Man skal godt nok lægge øre til mange mærkværdigheder fra den borgerlige fløj i debatten om trængselsafgifter. De to konservative folketingskandidater, Nikolaj Bøgh og Jette Nøhr replicerede i Lokalavisen den 11. august på vores indlæg om trængselsafgifter, og det fortjener da et gensvar for os to såkaldte ”venstrefløjskoryfæer” og ”folkesocialister”.
Når det fremføres, at trængsel ikke er noget man kan gøre den enkelte bilist ansvarlig for, vidner det virkelig om en mangel på indsigt i hvad det er for et problem vi adresserer, og hvor alvorligt det faktisk er. Den enkelte bilist er ikke ansvarlig for trængslen – men tilsammen skabes der et problem. Fuldstændig ligesom med klimaforandringerne, hvor den enkelte udleder ikke kan gøres ansvarlig – men tilsammen sidder vi nu engang alligevel med et stort problem. Trafikken er en massiv bidragyder til al den forurening vi forsøger at bekæmpe i hovedstaden og den eneste kilde til drivhusgasudslip i Danmark der vokser uafbrudt og alt for hurtigt. Så der er intet vilkårligt ved den afgift bilisterne skal pålægges. Det er en forureningsafgift, der har til formål at ændre vores transportadfærd til en der er mindre skadelig for miljø og helbred.
Man må også sige det klinger endog meget hult med kritikken af vores løsning på problemet, når VOK i de seneste 10 år overhovedet ikke har forsøgt at løse problemet og skabe en forandring. Priserne for at køre i kollektiv transport er steget en tredjedel mere end prisen for at køre i bil. Og hvilke udspil kommer højrefløjen så med? De foreslår at vi skal have indenrigsfly i timedrift, som en slags ’luftbusser’ mellem landsdelene. Så kan almindelige borgere vente på den dyre og forsinkede bus fra de udsultede busselskaber, mens de borgerlige politikere flyver rundt over hovedet på os. Er det en ’fair’ løsning? Hvorfor ikke i stedet skabe et bedre og billigere kollektivt system som alle borgere i byen kan benytte – ikke kun dem der har råd til egen bil.
Af: Balder Mørk Andersen & Tue Damsø, medlemmer af kommunalbestyrelsen for SF
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg den 25. august 2011)