(PM) Voldsramte kvinder skal aldrig lades i stikken

Jeg reagerede i dag på historien om færre kommunale henvisninger til kvindekrisecentre, med denne pressemeddelelse:

I dagens Metroxpress kan man læse, at kommunerne efter kommunalreformen står tilbage med en større netto-udgift for hver enkelt døgns ophold på et kvindekrisecenter. Således er man gået fra at skulle betale 350 kr. pr døgn til nu at skulle klare en udgift på 1600 kr. Det er halvdelen af det samlede beløb på 3200 kr. hvor staten altså dækker resten. Landsorganisationen af Kvindekrisecentre oplever, at den
økonomiske ændring har ført til et fald i antallet af kvinder der henvises til
krisecentrene.

“Når en sådan omlægning af udgifter fører til at kommunerne i mindre grad henviser kvinderne til krisecentrene, er der tale om en aldeles uholdbar situation som der bør tages hånd om nu! I SF vil vi ikke acceptere at kvinders sundhed tages som gidsel i et økonomisk dilemma mellem stat og kommune”, siger formand for SF’s Ligestillingsudvalg Balder Mørk Andersen.

SF foreslår derfor Socialminister Eva Kjer Hansen, at der med det samme tages initiativ til at undersøge faldet i antallet af henvisninger til krisecentre – og i hvor høj grad den øgede kommunale udgift har spillet en rolle.

“Umiddelbart har vi i SF svært ved at tro, at kommunalreformen i sig selv har fært til færre tilfælde af vold, siger Ligestillings- og socialordfører Pernille Vigsø Bagge.

SF vil have, at den økonomiske byrde for kommunerne skal føres tilbage til niveauet før kommunalreformen, og nedlæggelsen af amterne.

(Pressemeddelelse udsendt af Balder og Pernille Vigsø Bagge)