Hvorfor må velfærdsstaten ikke hjælpe til med gratis skolemad? Vil det virkelig erodere kernefamiliens ansvar? Eller kunne det mon tænkes, at det kunne frigøre tid og energi til en styrkelse af selv samme – og gavne det store antal af børn med enlige eller uformuende forældre, samt styrke alle børns sundhed og indlæring?

Danske børn er desværre nogle af de mest usunde i Vesteuropa, og lider ofte af for lidt kalk i knoglerne, kræsenhed og allergi eller overfølsomhed. Overvægt og sukkersyge er et stort problem, og et overforbrug af sukker produkter har medført et konstant lavt blodsukkerniveau, med ubehag og ukoncentration til følge.

I SF forholder vi os til det faktum, at et barn med kostmæssigt overskud vil have energi og lyst til at lære, og derudover vil slutte skoledagen med kræfter til det efterfølgende særdeles vigtige sociale fritidsliv. Derved bedres mulighederne for at få ‘hele børn’, der går glade og forventningsfulde til og fra skole. Den så stærkt efterspurgte faglighed, går kort sagt hånd i hånd med børnenes velvære.

Derfor undrer det når konservative vælger en så bastant modstand mod gratis skolemad. Og det skuffer når argumentationen er fraværende, men udelukkende lyder: “Det er forældrenes ansvar – basta”. Men hvis man skulle tage den fulde konsekvens af denne argumentation, burde debattørerne jo også være imod den brugerbetalte madordning. Siden de ikke er dette, må det betyde at forældreansvar for dem blot er lig med ansvaret for den direkte betaling. Overgår det til skattebilletten er det straks fy fy.

Skyldes det mon at der så kommer et socialt aspekt ind i billedet, hvor vi i fællesskab tager hånd om den negative sociale arv som økonomisk ulighed kan føre med sig? En brugerbetalings-ordning har nemlig desværre en tendens til at forstærke ulighederne i Danmark. Hvordan skal forældre der end ikke kan betale nyt tøj, børnefødselsdage og sågar en biograftur, have råd til også at bekoste dyr skolemad?

I en rig kommune som vores, ville man kunne stå som progressivt tænkende, hvis man kunne tilbyde gratis mad i skolerne. Prøv et øjeblik at overveje den reklamemæssige (brand) værdi i et sådant foregangstiltag. Foruden sikkerhed for at alle børn får en reel mulighed for sund skolemad, ville man også sikre sig imod den ernæringsmæssige falske tryghed der råder med den nuværende ordning. Så ville man i forvaltningen kunne erklære ordningen succesfuld ud fra andre og bedre kriterier end blot tilmeldingsprocenten.

At sikre gratis økologisk skolemad er ikke på formynderisk vis at tage ansvaret for børnenes næring ud af hænderne på forældrene, men drejer sig snarere om en forudseende kommunal velfærdspolitik. Sunde børn bliver til sunde voksne, som så senere i livet, i langt mindre grad vil belaste systemet med dårlig sundhed. Hvordan samfunds-regnestykket om en årrække ser ud, er særdeles komplekst, men eftersom forebyggelse til enhver tid vil sejre, er fordelene store og pengene derfor godt givet ud.

(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 8. marts 2007)