SF ønskede at bevare borgernes mulighed for at stille spørgsmål ved 2. behandlingen af budgettet
I sidste nummer af denne avis d. 7. dec. bragtes der en mindre notits om de netop vedtagne nye regler for borgernes spørgetid ved kommunalbestyrelsesmøder. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man som borger nemt tro, at alle partier var helt enige i denne beslutning. Men SF (med opbakning fra Ø) var ikke tilhænger af, at der med de nye regler ikke længere gives mulighed for at borgerne kan stille spørgsmål den aften hvor budgettet vedtages, og rent faktisk var det ubetinget det dagsordenspunkt der afstedkom mest debat ved kommunalbestyrelsesmødet, inden vi altså blev stemt ned på vores mindretalsindstilling.
I forhold til de nuværende regler er der alt i alt tale om en mindre forbedring, og det skyldes bl.a. at spørgetidsreglerne knytter an til en samlet udvidelse af de demokratiske perspektiver for budgetprocessen på Frederiksberg. Her synes det borgerlige flertal nemlig endelig at have indset, at den lukkede budgetproces på Frederiksberg skal ændres. Om dette vedstår der dog stadig en yderligere debat til januar, hvor processen sættes under lup.
Men i SF kunne vi simpelthen ikke se et hverken logisk eller demokratisk argument der kunne retfærdiggøre, at man som en del af regelvedtagelsen fjerner muligheden for at lade borgerne stille spørgsmål inden vedtagelsen af budgettet ved 2. behandlingen. Selvom det er tvivlsomt om borgerspørgsmål på dette sene tidspunkt reelt vil rykke noget, er det dog et krav man bør stille til politikere, at de til enhver tid vil være parat til at forsvare deres beslutninger – både dem er truffet, og dem der formentlig vil blive truffet kort tid efter, som ved 2. behandlingen af budgettet. Borgerplatformen bør derfor være åben ved samtlige kommunalbestyrelsesmøder uden undtagelse. Det er for os i SF, et spørgsmål om beskyttelse af vores lokale demokratiske serviceniveau.
I SF mener vi således ikke, at politikere bør gøre sig til dommere over, hvorvidt borgerne vil kunne få noget ud af deres spørgsmål når det kommer til det umiddelbart beslutningsmæssige. Nej, vi skal for så vidt bare beskytte og konstant udvide demokratiet og mulighederne for at borgere og politikere kan mødes ansigt til ansigt. Og rent faktisk kan borgernes indvendinger være med til at præge politikernes efterfølgende debat, eller så nogen frø der senere kan spire og blive til nye betragtninger der ender med at folde sig ud.
Som notitsen i avisen pointerede, varede spørgetiden ved dette års 2. behandling af budgettet i 49 minutter og samlet set sluttede mødet først kl. 01.55. Men de 19 minutters ekstra spørgetid var altså ikke dem der spolerede politikernes skønhedssøvn, hvilket i øvrigt ikke havde rørt os i SF synderligt. Desuden kan der med det nye regelsæt i særlige tilfælde startes på borgerspørgsmål 45 minutter før kommunalbestyrelsesmødet.
Så alt i alt kunne SF altså ikke bakke op om, at man efter en særdeles omdiskuteret vedtagelse af budget 2011, vælger at sløjfe borgernes mulighed for at stille spørgsmål på aftenen for vedtagelsen af de fremtidige budgetter. En mulighed som der tydeligvis i år, var borgere der meget gerne gjorde brug af. Nogle vil derfor desværre kunne betragte dette som værende et udemokratisk signal fra rådhuset.
(Bragt i Frederiksberg Bladet d. 28. december 2010)