Det verdslige budskab fra Fogh i dagens Politiken er hverken nyt eller vinklet på en ny måde, ja faktisk tror jeg, at flere andre kunne have skrevet den samme tekst, hvis der var blevet dem givet dem over ½ normalside. Alligevel påkalder det sig opmærksomhed, når Fogh udtaler sig så klart om forholdet mellem religion og offentlig sfære. Holdningerne er gængse i det danske samfund, så han placerer sig i en sikker vinderposition, men vil alligevel formå at placere sig som en der sætter kursen for folket. At han efter længere tids pres, grundet forskellige pinagtigheder fra egen og ministres hånd, har brug for at fremstå selvsikker, med en god sag som en altfavnende landsfader er evident.
Jeg kan ikke andet end at tilslutte mig 95 % af Foghs verdsligheds-udlægning. Der hvor vandene skilles er ved spørgsmålet om den for mig at se manglende adskillelse af kirke og stat. I grunden leverer Fogh en længere række argumenter for en adskillelse, men ender så alligevel med at fastholde den statslige ‘styring’ af den folkekirke, der altså i min optik minder mere om en statskirke end Fogh (og mange andre) vil være ved.
Fogh underbygger sin holdning ved, at henvise til at folkekirken med den nuværende situation sikres mest frihed og rummelighed, men det er en kamouflage for reelt at oppebære en kontrol med det religiøses indflydelse. For Fogh er tanken om et kirkeråd eller et muslimsk råd der udtaler sig på de kristne eller muslimernes vegne, ikke betryggende. Det er jeg heller ikke begejstret for, men vi har vel allerede biskopperne. Med hensyn til islam i Danmark, ville jeg tro at ‘Muhammed-krisen’ havde påvist, at det ikke er foreneligt med de flere forskellige syn på islam, at nedsætte et samlet råd, og måske heller ikke ønskværdigt for de fleste muslimer som rent faktisk ønsker at udøve deres religion privat.
Hvis man tog konsekvensen af Foghs bemærkninger, såsom disse: “Religion er en sag mellem det enkelte menneske og den gud, den enkelte måtte tro på” eller at vi bør “fastholde en samfundsordning, hvor love og regler er hævet over og neutrale i forhold til forskellige religiøse opfattelser”, da ville det for mig at se være bedst at sætte folkekirken fri, for derved at sætte samfundet fri, og ydermere tydeliggøre at frihed i et oplyst samfund er at kunne vælge religion til, og ikke at være nødsaget til at skulle vælge det fra.
Update efter Deadline søndag d. 21
Fogh virkede til tider ikke, som om han var på sikker grund under det lange interview med Martin Breum, men det er altså også en noget langhåret diskussion, med mange udløbere. Jeg finder det dog lidt ærgerligt, at der ikke blev stukket mere til det faktum, at kronikken tydeligvis kun er skrevet på baggrund af Muhammed-krisen. Så rabiate islamister i Mellemøsten, og tåbelige herboende imamer, får altså igen lov til at være udgangspunktet for debat om religiøs tænkning.
Spurgt om der er problemer med Folkekirkens ordning og om man ikke burde adskille kirke og stat, lyder svaret: “Overhovedet ikke”. Eksempler med Haarder og Fergos indblanding får ikke Fogh til at vakle. Dette aspekt slipper han desværre meget nemt om, selvom argumentationen på dette punkt er virkeligt tynd. Det er i højere grad et holdningsspørgsmål og et politisk spørgsmål, end det er på baggrund af nøgtern analyse, at Fogh når frem til sin holdning til dette aspekt.
Adspurgt om det faktum, at vi vel allerede præger børn med kristendom, svarer Fogh: “Nu er det jo sådan, at man kan blive fritaget”. Han viser i grunden selv, at hans argumentation er en smule selvmodsigende. Han vil have religionen til at spille mindre rolle, men fastholder meget konsekvent at vi er et kristent samfund.
Fogh vil tydeligvis ikke høre på bønner fra minareterne, men vil dog ikke sige det højt. I udgangspunktet har de lov, så længe de ikke overtræder lovgivningen. Men han kommer derpå til at sige, at det i givet fald ville være et fundamentalistisk ønske, som vi med god dansk debat nok kan få forhindret.
Alt i alt et godt interview, hvor Fogh blev gået lidt til benet. Jeg håber at journalisterne tager ved lære, opg fortsætter denne nye trend – spørg Fogh igen, og igen, og stil efterfølgende spørgsmålstegn ved hans svar!
Det er fint nok, at Anders Fogh Rasmussen giver udtryk for, at religion og stat skal forholdes adskilt. Men omvendt er alt, hvad han foretager sig, herunder hans nære samarbejde med Dansk Folkeparti og Haarder, et udtryk for, at han går den modsatte vej.
I følge Fogh skal religion på den ene side være en privat sag, men den skal også være en sammenhængskraft i samfundet – men så er den netop overalt i det offentlige rum, ikke kun i det private.
For mig at se mangler Anders Fogh Rasmussen en væsentlig kvalificering, når han siger, at religion skal væk fra det offentlige rum: Han mangler at sige, hvilken religion, der er, han vil have fjernet. For den kristne religion gør han alt for at blande ind i det offentlige rum, selv om han måske er så forblændet af dens værdier, at han ikke kan se, hvornår det er religion, og hvornår det er ideologi, han prædiker.
Hej Wolf
Tak for kommentaren, som jeg er nogenlunde enig i. Dog mener jeg ikke at Fogh “gør han alt for at blande (den kristne religion) ind i det offentlige rum. Han har selvsagt ligeså svært som så mange andre (og mig selv inklusive) ved at skelne mellem f.eks. kristen og ´humanistisk’ prægning. Og hvad nu når sidstnævnte i høj grad bygger på det første?
Vi er generelt enige i at han rummer store selvmodsigelser.
Vh. Balder