I sidste uge var der elektronisk musikfest i de Københavnske gader. Festivalen Distortion fejrede atter engang nye triumfer, og manifesterede København som et progressivt musikkulturelt centrum i Europa. Festivalen har vokset sig større og større siden debuten i 1998, og trækker nu adskillige udlændinge til byen. Hypen bryder landegrænser, og brandingværdien og den medfølgende betydning for turismen i hovedstaden kan ikke undervurderes. Når København omtales i Europa, trækker det også andre til end blot dem der har lyst til at danse til festlig musik.
Men jeg savner Frederiksberg i denne sammenhæng. Årets festival foregik på Vesterbro, Nørrebro og i Indre by. Ikke et eneste arrangement havde fundet vej til Frederiksberg. Det bør der gøres noget ved.
Jeg er ikke i tvivl om at Frederiksberg og arrangementer som Distortion el. lign. kan passe som fod i hose. Kunsten er at lave arrangementer der passer til Frederiksberg, og som netop kan spille sammen med den eller de byrum der kommer i spil. Præcis som når vi senere på året heldigvis får mulighed for atter at opleve ’Bas under buen’, som arrangørgruppen OHOI! sætter op under Bispeengbuen. Et arrangement som Kultur- og Fritidsudvalget netop har støttet med 50.000 kr. Det glæder vi os til, men en svale i et grænseområde af kommunen gør ingen sommer.
I SF har vi således store drømme om at skubbe kærligt til den kulturelle profil som hidtil har præget Frederiksberg. På den måde kan vi i højere grad skabe en kommune med kulturelle tilbud til alle.
Ydermere vil det kunne gavne kommunens indtægtsgrundlag, at turister såvel som unge københavnere får lejlighed til at se hvad Frederiksberg har at byde på.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 23. juni 2011)