Grundtvigs folkelighedsbegreb
I 2003 blev min artikel “Grundtvigs folkelighedsbegreb” udgivet i Grundtvig-Studier 2003 (Kbh.). Nedenfor kan man læse et resume af artiklen:

Resumé
Med N.F.S. Grundtvigs egne skrifter som en basis underbyggende en dialog med tidligere meningshavere er der i denne artikel blevet søgt en afklaring af elementerne i, samt betydningen af Grundtvigs eget begreb – folkelighed. Dette har derudover gjort det muligt at bedømme rækkevidden og det spektrum hvori hans nationaltankegang udfoldede sig. Hovedmetoden til dette har været at tage udgangspunkt i påvirkningsgraden fra de tyske filosoffer Herder og Hegel, der tidligere havde fostret tanker om folk og fædreland. Analysen af folkelighedsbegrebet er gjort på baggrund af en tre-ledet gennemgang af de enkeltstående og samtidig sammenhængende hovedbestanddele i Grundtvigs begrebsverden: folkeånd, fædreland og modersmål. Folkeånden forstås som en grundforståelse om en fællesskabstanke der hele tiden skal være levende i hjerte og hjerne. Grundtvig kræver at folket åbner sig op for at kunne omfavne fællesskabet, men på en sådan vis at individualiteten ikke bremses.

I modersmålet fandt denne folkeånd bedst mulighed for at manifestere sig. Det nationale sprog er for Grundtvig folkeåndens legeme, redskab og udtryk og foruden det vil intet rige blomstre. Samtidig var forståelse for modersmålet en for Grundtvig afgørende forudsætning for at være dansk. På dette punkt udviser Grundtvig gennem hele voksenlivet en sammenhængende tankegang, i modsætning til på de fleste andre områder hvor hans selvkritiske revurderinger gør det svært at anskue ham som en systematisk tænker.

Tankeudviklingen omkring fædrelandet var om noget præget af omskiftelighed i et samspil med landets historiske udvikling. Sikkert er det dog at kærligheden til fædrelandet for Grundtvig var en forudsætning for Guds kærlighed og altså det der legitimerede national-dyrkelsen. Han var i høj grad bevidst om at den selvopofrende fædrelandskærlighed kunne manifestere sig på etnocentrisk vis, men dette forhindrer ikke at man i visse tilfælde med rette kan påpege at han selv mister dette fokus og lader national-dyrkelsen få et negativt udtryk. Problematisk er det for eksempel når han blander politik og religion sammen og bruger kristendommen til at legitimere gerninger i krigstid.

På trods af dette er det samlede billede kendetegnet af at Grundtvig i bund og grund ikke fandt at man i Danmark skulle udøve åndelig vold mod folk med en anden nationalitet, samt at fysisk vold kun kunne forekomme når landet blev truet af aggressorer. Dermed er hans nationaltænkning af polycentrisk karakter og kraftigt knyttet til J.G. Herder.

Folkeligheden skal alt i alt ses som værende et åndeligt og historisk værdifællesskab, hvor alle bidrager til og nærer følelser for nationens tilstand, både den forgangne, umiddelbare og den kommende. Når treklangen: folkeånd, fædreland og modersmål fandt samspil var der for Grundtvig tale om ægte dansk folkelighed.

Hestesport i antikkens Grækenland
Sammen med min historie-studiekammerat Morten Bendix Andersen, var jeg i foråret 2001 indlogeret på Det Danske Institut i Athen. Her skrev vi bachelor-projekt, og her nogle år efter fik vi lavet en artikel ud af dette projekt. Titlen var: “Hestesport og magt – En analyse af athenske hestesportsvindere i arkaisk og klassisk tid”. Den blev trykt i Historisk Tidsskrift, Bind 105, hæfte 1, Kbh. 2005.
Herunder kan der læses et resume

Resume
Formålet med denne artikel er at undersøge, hvordan og hvorfor ekstremt velhavende athenske slægter kastede deres formue ind i hestesport; et foretagende, hvor chancerne for succes var små, og risikoen for tab så stor, at det ifølge moderne forskere var potentielt ruinerende. Vores tese er, at den athenske hestesportsvinder – gennem massiv brug af rigdom – kom i besiddelse af en særdeles attraktiv magtressource, som sejrherren med den rette sociale baggrund i både arkaisk og klassisk tid kunne mobilisere i politiske magtkampe i Athen.
Som udgangspunkt for vores undersøgelse har vi indsamlet alle tilgængelige kilder til athenske sejre i hestesport ved panhellenske lege i arkaisk og klassisk tid og kombineret dem med oplysninger fra John K. Davies’ prosopografiske undersøgelse, Athenian Propertied Families (1971) om rige atheneres formueforhold i perioden. På den måde er det lykkedes at fremstille en sammenhængende socioøkonomisk profil af den athenske hestesportssejrherre, selvom den beror på et ufuldstændigt og i mange sammenhænge fragmenteret kildemateriale bestående af alt fra potteskår til indskrifter på monumenter og skriftlige kilder. Når vi har valgt kun at beskæftige os med athenske vindere i panhellensk hestesport hænger det sammen med, at en sejr betød alt i et samfund der som det athenske, var baseret på konkurrence. Der var ingen plads – eller sejrskrans for den sags skyld – til nummer 2.
Undersøgelsens teoretiske apparat er inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieus begreber om habitus, praksis og magt. Fordelen ved at anvende Bourdieus analytiske begreber er, dels at de åbner op for en dybere og mere nuanceret forståelse af den athenske sejrherrers handlingsmønstre og karrierevalg, og dels at de anskueliggør den intime forbindelse, der i antikken eksisterede, mellem magt og ære. Klarhed over sidstnævnte aspekt, er en forudsætning for at forstå måden, hvorpå det athenske demokrati fungerede.
Styret af artiklens problemstilling og tese, behandles følgende hovedpunkter i artiklen: 1) Den athenske hestesportsdeltagers sociale status og militære funktion. 2) De økonomiske betingelser for at deltage i hestesport. 3) Finansieringsmodeller for hestesport. 4) Normerne omkring ære og anvendelse af rigdom i bystaten. 5) Sejrherrernes udbytte og mulige motiver for at deltage i panhellensk hestesport.
Artiklens konklusion er, på trods af kildematerialets begrænsede udsagnskraft, at undersøgelsen i høj grad synes at bekræfte artiklens tese. Det påvises således, at de athenske hestesportsvindere blev rekrutteret fra meget få familier med en næsten identisk socioøkonomisk profil. De havde det tilfælles, at de besad store områder med jord, og havde dokumenteret tradition for deltagelse og sejre i panhellensk hestesport, samt at de havde adgang til store netværk af panhellenske gæstevenskaber og stor politisk indflydelse. Desuden tyder alt på, at hestesportssejre i klassisk tid repræsenterede en betydningsfuld æres- og magtressource, der på linje med storslåede liturgier og offentlige investeringer, indgik i rige atheneres jagt på ære og politisk magt, selvom demokratiet i klassisk tid ændrede betingelserne for at udnytte en hestesportssejr politisk. Endelig giver undersøgelsen anledning til at understrege den udenrigspolitiske dimension af panhellenske hestesportssejre. For den rige athenske hestesportsdeltager var sejre i hestesport en dør til gæstevenner af højere social og politisk status fra andre bystater, og dermed en magtressource af stor værdi. Ikke bare for den rige athener, men også for bystaten Athen, som i krigstid kunne have behov for diplomatisk bistand langt fra Attika.