Kommunerne er pressede på økonomien. I særdeleshed er det udgifterne på det specialiserede socialområde, som har vist sig svære at kontrollere i alle kommuner, selvom man ellers politisk har besluttet, at det skulle være muligt. Sådan er det således atter engang også gået på Frederiksberg.

Skulle der stadig være borgere, der går rundt i den vildfarelse, at økonomien på Frederiksberg under de konservative har været styret på en helt anden og langt mere stringent facon end i andre kommuner. Ja, så er det på tide at finde tilbage til virkeligheden.

Foråret 2010 var præget af en række af effektiviseringer med afskedigelser til følge. Merudgifterne på serviceudgifterne forventedes da at være på 72,7 mio. kr. Foråret 2011 rummer nogle af de samme økonomiske udfordringer med en forventet overskridelse af serviceudgifterne i hele 2011 på 54,7 mio. kr. Altså i år en lidt mindre udfordring, men så sandelig ikke noget at kimse af.

Al den tid jeg siden valget har siddet som rådmand i kommunens magistrat, har jeg grundet ovenstående siddet med en følelse af næsten uafbrudt at skulle tage medansvar for at stramme garnet uden at komme til at kvæle barnet, eller sagt på en anden måde – arbejde for de mest socialt holdbare besparelser, der så lidt som muligt rammer udsatte borgere, børn og ældre.

I begyndelsen taltes der med forvaltnings-nysprog om ’effektiviseringer’ og ’nivellering’. Efterhånden er vi nået frem til en åbenhed om, at tiltag kan have indflydelse på det såkaldt ’oplevede serviceniveau’. Et ordpar der trods alt må siges at være bedre end ’uoplevet serviceniveau’. Men begrebet ’besparelser’ er til stadighed ikke ét, som hverken forvaltning eller det borgerlige flertal ønsker at tage i deres mund. Jeg udlodder derfor personligt en pakke tudekiks (dem spiser vi ikke selv i SF) og en pose hold kæft-bolcher til den første borgerlige politiker i kommunalbestyrelsen, som offentligt står ved at kommunen har gennemført adskillige besparelser. Så skal vi i SF nok love, indtil det kommende folketingsvalg, at adressere hovedproblemet til VK-regeringen, som ikke synes at have den fjerneste forestilling om den ’oplevede’ kommunale virkelighed.

Man må alt i alt spørge sig selv og de konservative om følgende: Hvorfor har I ikke sat tæring efter næring i de ’fede’ år? Hvorfor er mange af de økonomisk nødvendige tiltag, som gennem det sidste år er blevet iværksat, ikke blevet gennemført noget før? Kunne det fx have noget at gøre med, at det i mindre grad var opportunt, når man nærmede sig forrige kommunalvalg i november 2009?

Det er under alle omstændigheder ærgerligt, idet effektiviseringer først skal besluttes og derpå implementeres, hvorpå man yderligere skal afvente den såkaldte ’indløbstid’, før de forudsatte tal på bundlinjen bliver til virkelighed. I den sidste ende medfører det, at vi i højere grad kommer til at skære i det kommunale serviceniveau, og det er de færreste politikere, der synes om dette.

(Bragt som artikel i Frederiksberg Bladet d. 18. april 2011)