(PM) SF: “Statsansatte skal holde lynlåsen lukket”

VædderenPå baggrund af oplysningerne om Galathea-ekspeditionen foreslår SF, at statsansatte på udlandsrejse skal forbydes at købe prostituerede. Også selvom det er lovligt i de respektive lande.

“Alle der er udsendt i dansk tjeneste, uanset om det er soldaten i søværnet eller ambassadøren, skal ganske enkelt holde lynlåsen lukket, når de er ude for Danmarks grænser. Det kan ikke være rigtigt, at repræsentanter fra den danske stat er med til at udnytte unge kvinders elendighed,” siger ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge.

“Helst så vi også købesex forbudt herhjemme, men regeringen synes jo stadig, at det er en god idé. Men at kunne gå til prostituerede i lande, hvor vi ikke har indflydelse på lovgivningen, er et helt forkert signal at sende, når man er udsendt som dansker,” siger Pernille Vigsø Bagge.

Folketingskandidat og formand for SF’s ligestillingsudvalg, Balder Mørk Andersen fortsætter:

“I SF vil vi ikke acceptere, at udsendte danskere, medvirker til en udnyttelse af kvinder i prostitution. Det er beskæmmende, hvis statsfinansierede projekter går hånd i hånd, med at de udsendte skal have noget på den dumme, på bekostning af mennesker på et langt lavere økonomisk levetrin,” siger folketingskandidat og formand for SF’s ligestillingsudvalg, Balder Mørk Andersen.

(Pressemeddelelse udsendt fredag d. 11. maj 2007)

0 tanker om "(PM) SF: “Statsansatte skal holde lynlåsen lukket”"

  1. …skal de statsansatte også holde sig fra at købe mad hos de lokale købmænd, som også “befinder sig på et langt lavere økonomisk levetrin end de udsendte danskere”

    Og hvordan er det denne heltemodige afholdenhed skulle hjælpe på de unge kvinders “elendighed”

    Hvor nedladende at kalde andre mennesker liv for elendigt, blot fordi de arbejder med noget Pernille Vigsø Bagge eller Balder Mørk Andersen ikke kan se dem selv i.

    I stedetfor at se kvinder, som har fundet en måde at klare sig selv på, at blive økonomisk uafhængige og i stand til at hjælpe sig selv og familien…stærke kvinder….ser i kun svage og udnyttede kvinder. Prøv at tage nogle andre briller på for en gangs skyld…prøv at spørge de prostituerede om de er glade for jeres indsats…om de føler sig værdsat og hjulpet.

    I kender selv svaret og det er vel derfor I ikke spørger.

  2. Det er altså også lovligt i Danmark, og disse udsendte danskere har faktisk fri en del af tiden de er ude.
    I deres fritid er de ikke repræsentanter for den danske stat, som (som SF ser det) på statens vegne boller prostituerede.

    Der er helt sikkert prostituerede som er tvunget, er slaver, o.s.v., der er også andre (som den foregående kommentatrise bemærker) hvor dette job er mere et job, og langt bedre end alternativet.

    SF’s moralpoliti har kun kikkerten for det blinde øje.

  3. Jeg tror ikke det har så meget med kikkerter og gøre… mere noget med noget menneskesyn. Jeg tror nok, jeg har forstået, hvad det menneskesyn går ud på: Dem, så lever anderledes end SF’s ligestillingsudvalg, skal holde op med det. Hvis vi alle er ens, så er vi også alle lige, og så bliver alt godt… det er noget i den stil.

  4. Kan SF overhovedet finde på andet end at skulle kontrollere og regulere andre menneskers sexliv?

    Må man virkelig i jeres optik kun have legitim sex med mennesker af samme race, samme uddannelse og samme økonomiske niveau?

    Mvh. Frigg

  5. Til ‘Luder’
    Mener du helt seriøst at det at købe sex hos et andet menneske, svarer til at købe mad i en bod?

    Er kapitaloverførsel virkelig en undskyldning for alting.

    I Danmark er det officiel politik at begrænse prostitution. Skal man så samtidig lukke øjnene for, hvad statens ansatte gør i udsendelsesperioden?
    I størstedelen af verden er prostitution et udtryk for enorm social nød. Men dette er der desværre mange der ikke er sene til at udnytte – for det er det der sker. Og køberne fraskriver sig ethvert menneskeligt ansvar for den anden persons helbred. Det hul sørger knitrende pengesedler for at dække.

  6. Balder

    Du skal lade være med at tro, at det at sælge seksuelle ydelser er så meget mere forfærdeligt end det at sælge mad i en bod.

    For mange kvinder, er det meget bedre. Lønnen er i hvert fald meget bedre og det frie valg står også mere klart.

    Bagmænd, alfonser, tvang og udnyttelse kan vi ikke blive uenige om. Det er noget skidt, det skal bekæmpes og jeg mener også at prostitutionskunder har et ansvar overfor det problem, ved at være opmærksomme og lydhøre og hjælpe hvis de kan.

    Vi har alle et ansvar når vi møder mennesker som har brug for hjælp, uanset om de er prostituerede eller andet

    Hvor vi slet ikke er enige, er omkring omfanget af problemet med ufrivillighed i prostitutionen og der bliver jeg støttet af tal fra politiet og af manglende tal fra dem som mener noget andet… og af min egen og andre prostitueredes erfaringer

    At det i Danmark er den officielle politik at begrænse prostitutionen, gør den ikke mere rigtig. Vi har i Danmark ofte før ændret politik fordi man er blevet klogere eller moralen har skiftet karakter. En gang var det den officiele politik, at man ikke kunne tillade bøger med pornografisk indhold. Tiderne ændrede sig … til det bedre synes jeg.

    Prostitution er ikke mere forfærdelig fordi den økonomiske tilskyndelse til at prostituere sig er større.

    Prostitution er, at sælge seksuelle ydelser og med mindre man anser kvindens seksualitet, kusse, mund som mere værd, mere hellig og urørlig end hendes hænder, hjerne, arme og ben, så er det særlig for fattige kvinder uden mulighed for uddannelse eller job, en medfødt potentiel magt over eget liv.

    Fratag du hendes kunder (bl.a. de statsansatte danskers besøg) og du er medvirkende til at dømme hende til at stå og sælge mad i en bod fra 5 om morgenen til 22:00 om aftenen for samme løn som hun kunne have skaffet sig ved at lade en mand kærtegne hende i 1 time.

    Knitrende pengesedler betyder meget mere end nok så meget moral hvis man ikke har nogle (knitrende pengesedler ;-))

    Jeg ved, andre prostituerede ved, at det ikke går ud over hverken vores helbred eller selvrespekt at sælge seksuelle ydelser.

    Andres respekt må vi leve foruden og det kan være svært nok … men det er ikke selve fagets skyld….det er bl.a din skyld

  7. “at statsansatte på udlandsrejse skal forbydes at købe prostituerede.”

    Skal forsvaret da så medbringe “glædespiger” med fra Danmark?

    I det heletaget virker SF’s kampagner mere og mere hovedløse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *