SF indgår i budgetforliget for 2011.
De økonomiske perspektiver for Frederiksberg Kommune var ikke opløftende forud for budgetforhandlingerne. Men det har desværre været situationen i næsten alle kommuner.
I SF går vi til forhandlinger med et åbent sind, og vi bliver ved bordet, så længe vi mener, at det er dér, vi kan gøre mest nytte for borgerne.
Når vi er med i budgetforliget for 2011, er det således fordi, at vi derved har fået sat et SF-aftryk, som gør en forskel på en række vigtige områder.
Uanset om man vil kalde det for et spare- eller effektiviseringsbudget, er det et faktum, at det har været nødvendigt at tage det meget seriøst, at arbejde for at holde kommunens økonomi oven vande.
I SF har vi knoklet for at få mindsket eller trukket effektiviseringsforslag ud, som vi ikke fandt spiselige. Det har blandt andet betydet, at der på socialområdet ikke er blevet skåret mere på FKRC ligesom at Værestedet Bakspejlet er sikret mod lukning.
Lektiestøtten på skolerne bevares og der tilføres midler til kompetenceudvikling til lærerne på specialundervisningsområdet. På klubområdet har vi medvirket til at sikre, at der ikke blev skåret i bevillingerne, ligesom at besparelser på puljen vedrørende samarbejdet med frivillige organisationer blev reduceret væsentligt. Puljen til ældreklubber bevares, ligesom Bruger – og pårørenderåd på sundheds- og omsorgsområdet. Bare for at nævne nogle eksempler på gode beslutninger.
På miljø- og trafikområdet har vi medvirket til at sikre, at kommunens nyligt vedtagne CO2-handlingsplan ikke startede med besparelser på cykelstipuljen, samt at puljen til energibesparende foranstaltninger på kommunens bygninger ikke blev beskåret.
Derudover har der også været lydhørhed over for nogle af SF’s egne forslag. Således sikres det nu, at børn fra hjem med økonomiske vanskeligheder kan få betalt deres fremtidige foreningsmedlemskab, i hvert fald det første halve år. Altså en form for fripladsordning.
Der bliver nu gennemført en weekend-udvidelse af åbningstiden på det sociale værested Flinten og forårets besparelse på SSP-indsatsen rulles tilbage. Vi har arbejdet på at få afsat penge til den sociale vicevært, som er tilknyttet Kvarterhuset Søndermarken.
Som det blev fremført i sommerperioden har SF også fokus rettet mod at reducere omkostningerne på It-området. Derfor er vi tilfredse med, at der blev fundet enighed om at iværksætte en ekstern undersøgelse af hvor og hvordan kommunen kunne spare penge ved at benytte sig af open-sourceprogrammer.
På anlægsområdet har det især været centralt, at vi i fællesskab har sat penge af, og arbejder videre på at få løst udfordringen på skoleområdet, hvor alle de dejlige børn på Frederiksberg skal sikres gode skoleår på en af kommunens skoler. Kapaciteten skal udvides – det er helt sikkert.
Det skal den også på daginstitutionsområdet, hvorfor det er vigtigt at der sættes ind med kloge anlægstiltag. Men derudover er der i dette forlig blevet afsat de driftsmidler til daginstitutionerne som ændringen af børnehavealder fra 3 år til 2 år og 10 måneder nødvendiggør. Pengene følger nu vuggestuebarnet uanset hvornår det enkelte barn rykker i børnehave.
Derudover kan bl.a. nævnes enigheden om modernisering af plejehjemmene, forundersøgelse vedrørende vindmølletiltag, ekstra driftstilskud til Det Økologiske Inspirationshus, mere kulturliv på pladser og strøg, og så er det giver håndslag på at vi nu får opført de ’skæve’ boliger i henhold til hjemløseplanen.
Når nu vi efterhånden nærmer os et folketingsvalg, kan vi i SF ikke lade være med at bemærke, at en ny regering med SF som deltager vil tilføre Frederiksberg Kommune 126 millioner kroner. De havde været at foretrække ved dette forlig frem for VK-regeringens diktat om nulvækst i kommunerne.
Men resultatet var på ingen måde blevet bedre, hvis vi i SF havde stillet os op i et hjørne og råbt ukvemsord mod regeringen – det kan vi tids nok finde andre anledninger til at gøre.
(Lokalavisen Frederiksberg d. 2. september 2010)