SF i Frederiksberg Kommunalbestyrelse deler til fulde det fokus på fodboldens vilkår, som KB’s formand Keld Jørgensen og FB’s daglige leder Martin Busk har været ude med i denne avis. Fodbold er, og vil med al sandsynlighed i mange år frem vedblive at være en sportsgren som kan tilføre børn og unge adskillige positive fællesskabsoplevelser under deres opvækst, og som ydermere er særdeles velegnet til at få voksne mænd og kvinder til at fortsætte med at holde sig i gang, selv når det kræver kombination af arbejds- og familieliv.
I dette lys er det naturligvis trist at erfare, at en af KB’s frivillige ungdomstrænere en søndag i marts har haft en fuldstændig uacceptabel oplevelse på det åbne anlæg ved Lindevangskolen. Som medlem af Folkeoplysningsudvalget (samt Kultur- og Fritidsudvalget) er jeg ikke ubekendt med denne batalje, eftersom Keld Jørgensen allerede den 23. marts 2011 pr. mail oplyste os om hændelsen, hvor en gruppe danskere af anden etnisk herkomst optrådte truende. Personligt valgte jeg derfor at benytte lejligheden til den følgende søndag d. 27. marts, at møde op i det samme træningstidsrum, for ved selvsyn at opleve de omtalte udfordringer. Ved denne lejlighed løstes situationen i mindelighed, måske fordi den mest frembrusende personage ikke var med denne dag.
Siden da har vi ikke hørt til flere specifikke bataljer, men jeg ikke det mindste i tvivl om at oplevelsen har været stærkt ubehagelig og ikke befordrende for at spille fodbold i tryghed og med godt humør. Min første tanke var, at disse unge fodboldglade mænd burde få hjælp fra forvaltningen til at søge om oprettelse som folkeoplysende forening, og derigennem få adgang til fast banetid. Det ville for fremtiden kunne modvirke potentielle konflikter. Skulle der være nogen fra gruppen der læser dette indlæg, må de gerne tage kontakt til mig, som så vil formidle kontakten til Kultur- og Fritid på Rådhuset. Alternativt må KB meget gerne oplyse dem om mit forslag, hvis de en given træningsdag møder dem.
Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at visionen om åbne idrætsanlæg fortsat er rigtig. Problematikken er da også snarere, som Keld Jørgensen også har været inde på, at skoleanlæggene bliver nødvendige for at få dækket behovet hos de organiserede fodboldklubber.
Selv er jeg rundet af en fodboldopvækst, hvor man spillede på græs. Men især efter kunstgræsniveauets fortsatte udvikling, er jeg nu fuldstændig overbevist om, at det især i en kommune med arealmæssige udfordringer som Frederiksberg, er nødvendigt at se på muligheden for yderligere omlægninger til kunstgræs på Jens Jessens Vej-anlægget. Martin Busks forslag om at lave fodboldbane i Lindevangsparken kan SF dog ikke følge. Økonomien er vi i SF således villig til at indgå i konstruktive drøftelser om forud for forhandlingerne om budget 2012. Men gør vi det op i oplevelsesøkonomi er der ingen tvivl om hvor pilen peger hen.
(Bragt i Lokalavisen Frederiksberg d. 9. juni 2011)