SF har for andet år i træk indgået budgetforlig på Frederiksberg Rådhus. I SF har vi vurderet, at borgerne på Frederiksberg får mest ud af, at SF på konstruktiv vis har fået sikret et løft til folkeskolelærerne og daginstitutionslederne, samt har fået sat markante sociale og grønne fingeraftryk.
Det er stadig den afgåede regerings krav om nulvækst, der har lagt de snævre økonomiske rammer med et fortsat krav om effektiviseringer, men der har været plads til vækst- og servicetiltag på specifikke områder. Med fremrykning af investeringer i 2012 bidrager vi på Frederiksberg til at skabe vækst og nye arbejdspladser til gavn for hele landets økonomi.
For SF har det været bydende nødvendigt, at der kunne afsættes midler til kompetenceudvikling til lærerne, samt at der tilgår daginstitutionerne penge til ledelsesudvikling, foruden en yderligere ”Kompetence- og trivselspulje” til kommunens medarbejdere.
SF er atter den sociale stemme på rådhuset, hvorfor vi har bidraget væsentligt til at få den boligsociale indsats i Finsens Have tilbage på skinner, ligesom de sociale institutioner får et tiltrængt løft med en større social masterplan. SF har desuden sikret søndagsåbent på værestedet Paraplyen.
Der har desuden været lydhørhed over for SF’s miljø- og klimatiltag: Vi har fået en cykelpakke med konkrete tiltag, herunder cykelstationer med trykpumper, trykmålere og vandposter, og kommunens miljørådgivningsindsats styrkes. Desuden er det endelig lykkedes at få iværksat et større energirenoveringsløft via ESCO-modellen. Ydermere er en det en god start med midlerne til lokale afledninger af regnvand (LAR), som er så nødvendige, for at vi kan ruste os bedre mod fremtidige skybrud.
SF glæder sig desuden over, at kapaciteten af kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej udvides til gavn for den voksende skare af fodboldspillere. Derudover får vi lys på flere af skolebanerne, så de kan benyttes længere i vinterhalvåret. Klub Cassiopeia får på SF’s foranledning omlagt sin asfaltbane til kunstgræs.
Frederiksberg Svømmehal udvider sit kurbad, og får en ny udfordrende rutsjebane, der kan tiltrække nye brugere. At KU.BE-projektet i sin anden fase kan få en udvidelse med en svømmehal, er en god løsning, idet det vil tiltrække endnu flere fremtidige brugere.
Og tre væsentlige tilføjelser: Klub Huset lukker ikke – vi får et løft af den kollektive trafik med ’Frederiksbergbusser’ og der er afsat midler til at undersøge mulige modeller for etablering af en madordning i folkeskolen.