et “socialt og demokratisk Irak”. Men med hvilket belæg kan der peges på sådanne, i et land med borgerkrig mellem sunni-, shia- og al Queda-militser?
Den selvmodsigende forvirring bliver derpå total, når Rune Lund til Information d. 25/7 udtaler: “Jeg kender ikke en eneste fornuftig, progressiv, demokratisk væbnet modstandsbevægelse i Irak, som man kan støtte”.
Med sin retorik skubber Ø en joker over til VK og ikke mindst DF, som dog heldigvis allerede har formået at udstille deres antidemokratiske sindelag, med sit komplet hovedløse forslag om at begrænse oplysninger til Udenrigspolitisk Nævn, når Ø er med.
DF etablerer sig atter som tingets snylter, der suger næring fra begreberne konflikt og utryghed.
Lad os ikke agere fodervært på venstrefløjen.
Venstrefløjen har i sin konsekvente modstand mod Irak-krigen – afdækningen af løgnene der lå bag og krigsforbrydelserne derunder – samt i kritikken af Foghs modvilje mod offentligt at tage det ellers nyligt lancerede personlige ansvar – en sag med de bedste argumenter og med folkelig forståelse.
Hvorfor så forplumre dette med en grim voldsromantik, der flytter sigtet fra de politisk ansvarlige til de udsendte soldater?
(Læserbrev bragt i Information d. 26. juli 2007)
“Hvorfor så forplumre dette med en grim voldsromantik, der flytter sigtet fra de politisk ansvarlige til de udsendte soldater?”
Fordi denne del af venstrefløjen ER voldsromantisk. Så enkelt er det. Man legitimerer og “forstår” vold, når det er folk med de ukorrekte holdninger det går ud over. Dvs Venstrefolk (malingsaffæren), soldater (Irak), amerikanere (WTC), jøder (Israel) – racisme på højt plan, sløret i forblommet bavl om “modstandskamp”. Det giver ikke megen mening at propagandere imod krigsforbrydelser, når man selv står på terroristers side.
“Det gjorde Asmaa Abdol-Hamid ikke da hun udtalte sig til Socialistisk Arbejderavis. Her konkluderede hun legitimt nok, men uden nødvendig nuancering, at Danmark var en del af besættelsesmagten i Irak. ”
Det er ikke rigtigt. Hun sagde at der ER en besættelse, og at danske soldater var legitime mål. Men der er ingen besættelse, men en FN-sanktioneret genopbygningsopgave. Hvornår mon dén siver ind?
Venstrefløjens bizarre forhold til sandheden gavner ikke dens kamp imod regeringen, især ikke når man vedholdende udstiller de frit opfundne myter om besættelse, modstandskamp og løgne om krigsgrundlaget, og dermed demonstrerer en eventyrlig moralsk anløbenhed, der her og der ikke er til at skelne fra dobbeltmoral. Alt sammen grebet ud af det blå, velsagtens fordi man mener, at højrefløjsmennesker ikke kan være helt så etisk forsvarlige som dem til venstre. Desuagtet af venstrefløjen intet foretager sig udover at hade højrefløjen og USA (og Israel), mens den skider menige irakere ned ad nakken.
Stalinismen har mange grimme ansigter SF og Enhedslisten er blot et par af dem.
UPDATE: Rune Lund svarede d. 28. juli tilbage med et læserbrev i Information: http://www.information.dk/143497
Af dette fremgik det, som jeg også havde påpeget i mit læserbrev, at Rune Lund vælger at udtrykke sig på anden vis end Asmaa, men at han og Ø-gruppen vælger at (over)beskytte deres kandidat. I mine øjne bliver resultatet utroværdigt, og hvad der står tilbage er dårlig ‘damage control’. Yderligere trampen rundt i dette skisma vurderede jeg som værende meningsløst.
Jeg valgte derpå, at lade pennen hvile i denne ombæring, og som ventet kom formand Søvndal da også på banen med et gensvar der lå pænt i forlængelse af mit læserbrev, og det der kunne have været et gensvar til Rune Lund: http://www.information.dk/143794
Alt i alt syntes jeg at Enhedslistens samlede fremfærd i denne sag har været uskøn og selvmodsigende.
På den anden side skal det også bemærkes, at en del af kritikken har været enten direkte hadsk eller blot unuanceret, og uden indsigt i de aspekter af international lov, som ikke er så ligetil, samt de magtstrukturer der omgiver dem – og netop dette er væsentligt at have for øje når man putter FN-resolutioner op på en piedestal.