Statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Claus Hjorth Frederiksen har på det seneste pointeret, at statens indtægter fra olien i Nordsøen i fremtiden vil være nedadgående, grundet en mindsket indvindingsgrad for olie- og gasproduktion. I en aviskampagne har det lydt, at ”vi ser enden på de oliemilliarder, der har været en stor kilde til Danmarks velfærd gennem de seneste mange år”.

Hvad enten der er tale om en for pessimistisk udlægning eller ej, så bør historien om de manglende oliemilliarder under  alle omstændigheder fortælles noget mere detaljeret end stats- og finansministeren finder anledning til. For sandheden er, at VK-regeringen støttet af Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne, i 2003 tillod et olietyveri af dimensioner, og det er i lige så høj grad disse manglende milliarder som det danske samfund i dag savner. Størstedelen af de potentielle danske oliemilliarder er således gået til olieselskaberne Shell, A.P. Møller-Mærsk og Chevron.

For den nuværende aftale fra 29. sep. 2003, indgået mellem staten og A.P. Møller-Mærsk A/S og Mærsk Olie og Gas AS frem til 2012, indeholdende en A.P. Møller-bevilling til at indvinde olie og gas i Nordsøen frem til 2042, sikrede slet ikke den danske stat det udbytte af sine ressourcer som man burde have kunnet forvente. Det primære ansvar for dette skal placeres hos den tidligere Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).

Aftalen blev udfærdiget uden inddragelse af uvildige eksperter, og på baggrund af en ufyldestgørende rentabilitetsanalyse førende til en misvisende afkastningsgrad for Dansk Undergrunds Consortium (DUC – Shell, A.P. Møller og Chevron og fra 2012 den danske stat med 20 %). Desuden lavedes aftalen uden udbudsrunde på normale markedsvilkår, og VK-regeringen fasttømrede dermed monopoltilstanden. Inden den politiske høring trumfede VK og DF igennem, at de økonomiske aspekter ikke måtte berøres, og så var den høring reelt ubrugelig.

Mest omstridt var dog den såkaldte kompensationsbestemmelse, som betød at staten i aftalens 39 års løbetid reelt afskrev sig muligheden for, at udskrive nye skatter eller afgifter til kulbrinteproducenter. Det blev foreslået, men desværre ikke gennemført, at indskrive en forhandlingsklausul i aftalen, der ville betyde, at begge parter havde ret til at kræve genforhandling, hvis aftalens grundlag ændrede sig. Den manglende klausul betød, at staten i perioden med højere indvindingsgrad i kulbrinteproduktionen, desværre var bundet på hænder og fødder.

Hvis forhistorien om den danske olie i Nordsøen ikke slår igennem, vil den danske befolkning endnu engang få serveret en sandhed med ukritisk blindhed overfor det der reelt er et generationstyveri af danske ressourcer, som Danmark ville have enorm gavn af i en økonomisk krisetid.

Olien i Nordsøen var og er danskernes – din og min og vores børns, så længe den slår til. En naturressource som vi ejer i fællesskab, men et borgerligt flertal valgte altså alligevel, at beskatte olieaktiviteter på dansk område lempeligere end lande, vi normalt sammenligner os med. Resultatet har været at milliardindtægter er røget i lommerne på private selskaber, og ikke til dansk velfærd eller til investeringer i den grønne vedvarende energi og skabelse af nye arbejdspladser.

(Bragt i Politiken d. 13. januar 2011)