Det verdslige budskab fra Fogh i dagens Politiken er hverken nyt eller vinklet på en ny måde, ja faktisk tror jeg, at flere andre kunne have skrevet den samme tekst, hvis der var blevet dem givet dem over ½ normalside. Alligevel påkalder det sig opmærksomhed, når Fogh udtaler sig så klart om forholdet mellem religion og offentlig sfære. Holdningerne er gængse i det danske samfund, så han placerer sig i en sikker vinderposition, men vil alligevel formå at placere sig som en der sætter kursen for folket. At han efter længere tids pres, grundet forskellige pinagtigheder fra egen og ministres hånd, har brug for at fremstå selvsikker, med en god sag som en altfavnende landsfader er evident.

Jeg kan ikke andet end at tilslutte mig 95 % af Foghs verdsligheds-udlægning. Der hvor vandene skilles er ved spørgsmålet om den for mig at se manglende adskillelse af kirke og stat. I grunden leverer Fogh en længere række argumenter for en adskillelse, men ender så alligevel med at fastholde den statslige ‘styring’ af den folkekirke, der altså i min optik minder mere om en statskirke end Fogh (og mange andre) vil være ved.

Fogh underbygger sin holdning ved, at henvise til at folkekirken med den nuværende situation sikres mest frihed og rummelighed, men det er en kamouflage for reelt at oppebære en kontrol med det religiøses indflydelse. For Fogh er tanken om et kirkeråd eller et muslimsk råd der udtaler sig på de kristne eller muslimernes vegne, ikke betryggende. Det er jeg heller ikke begejstret for, men vi har vel allerede biskopperne. Med hensyn til islam i Danmark, ville jeg tro at ‘Muhammed-krisen’ havde påvist, at det ikke er foreneligt med de flere forskellige syn på islam, at nedsætte et samlet råd, og måske heller ikke ønskværdigt for de fleste muslimer som rent faktisk ønsker at udøve deres religion privat.

Hvis man tog konsekvensen af Foghs bemærkninger, såsom disse: “Religion er en sag mellem det enkelte menneske og den gud, den enkelte måtte tro på” eller at vi bør “fastholde en samfundsordning, hvor love og regler er hævet over og neutrale i forhold til forskellige religiøse opfattelser”, da ville det for mig at se være bedst at sætte folkekirken fri, for derved at sætte samfundet fri, og ydermere tydeliggøre at frihed i et oplyst samfund er at kunne vælge religion til, og ikke at være nødsaget til at skulle vælge det fra.

Update efter Deadline søndag d. 21
Fogh virkede til tider ikke, som om han var på sikker grund under det lange interview med Martin Breum, men det er altså også en noget langhåret diskussion, med mange udløbere. Jeg finder det dog lidt ærgerligt, at der ikke blev stukket mere til det faktum, at kronikken tydeligvis kun er skrevet på baggrund af Muhammed-krisen. Så rabiate islamister i Mellemøsten, og tåbelige herboende imamer, får altså igen lov til at være udgangspunktet for debat om religiøs tænkning.

Spurgt om der er problemer med Folkekirkens ordning og om man ikke burde adskille kirke og stat, lyder svaret: “Overhovedet ikke”. Eksempler med Haarder og Fergos indblanding får ikke Fogh til at vakle. Dette aspekt slipper han desværre meget nemt om, selvom argumentationen på dette punkt er virkeligt tynd. Det er i højere grad et holdningsspørgsmål og et politisk spørgsmål, end det er på baggrund af nøgtern analyse, at Fogh når frem til sin holdning til dette aspekt.

Adspurgt om det faktum, at vi vel allerede præger børn med kristendom, svarer Fogh: “Nu er det jo sådan, at man kan blive fritaget”. Han viser i grunden selv, at hans argumentation er en smule selvmodsigende. Han vil have religionen til at spille mindre rolle, men fastholder meget konsekvent at vi er et kristent samfund.

Fogh vil tydeligvis ikke høre på bønner fra minareterne, men vil dog ikke sige det højt. I udgangspunktet har de lov, så længe de ikke overtræder lovgivningen. Men han kommer derpå til at sige, at det i givet fald ville være et fundamentalistisk ønske, som vi med god dansk debat nok kan få forhindret.
Alt i alt et godt interview, hvor Fogh blev gået lidt til benet. Jeg håber at journalisterne tager ved lære, opg fortsætter denne nye trend – spørg Fogh igen, og igen, og stil efterfølgende spørgsmålstegn ved hans svar!