Som politiker er selvkontrol en nødvendig egenskab. Du skal kunne holde facaden, og levere varen næsten uanset hvor hovedrystende usagligt der bliver gået til dig. Nogle politikere arbejder dog bevidst med at bruge sig selv og fremkomme med kalkulerede udfald, vel vidende at det aldrig må kamme over og minde om ukontrollerede anfald.

Men ligger den hårfine grænse det samme sted for henholdsvis kvindelige og mandlige politikere? I min optik burde den ligge det præcist samme sted, og det burde altså være den samme målestok for kvalitet i kommunikationen der var gældende. Men reelt må det konstateres, at meget få kvindelige politikere tør gå til kanten. Holder nogen af dem sig i højere grad tilbage grundet deres køn? Svaret ligger bedre til dem selv at give, men måske sker det ikke bevidst, men måske ubevidst. I hvert fald tvivler jeg på at alle medier ville bedømme dem efter samme målestol som mandlige kolleger. I februar i år udviste Anne Grete Bjarup Riis oprigtig indignation i en debat om prostitution på live-morgen-tv, fordi hun blev mødt af decideret løgn. Efterfølgende var det overhovedet ikke sagen eller løgnen som var interessant for medierne . Nej, det var selvfølgelig Bjarup Riis’ temperament. Var en mand med samme tænding – skuespiller såvel som politiker – blevet behandlet på samme vis? Næppe.

Har jeg så selv oplevet, at lægge låg på mig selv i en politisk sammenhæng grundet mit køn? Ja – for nogle år siden, skulle jeg deltage i en tv-debat om prostitution. Min modpart var en kvindelig prostitueret, som påstod at der ikke var skadevirkninger ved et liv i prostitution, selv om hun desværre selv emmede af sådanne. Af frygt for at skulle blive tituleret som en frembrusende mandschauvinist, tillagde jeg mig en langt mere afdæmpet facon, skønt en klar afvisning havde været det mest korrekte. Men det var nu trods alt også det jeg menneskeligt havde det bedst med.

I sin essens er det sjældent klogt at udvise tegn på irritation eller vrede i politik, men der er især et aspekt i den danske køns- og ligestillingsdebat, som i længere tid har naget mig.

Når ’manden’ eller ’fædrene’ er til debat er det bemærkelsesværdigt, at medierne ofte tyer til at spørge mænd der ikke synes at interessere sig for børn, og som i deres forstokkede og dogmatiske syn på mænd anno 2011, mere er på linje med Cro Magnon-manden som levede for 35.000 år siden.

Men midt i ærgrelsen slår jeg koldt vand i blodet og minder mig selv om, at medierne også har en dagsorden gående på profit. Dette kræver debat og eksponering, hvorfor det outrerede og provokerende synspunkt bringes til torvs, og ikke de afbalancerede holdninger fra mænd der repræsenterer det store tavse flertal af moderne mænd, der brændende ønsker at få både familie- og arbejdsliv til at balancere. Hvorfor? Jo, fordi de kan mærke, at det er det der gør dem til glade mænd, og så kan det jo være fløjtende ligegyldigt om medierne syntes, at det er for kedeligt til at sælge billetter.

Af: Balder Mørk Andersen, Rådmand i Frederiksberg Kommunalbestyrelse for SF, folketingskandidat og far til to.

 (Klummen er bragt i april. Link: http://www.dannerhuset.dk/2011/04/klumme-k%c3%b8n-under-kontrol/ )