Det personlige plan
Uddannet cand.mag i historie med idræt som bifag ved KU. Igennem studietiden er SU’en bl.a. blevet suppleret via mange år som lærervikar og pædagogmedhjælper. Arbejder som jobkonsulent i privat firma.

I fritiden forsøger jeg at dyrke al den sport (beachvolley, tennis, mm.), som mine gennemopererede knæ (fodboldskader) kan overkomme. Men det bliver sjældent til så meget – desværre. Jeg er meget glad for film og litteratur, ligesom jeg er storforbruger af musik. I disse år og med to børn (pige fra juni 2005 og dreng fra november 2006) er det i særlig grad den mere afslappende musik det bliver til, og i den forbindelse nyder vi meget det keltisk inspirerede, gerne med uforståelig gælisk tekst.

I 2003 vendte jeg tilbage til Frederiksberg, hvor jeg boede fra jeg var 2 til 6 år gammel. Her bor jeg nu med min lille familie. Fra jeg var 6 år og indtil min studietid begyndte boede jeg på Østerbro, og derefter på et kollegium i Indre By.

Hvad driver mig?
I demokratiets vugge i antikkens Grækenland havde man ved retstvister den lov, at hvor der ikke fandtes en lov skulle forsamlingens medlemmer dømme efter bedste overbevisning – dvs. ud fra deres livserfaring og viden om livet i en politisk metropol. På sin vis legaliserede man da følelser som et redskab i forsøget på opnå retfærdighed. Det lyder smukkere end det reelt var, for ofte gjorde langt mere subtile magtforhold sig gældende ved sådanne afgørelser.

Hvad har det så med det politiske liv i Danmark at gøre?
Jo, hvor meget man end søger at lade fornuften råde – kan man som politiker ikke undslå sig også at være drevet af følelser. Jeg reagerer på uretfærdighed, og ønsker da brændende at ændre dette. Jeg reagerer på en uretmæssig fordeling af ressourcer. Jeg reagerer på krig og tabte menneskeliv, og siger: “Nej, det kan ikke være rigtigt – der skal træffes klogere beslutninger. Når disse så træffes skal det gøres på et oplyst grundlag, og følelser skal træde i baggrunden.

Netop derfor finder jeg retspolitikken så interessant. Her sættes vi i menneskelige dilemmaer, og kan ikke i en sag lade følelser råde og alene skabe grundlag for nye love, hvis man derved tilsidesætter anden retfærdighed.

Netop derfor finder jeg ligestilling så interessant. Det drejer sig om mennesker – kønnenes ligeværd og lige muligheder, og det rummer følelsesbetonede områder, hvor man skal holde hovedet koldt for at sikre det retfærdigste grundlag for den måde hvorpå vi lever sammen i dette samfund.

Kort sagt er politikere almindelige mennesker, som andre har tiltroet at træffe beslutninger med vid indflydelse på andres liv. Det er et enormt ansvar og en tillidserklæring – som skal varetages med en tilpas ærefrygt for demokratiet, og med en meget stor ærbødighed overfor borgerne, hvis liv man øver indflydelse på. Men ærefrygt bør aldrig føre til populisme eller handlingslammelse.

Netop den nære og direkte indflydelse på andre menneskers liv kendetegner lokalpolitik. Her er tale om et ansvar der relativt hurtigt udmønter sig og påvirker andre. Det er spændende og horisontudvidende, hvorfor jeg er meget glad for at være en del af arbejdet på Frederiksberg Rådhus.