Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har stor sympati for de 420 aktionerende lærere på Frederiksberg.
De individuelle elevplaner er en del af det seneste folkeskoleforlig, som SF på ingen måde kunne tilslutte sig. Her fremtræder elevplanerne som en del af et større hele, hvor fokus rettes mere og mere ind på det som kan testes, måles og vejes, i et misforstået skolesyn med mere detailstyring og mindre tillid til lærerne.

Som sådan er der intet i vejen med elevplaner. Jeg ønsker selv en højere faglighed i folkeskolen, men den består altså ikke kun af det synlige og evaluerbare, men bl.a. også af den skjulte læring. Kort sagt er faglighedsbegrebet bredere end set gennem regeringens briller. I SF mener vi at folkeskolen skal ruste eleverne til hele livet – ikke bare arbejdslivet.

Aktionen har naturligvis ret i at det er uholdbart, at beordre lærerne til at lave elevplaner uden samtidig at sikre, at der er den fornødne portion (betalt) tid. Her siger lavt satte udregninger at der er tale om op til tre ugers ekstra arbejdstid. Ja, der er sågar lærere der har skullet udarbejde 250 elevplaner, og samtidig har fået at vide af regeringen, at der ikke var tale om en yderligere arbejdsbyrde.

Jeg har forståelse for, at en bedre løn til folkeskolelærere kan være medvirkende til at give en følelse af mere luft, som kan føre til overbærenhed overfor dårlig lovgivning.

Men hvis hovedproblemet grundlæggende er tid – bliver problemet så løst ved at kræve mere løn?

Hvis antallet af lærere der søger hjælp pga. stress er steget med 30 % – er det så den rette tilgang blot at kræve mere i løn?

Hvis der er tale om et benbrud – er det så tilstrækkeligt med et lønplaster?

Hvis lærerne for alvor villet have slå igennem med deres aktion skulle man måske også have fokuseret på generel kvalitet, mere tid til den enkelt elev med fx max 24 undervisningstimer pr. lærer (som i Finland), max 22 elever i klassen, mulighed for mere differentieret undervisning med flere timer med to lærere, samt tilrettelæggelse af en bedre specialundervisning. Så kunne lønnen have været fremført som et delargument der understøttede det usammenhængende i den nye lov. Nu kunne regeringen jo få den tro, at de kan købe sig til tavst samtykkende lærere.

Men jeg bakker op om et mere offensivt fokus end at vi blot risikerer at lærerne accepterer, at gennemføre mere administrativt papirnusseri med middelmådigt halvhjertet arbejde, og tier stille med det – for så er vi for alvor ude i en situation, hvor uvillig opfyldelse af dårlig lovgivning til slut bliver grinagtig.

Uanset resultatet af aktionen, vil vi forhåbentlig opleve at flere forældre får øjnene op for det store arbejde lærerne gør for deres børn, under tidspres og uden ordentlig løn eller status. Så fortæl det endelig til dit barns lærer, når du oplever tilfredshed. Ros hænger ikke på træerne i disse år.
(Læserbrev bragt i Frederiksberg Bladet d. 27. marts 2007)