Forrige uges korte artikel om Venstres ærgrelse over, at budgettet for 2013 ikke rummer skattenedsættelser, får nu SF’s rådmand Balder Mørk Andersen til at kritisere Venstres Jan E. Jørgensen.
”Venstre på Frederiksberg Rådhus åbenbarer sig nu endegyldigt som et økonomisk uansvarligt parti. I tråd med den afsatte borgerlige regerings lyst til ufinansierede skattelettelser, kan partiets skattetilgang bedst sammenlignes med en yoyo – op og ned – op og ned.”
I SF er man således forundret over, at Venstre slår på tromme for skattelettelser, samtidig med at kommunen frem til 2016 har behov for at finde 350 mio. kroner i effektiviseringer, og når der ydermere er behov for store træk på kassebeholdningen. Men SF finder alligevel anledning til at glæde sig over udtalelserne fra Venstre.
”Det svarer til en budgetmæssig lakmusprøve. Hvis Venstre brokker sig og der samtidig er sure miner blandt de mest højreorienterede konservative afgiver lakmuspapiret en flot rød farve. I SF er vi ikke i tvivl om, at vi bærer en stor del af æren for dette udfald”, konstaterer Balder Mørk Andersen, om end han derpå tilføjer, at der da også er elementer i budgettet der ikke er groet i SF’s baghave.
(Bragt i let ændret form som debatindlæg i Lokalavisen Frederiksberg den 18. september 2012)