Inden den afgørende 2. behandling af budgettet for 2014 gør SF det nu klart, at de foreslår et løft af kontanthjælpen på Frederiksberg. Kommunen har traditionelt ligget en del lavere end København på det vejledende rådighedsbeløb. På Frederiksberg er beløbet for enlige 3.600 kr. og for samlevende 6.000 kr. om måneden. I København er de tilsvarende tal 4.982 kr. og 8.220 kr.
SF’s rådmand Balder Mørk Andersen forklarer: ”Sidste år kæmpede vi os ved forhandlingerne til en lille stigning der betød at afstanden til den københavnske kontanthjælp fastholdtes på status quo. I år hvor der er råderum, mener vi at det er på sin plads, at hjælpe med til at løfte levestandarden for en gruppe af borgere der har meget mindre end gennemsnittet.”
Antallet af kontanthjælpsmodtagere på Frederiksberg – 3,9 % – er mindre end snittet på landsplan – 5,5 %. Prioriteres der et løft som bringer Frederiksberg op på københavnerniveau, vil det koste ca. 4,5 mio. kr. årligt af kassen, men det vil dog ikke mindske servicerammen . Men i SF påpeger man, at det er en meget mindre udgift end hvad højrefløjen ønsker at bruge på at sænke personskatten, og at den omvendt set vil mindske og ikke øge uligheden.
”I SF finder vi det klogere og mere solidarisk, specifikt at løfte den gruppe af borgere der har mindst at leve for, i modsætning til over en bred kam at sænke skatterne, hvilket vil have minimal betydning for andre end de mest højtlønnede.”
Traditionelt er det ikke et forslag som højrefløjen ønsker at tilslutte sig, og SF forventer da også, at det bliver op ad bakke at få flertal for forslaget. Men under alle omstændigheder vil det for SF at se tydeliggøre to politiske retninger på rådhuset, eller som SF-rådmanden siger det: ”Ulighedsforstærkende skattesænkninger fra højrefløjen over for et solidarisk løft af de medborgere der har det sværest, herunder mange der rammes af den forkortede dagpengeperiode.”
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 26. september 2013)