Ligestillingsminister Manu Sareen har lige kørt en ugelang kampagne mod menneskehandel – ’Ud med bagmændene’. Den har han kritikløst overtaget fra den tidligere regering. Den dyre kampagne skulle få – især unge – mænd til at afholde sig fra at købe sex af kvinder, der er ofre for menneskehandel. Men den virker ikke. For sexkøbere er ligeglade med prostituerede.

I Danmark er der ca. 3.200 prostituerede, over halvdelen er fra udlandet, og nogle er mulige ofre for menneskehandel. Det skulle have fået mænd til at stoppe med at købe sex for længe siden. Men de bliver ufortrødent ved. Al erfaring viser, at mænd, der køber sex, gør det, uanset hvem der sælger. Sådan har det altid været. Og særlig de udenlandske, ’eksotiske’ kvinder er i høj kurs, for de er billigere og oftere bryder grænser for penge, fordi de er i en meget udsat situation.

Hvis man skal bekæmpe handel med kvinder effektivt, hjælper fine hensigtserklæringer, løftede pegefingre og glittet papir ikke. Man skal man turde lovgive mod mænds ret til at købe sex. For sexkøberne skelner ikke, de shopper sexsultne rundt i markedet og køber det, der er til salg. Hvis du finder den påstand for rigid, skal du blot tænke på de mænd, der i ugevis voldtog en 19-årig sexslave i et skur i Vanløse. Hvorfor? Jo, fordi de kunne. Fordi de var liderlige og ligeglade med kvinden. For dem var hun en bare en vare, de kunne udnytte til seksuel tilfredsstillelse. De betalte jo for det!

Hvis vi vil stoppe kvindehandel, er der kun én vej: at forbyde folk at købe sex. En sexkøbslov bremser menneskehandlen, ændrer mænds holdninger til at misbruge kvinder og bringer værdigheden mellem mænd og kvinder tilbage i Danmark. At støtte en sådan lov bør derfor være et af de fremmeste mål for en ligestillingsminister. Tør ministeren ikke sætte ind med lovgivning mod mænds vold mod kvinder i prostitution, bliver han en holdningsløs galionsfigur, der ved sit manglende mod til at gøre op med årtusinders nedværdigende behandling af prostituerede, indirekte støtter prostitutionsforkæmpere, menneskehandlere og alfonser.

Og de har kun én dagsorden: at tjene mange penge. Derfor vil de fortsætte med at forsøge at overbevise ministeren og befolkningen om, at mænds ret til at misbruge kvinder i prostitution er et udtryk for frihed. Og at et kontrolleret prostitutionsmarked med ’rettigheder’ til prostituerede er ensbetydende med social samfundsomsorg. Men et ansvarligt samfund skal hverken kontrollere eller regulere udnyttelse – det skal forbyde det.

Kunne vi ikke nøjes med at forbyde folk at købe sex af handlede kvinder? Nej. Selv specialuddannet politi har vanskeligt ved at fastslå, hvornår en kvinde er handlet til prostitution. At kræve dette af sexkøberne, er derfor retssikkerhedsmæssigt forkert og fuldkommen virkningsløst. Og mange danske prostituerede ødelægges også i prostitution. Dem har samfundet også et ansvar for.

Friheden og frigørelsen i prostitution er en illusion. Og en bagmand udstyrer ikke en handlet kvinde med et lille slavemærke, men med en salgsillusionstale: ’Jeg har rejst den lange vej til Danmark, fordi jeg er så liderlig og har hørt så meget godt om veludrustede danske elskere som dig, der kan opfylde mine hede ungpigedrømme om at dyrke ubeskyttet sex for penge i et dansk haveskur’.

(Af: Hanne Helth og Balder Mørk Andersen, talspersoner for 8. marts-initiativet. Bragt i Jyllands-Posten den 5. december 2011 under titlen ‘Forbud mod købesex’)