Danskerne er et cyklende folkefærd og Frederiksberg er en kommune, hvor adskillige familier er dybt afhængige af deres cykler. Trafik-tankegangen burde hos alle hovedstads-politikere, rumme en højprioritering af cyklismen. Der bør altid tænkes i fremkommelighed og sikkerhed. Opfyldes disse to aspekter, vil langt flere se incitamentet til at lade bilen stå, og hoppe op på cyklen. Både børn og folk oppe i årene burde kunne cykle sikkert rundt i København. Er dette ikke tilfældet mister disse to grupper deres ‘auto-mobilitet’ og må derfor transporteres af andre. Det betyder flere biler, og mere pres på en alt for dyr kollektiv trafik.

Det er et spørgsmål om politisk mentalitet og taktik, og du vil hos de borgerlige, set som gruppe, aldrig se den konsekvente indsats for at gøre København til en ‘cykelby’, fri for sundhedsskadelig os og med konstant fokus på brede, sammenhængende cykelstinet. Deres vælgersegment rummer for mange bilister, og dette forpurrer deres vilje til, at arbejde konsekvent for cyklismen.
SF er, og vil altid være det cykel-fremmende parti, og vi er villige til at benytte de mere bastante tiltag, for at tvinge alt andet end de helt nødvendige biler ud af byen. Jeg vil når min datter er blevet gammel nok, have mulighed for at sende hende ud på cykel, uden at sidde og ryste af skræk – og jeg vil indtil da kunne cykle hende i institution, uden at vi skal hoste hele vejen.

(Frederiksberg Bladet 4. oktober 2005)