Det kan mærkes i maven, efterhånden som vi nærmer os d. 1. april, og det er ikke en lyst til at udstyre en kammerat med en narrehat, men derimod store koncertforventninger jeg går rundt med.
Den musiske kunstner, som jeg mest dybfølt kan erklære mig som fan af, kommer nemlig til Frederiksberg og giver koncert i Falconer Salen. Der er tale om Loreena Mckennitt. En canadisk sangerinde, pianist, harpenist og harmonikaspiller (ville harmonikaner ikke være et bedre udtryk?) der til dato har bibragt mit liv varmende ro og så megen positiv energi, at selv Frederiksberg Forsyning vil være misundelig. Hendes 8 studieudgivelser har ubetinget snurret mest på min cd-afspiller, og mine små børn må allerede fra fosterstadiet have følt musikkens eventyrlige udtryk. Tja, de har reelt mærket det mere i maven, end jeg nogensinde selv kommer til.
Musikken er hovedsagelig keltisk inspireret, men kan endvidere rubriceres under ‘world’ i sit globale og grænsenedbrydende multikulturelle udtryk, samt under ‘new age’ i sin Enya-agtige, spirituelle drømmeverden. Hendes historiske og litterære arv er markant, og det fremstår som en specialitet at genfortolke traditionelle britiske sange og salmer, samt udforme musiske udlægninger af lyrik fra så markante penneførere som fx Shakespeare, Walter Scott, Tennyson og Yeats.
I disse dage synes jeg derfor at glæde mig som et lille barn – til at blive ført bort til hendes hypnotiske univers, og til at få overophedet følelsesregistreret. Vi kender alle til, hvordan enkelte musiknumre knytter sig direkte til stærke følelsesprægede erindringer, der så ved genhør kaldes frem. Sådan kan jeg opleve Loreena Mckennitts musik, om end den aldrig føles påtrængende. Og det er måske den største balancekunst at kunne fremkalde minder om forelskelse, kærlighed, længsel og sorg, uden at det bliver sentimentalt på den klamt påduttende måde.
Så er det alligevel at jeg stopper op, og spørger mig selv, om jeg virkelig er i stand til at glæde mig som et lille barn? Forventningerne hos et lille barn lever uden forbehold – er uskyldsrene og hæmningsløse. Men efterhånden som årene går, og erfaringen sætter sine spor, mister vi desværre denne evne, og vi tilpasser i stedet vores forventninger til virkeligheden, hvor skuffelse er en alt for hyppig følelse. Så siger vi i stedet, at forventningens glæde er den største. Øv, hvor voksent – hvor tragisk.
Koncertoplevelser er naturligvis subjektive størrelser, hvor vi bekræftes, overraskes eller desværre også kan blive slemt skuffede. Til denne, den vel nok første danske optræden for Loreena Mckennitt, kan jeg slet ikke forliges med den tanke, at hun skulle falde ned fra sin piedestal. Jeg kunne derfor have tænkt mig at skrive koncertens playlist, og sende den til hendes personlige pladeselskabs Quinlan Road’s hjemmeside, hvor jeg selv tidligere bad hende om at lægge vejen forbi Danmark på denne turné. Men det ville trods alt være at snyde på vægten, og med det materiale hun har med sig, kan det ikke blive andet end mindeværdigt.
Hvis du ikke allerede er velbevandret i hendes musik, er det oplagt at skaffe sig den seneste udgivelse ‘An Ancient Muse’, som samtidig er hendes første studiearbejde i godt 10 år. Men stig ellers blot ombord på, hvad du end kan få fat i af cd’er. De er alle som én, unikke oplevelser.
Slå ørerne ud og sæt følelserne fri – græd som pisket, klap som en dåre og lad dig flyde bort på hendes drømmeskib. Og glæd dig sammen med mig, som – i det mindste – en barnagtig voksen.
(Bragt som leder i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 29. marts)