Kunne de Saudi Arabiske imamer ikke bare have besluttet at boykotte JP. Så havde vi kunnet tale om øje for øje og avis for såkaldt blasfemisk tegning. Den enorme eksport af daglige JP’er til Mellemøsten ville blive ramt. Et stort nyhedsmæssigt og journalistisk tab for hele regionen.
Jeg troede selv at sagen var på tilbagetog, og mine grundholdninger skal ikke gengives, men kan læses her 2. og 3. indlæg om sagen. samt i indlægget søndag d. 23 oktober på denne side: 1. indlæg.

Sagen er kort fortalt – rigtig ærgerlig. Det er en sag hvor man ligegyldigt hvad man foretager sig fra officielt hold, vil tabe på en eller anden måde. Altså et loose/loose-scenario som ingen ønsker sig. De fundamentalistiske danske muslimer kan igen slynge sig op som muslimernes vogtere i Danmark, på trods af at de repræsenterer meget få. Samtidig med at de nu kan tage rollen på sig som dem der rækker hånden ud til forsoning. Flot iscenesat – til et spindoktor 13-tal.
Både hjemme og i Mellemøsten er vi altså fanget i en intern religiøs kamp, hvor religiøse ledere og organisationer kæmper om at vinde magt fra det organiserede styre, samt definere religions-udlægningen. De har forstået at man i Danmark bekymrer sig så meget mere om profitten end profeten (Citat. Asger Aamund, Dr-Nyhederne), at borgerlige baroner i Dansk Industri nu lægger afstand til JP. Interessant udvikling.

De eneste vindere i denne sag er DF der kan stå og tale om religionskrig og slippe væk fra efterlønsproblemerne.
Bortset fra det, så bliver Kulturredaktør Flemming Rose fra JP, endnu pinligere for hver gang han udtaler sig.